Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Efterår for ytringsfriheden

Katrine Winkel Holm og Aia Fog: Vi hører hele tiden, at en obskur YouTube-film har sat »Mellemøsten i brand« og »forårsaget« uroligheder, vold og mord. Må vi minde om, at en film ikke kan dræbe.

Katrine Winkel Holm og Aia Fog, Trykkefrihedsselskabet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da en 400 mand stærk styrke bevæbnet med granater og geværer angreb USAs ambassade i Benghazi, var der efter alt at dømme ikke tale om en spontan film-protest, men derimod om en planlagt fjendtlig handling. Filmen var kun et påskud.

Så frikend filmen. Det var ikke den, der satte Mellemøsten i brand, men derimod barbariske islamiske kræfter, der har fået nye udfoldelsesmuligheder efter det såkaldte arabiske »forår«.

Vi hører også, at det er »tosser«, der fører an i fjendtlighederne - underforstået, at det er en skør, irrational handling, de udfører. Intet kunne være mere forkert.

Aktionen følger den velkendte drejebog for orkestrerede islamiske magtdemonstrationer. Vi mødte fænomenet første gang i kampagnen mod Salman Rushdies De sataniske vers i 1989, hvis forløb man kan få genopfrisket i Rushdies netop udgivne erindringsbog om sit liv under jorden. Og igen i 2006 og 2008 efter Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og Geert Wilders’ Fitna-film.

Man spiller med de islamiske muskler, samtidig med at man spiller dødeligt fornærmet, og målet er klart: at få Vesten til at vise svaghed.

I dette tilfælde har man haft mere end almindeligt held med sig.

Knap havde røgen lagt sig oven på ambassadeangrebet, før Obama-administrationen udsendte en pressemeddelelse, der »tog stærkt afstand fra de handlinger begået af dem, der misbruger den universelle ret til ytringsfrihed til at krænke andres religiøse følelser«.

Ingen havde misbrugt ytringsfriheden; tværtimod havde nogle amerikanske borgere gjort brug af den til at lave en amatøragtig, men harmløs og helt igennem lovlig film om Muhammed. Det var altså udøvelsen af ytringsfriheden, Obama-administrationen tog stærkt afstand fra. Dermed anerkendte den, at pøbelen havde en legitim grund til sine angreb.

Obama-regeringens ringeagt for ytringsfriheden blev endnu tydeligere, da Det Hvide Hus få dage senere forsøgte at få Google til at fjerne den famøse film fra YouTube, hvad Google nægtede. Den frie verdens leder opfordrede altså til censur af internettet.

For at der slet ikke skulle herske tvivl om de amerikanske myndigheders kryben for barbarerne, blev »Sam Bacile« - manden bag den fornærmende film - pågrebet i Los Angeles og underkastet et »frivilligt« forhør.

Med andre ord: Da USA blev angrebet, gjorde Obama ytringsfriheden til skurken i stedet for at beskytte den.

Denne form for eftergivenhed er fatal. Af to grunde:

For det første, fordi vi fra tidligere tilfælde ved, at eftergivenhed ikke betaler sig, men kun giver appetit på flere angreb.

For det andet, fordi det frie ord er den frie verdens salt. Står den frie verdens leder ikke vagt om det, er det for alvor blevet efterår for ytringsfriheden.