Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Eftertanker

Sørine Gotfredsen: Vi bør være i stand til ærligt at diskutere det multikulturelle. Også når det gør allermest ondt. Uden at stemple modparten som et ringere og mere anløbent menneske, end man selv er.

»De mange reaktioner på min kronik har forbløffet mig, og de vækker naturligvis til eftertanke,« skriver Sørine Gotfredsen, der indrømmer to fejlskøn. »For det første er kronikken nok blevet bragt for tidligt i et forløb, hvor der fortsat er så mange intensive følelser på spil. Og for det andet har jeg i et par tilfælde brugt formuleringer, der viser sig at kunne tolkes i retning af, at jeg i en eller anden grad opfatter Anders Breiviks adfærd som fornuftig. Dette er jeg selvsagt frygtelig ked af, eftersom intet i verden ligger mig mere fjernt end at forbinde en massemorder med nogen som helst form for meningsfuldhed.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min kronik i lørdagens udgave af Berlingske har vakt stor debat. Også meget større, end jeg på nogen måde havde forestillet mig. Derfor finder jeg det vigtigt her nogle dage efter at gøre rede for nogle tanker, der siden har meldt sig.

Efter en så voldsom og tragisk begivenhed som den, der fandt sted i Norge den 22. juli, sættes mange reaktioner i gang. Udover bestyrtelsen ved at måtte erkende, at et menneske kan handle så afsindigt, begynder man også at overveje, om der er noget, vi bør forsøge at forstå for fremover at kunne modarbejde den slags overgreb på mennesker. Mit ærinde med kronikken i lørdags udgjorde et forsøg på at analysere nogle af de mekanismer, der synes at være på færde i denne sag, og som udgangspunkt må jeg erkende to ting. To fejlskøn. For det første er kronikken nok blevet bragt for tidligt i et forløb, hvor der fortsat er så mange intensive følelser på spil. Og for det andet har jeg i et par tilfælde brugt formuleringer, der viser sig at kunne tolkes i retning af, at jeg i en eller anden grad opfatter Anders Breiviks adfærd som fornuftig. Dette er jeg selvsagt frygtelig ked af, eftersom intet i verden ligger mig mere fjernt end at forbinde en massemorder med nogen som helst form for meningsfuldhed. Ordet »rationale« optræder i kronikken og har provokeret en del. Jeg bruger dette ord for at illustrere, at Breiviks handlinger af ham selv er knyttet sammen med en formuleret tankerække. Jeg siger ikke, at den er fornuftig, men at det faktisk er muligt at identificere en del af Breiviks motivation for at handle, som han gør. Og at man kan identificere et rationale hos et andet mennesker er ikke ensbetydende med, at man på nogen måde sympatiserer med det.

Hvis kronikken skulle skrives på ny, ville jeg klargøre disse aspekter. Jeg har ikke i tilstrækkelig grad taget højde for folks følelsesmæssige engagement i tragedien, ligesom jeg heller ikke klart nok har tilkendegivet, at jeg er lige så forfærdet over hændelsen som enhver anden. Alt dette tager jeg til efterretning. Både fordi det er højst ubehageligt at blive mistænkt for ufølsomhed og det, der er værre, og fordi meget i denne vigtige diskussion går tabt i en så højspændt atmosfære. Vi må nemlig ikke efter en sådan tragedie tabe substansen på gulvet og nøjes med at føre en debat om debatten som den, der straks gik i gang efter den 22. juli. For vi står over for nogle helt basale spørgsmål, og mens jeg ikke vil gentage mig selv angående problemerne ved et multikulturelt samfund, som jeg ser dem, vil jeg hævde, at vi i dette land efterhånden har så mange erfaringer med netop det multikulturelle, at vi bør være i stand til ærligt at diskutere det. Også når det gør allermest ondt. Det multikulturelle samfund er kommet for at blive, og min hensigt er ikke at »rulle tiden tilbage«, som jeg er blevet beskyldt for. Min hensigt er at påpege, at et samfund i forandring og med kraftig muslimsk indvandring kan være med til at fremprovokere nogle destruktive kræfter, og at Breivik på sin egen vanvittige måde har mindet os om det. Ikke fordi jeg vil hævde, at det multikulturelle samfund udgør den hele forklaring på hans handlinger, men fordi det åbenlyst spiller en rolle. Hvis vi vælger blot at kategorisere denne mand som en isoleret sindsforstyrret, glemmer vi at tage højde for, at der sandsynligvis findes flere af hans slags. Måske ikke af samme ekstreme karakter, men det knap så ekstreme kan bestemt også være frygteligt nok.

Derfor er det ikke rimeligt, når jeg - for eksempel af SFs Ida Auken i vores P1-debat i går - beskyldes for at gå Breiviks ærinde ved at udtrykke skepsis over for det multikulturelle samfund. Som om hans forbrydelse tvinger os til i endnu højere grad at favne det multikulturelle, fordi det modsatte standpunkt nu så at sige er optaget af den onde selv. På den måde tildeles Breivik en alt for stor magt over vores samtale og frihed til at analysere. Jeg er også blevet anklaget for at bidrage til polarisering, og mens jeg som sagt gerne ville omformulere et par ting, hvis jeg kunne, vil jeg samtidig fastholde, at den primære polarisering utvivlsomt foregår, hvad enten vi kalder tingene det ene eller det andet. Vi har diskuteret disse problemer i årevis, de udgør et centralt tema i adskillige europæiske lande, og min kronik skal i høj grad læses som en opfordring til, at vi her i landet imødegår dem gennem en større besindelse på de normer og den kultur, der hører netop denne nation til. Jo mere solid basen er, desto mere kan vi gøre os forhåbning om at holde ekstreme kræfter i skak, samtidig med at vi bestræber os på at realisere den bedst mulige integration.

De mange reaktioner på min kronik har som sagt forbløffet mig, og de vækker naturligvis til eftertanke. Blandt andet kommer det en smule bag på mig, at der stadig efter alle disse år med problemerne tæt inde på livet hersker en så stor tilbøjelighed til at opdele mennesker i onde og gode i debatten om det multikulturelle. En del af forklaringen på dette skal efter min bedste overbevisning findes i en forskellig opfattelse af selve menneskenaturen og af, hvad det progressive menneskesyn egentlig er. Tror man på, at vi mennesker mere og mere vil formå at lægge nogle grundtræk bag os i samværet med hinanden, eller er man snarere af den opfattelse, at nogle genkendelige stridigheder vil blive ved med at gentage sig selv, fordi vores inderste væsen på godt og ondt er relativt uforanderligt? Jeg tror mest på det sidste, og dermed tror jeg også på, at det klogeste er at indrette samfundet på en måde, hvormed man bedst muligt hindrer mennesket i at udfolde de tidløse ødelæggende kræfter. Men uanset hvor man stiller sig i spørgsmålet om det progressive menneskesyn, kan man kun opfordre til, at vi respekterer hinandens holdninger uden at ty til den mest lammende metode af dem alle i en debat som denne. Nemlig at stemple modparten som et ringere og mere anløbent menneske, end man selv er.