Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Efter det arabiske forår

Jesper Lau Hansen: Hvad gør man, når naboen tæver konen og børnene, og der i staternes internationale samfund ikke er et politi, man bare kan ringe efter? Skruer man op for TVet for at overdøve skrigene, eller tager man affære?

Hvis Assad falder, vil der utvivlsomt komme et blodigt opgør, men hvis han bliver, hvad får så nogen til at tro, at det bliver mindre blodigt? Oprørernes fortvivlede næsten ubevæbnede kamp skyldes, at de udmærket kender svaret. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den bølge af oprør, vi kalder det arabiske forår, har efter et omtumlet år givet os mulighed for at blive klogere, end vi var, da vores erfaring var begrænset til Irak. Især tre forhold står klart.

For det første, at uden militær støtte til oprørerne, vinder diktatoren. Det skete, da man undlod at fjerne Saddam efter Kuwait-krigen. Det var lige ved at lykkes for Gaddafi, da han sendte kampfly mod ubevæbnede oprørere i Benghazi. Det lykkedes for Assad Sr. i Syrien, da han i sin tid sønderbombede Hama og dræbte i titusindvis af civile, og det er ved at lykkes for Assad Jr. lige nu. Det ville være dejligt bekvemt, hvis de bare kunne befri sig selv, som mange i sin tid sagde om Irak, men det kan de desværre sjældent. Undertiden kan vi intet gøre, men ganske ofte er vi ikke så heldige. Hvad gør man, når naboen tæver konen og børnene, og der i staternes internationale samfund ikke er et politi, man bare kan ringe efter? Skruer man op for TVet for at overdøve skrigene, eller tager man affære?

For det andet, at FN ikke er en moralsk domstol, som vi kan overlade at træffe afgørelsen om ret og uret. Selv den værste diktator kan sove roligt om natten, hvis han har en ven i Sikkerhedsrådet. Man kan glæde sig over, at BRIC-landene omsider tilsluttede sig forslaget om en protest mod Assads slagteri og dermed præsenterede et sjældent forenet Sikkerhedsråd, hvilket fik Kina til at vakle i sit veto. Men så længe Rusland sætter en flådehavn højere end det syriske folk, har Assad carte blanche.

For det tredje, at når en diktator falder, følger et opgør, hvis kaos står i direkte proportion med undertrykkelsens længde og grusomhed. Når mange afskriver Irak-krigen som en fiasko, trods at landet forblev samlet og har et fungerende demokrati, skyldes det formodentlig det blodige efterspil i 2006-07. Det er en fejlslutning. Opgøret skyldtes ikke, hvem der befriede dem, men at de blev befriet, og opgøret var derfor også kommet, havde de befriet sig selv. Om noget betød vores tilstedeværelse, at opgøret blev mindre blodigt, end det kunne være blevet, fordi vores tropper lagde sig i mellem, desværre med betydelige tab. I Libyen slap vi for at sætte tropper ind, og dermed reducerede vi vores egne tab, men vi kender ikke konsekvensen af dette valg for det libyske folk i det efterfølgende opgør, der nu pågår.

Når verden er blodig og grum, er det fristende at trække sig tilbage, vende ryggen til og lukke havelågen bag sig og verden ude. Blandt de mange, som anbefaler den vej, er særligt højrøstet den ekstreme højre og venstre fløj, der trods forskelligt udgangspunkt altid ender med at omfavne de samme holdninger. Fra venstre kommer det af vestligt selvhad, hvor idealer om demokrati og menneskerettigheder affærdiges som kamuflage for dystre kapitalinteresser. Fra højre kommer det af en blut-und-boden tro på, at disse værdier er sjældne planter, der kun trives hos os. At islam er uforeneligt med demokrati er hos dem en naturgiven præmis, ikke en mulig konklusion. Fra venstre og højre mødes de i deres afvisning af, at befrielsen af Irak var omkostningerne værd.

For ret at forstå denne afvisning, og hvor hul den er, kan man vælge et land lidt mindre eksotisk, f.eks. Italien. Mon ikke mange kan fortvivles over det italienske demokrati, hvis resultat godt et halvt århundrede efter befrielsen var en sølle bajads som Berlusconi, og som nu er afløst af en teknokratisk regering, der desperat søger at udbedre de folkevalgtes slendrian. Et land præget af institutionaliseret korruption; et land, hvor terrorister indtil for få år siden spredte død, og hvor mafiaen fortsat spreder sin gift. Og alligevel er det dumt ud over det tilladeliges grænser at ignorere, hvor velsignet befrielsen fra fascismen har været for Italien. Mindre gælder ikke for Irak.

En anden og væsentlig mere sympatisk gruppe, der også ønsker os tilbage bag havelågen, er de såkaldte realister, en selvudnævnt, men slet valgt betegnelse. Deres væsentligste argument er, at vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får.

Desværre synes det himmelråbende selvindlysende i denne erkendelse at udtømme deres evne til at ræsonnere. At fremtiden er usikker, er jo på ingen måde et indlysende argument for, at vi skal beholde den kendte status quo. Kun at ville forandring, hvis den er garanteret perfekt, udtrykker en naivitet, der er så gennemskuelig, at dens charme ophører, når man vokser ud af barnekammeret. At tro, at kun ens handlinger har konsekvenser, og ignorere konsekvenserne af ens undladelser, behøver man ikke være fransk filosof for at indse idiotien af.

Hvad har vi i Syrien? En grusom diktator, hvis jernnæve har retarderet landets udvikling økonomisk og socialt, og som støtter vores værste fjende Iran og dets to stedfortrædere Hizbollah i Libanon og Hamas i Palæstina. En diktator, hvis undertrykkelse er så skrøbeligt sekterisk funderet, at han kun tør stole på de 20 pct. af hæren, der hører til hans egen sekt. Er det virkelig realistisk at tro, at Assads overlevelse skulle være i vores langsigtede strategiske interesse? Hvis Assad falder, vil der utvivlsomt komme et blodigt opgør, men hvis han bliver, hvad får så nogen til at tro, at det bliver mindre blodigt? Oprørernes fortvivlede næsten ubevæbnede kamp skyldes, at de udmærket kender svaret. Hvis Assad falder, vil Iran stå mere isoleret end nogensinde før. Hans svækkelse har allerede fået Hamas til at forbrødres med Fatah, hvilket kan fjerne en af de væsentligste hindringer for fred med Israel. Hvis Assad falder, hvem skal oprørerne så takke, Vesten eller al-Qaeda?

Det arabiske forår har vist, at folk altid vil revoltere imod undertrykkelse, når håbløsheden når det punkt, hvor den overstiger dødsangsten. Stærke følelser er på spil og kan forråde vores fornuft. Vi skal ikke handle overilet, men heller ikke lade uvisheden lamme os. Vi bør støtte oprøret, i det omfang vi kan, også selvom vi risikerer at skuffes over udfaldet. Det er ikke bare det eneste realistiske, det er også det eneste rigtige.