Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dyr retssikkerhed for Grøndalsvænge

Kim Erdmann
Læs mere
Fold sammen

Socialdemokrat og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Jakob Hougaard, skrev 31. december i Berlingske, at andelsboligforeningen Grøndalsvænge har brudt loven og vil score en milliongevinst på skatteydernes bekostning.

Hans ord virker på os almindelige borgere magtfuldkomne, arrogante og helt på Månen i forhold til at skabe løsninger frem for splid. Vores retssikkerhed er dyrt købt i denne sag. Først et kort rids.

Grøndalsvænge åbnede i 2004 for, at priserne på grunde og huse måtte følge den offentlige vurdering. Før 2004 måtte kun husene stige – grundenes værdi var låst.

Begrænsningen på grundene hang sammen med statslån og tilskud fra starten af 1900-tallet og skulle bortfalde, når de var betalt. Det er de for længst. Derudover har vi betalt 114 millioner kr. til kommunen for at slippe ud af klausulen – efter forhandlinger med overborgmesterens økonomiforvaltning og efter samme model som andre. F.eks. er foreningen Mit Hjems grunde købt på samme vilkår som vore, men de er i dag fri af begrænsningerne.

Alligevel meddelte Københavns Kommune i marts 2014 – ti år efter – at fortjeneste på grundene strider mod en gammel servitut. Med et pennestrøg skar de små 400 millioner kr. af andelsværdien – cirka en million kr. pr. husstand.

Kommunen tilbød siden et forlig, hvor vi slipper for at æde tabet nu og her. Vi må beholde værdien på 2014-niveau mod at afstå fra alle værdistigninger mange år frem. Vi betaler altså selv, forskellen er kun hvornår.

Alligevel skriver Hougaard, at vi vil score en milliongevinst på skatteydernes regning. Stop lige. Hverken kommunen eller skatteyderne har penge i klemme her. Hverken forliget eller vores oprindelige ønske koster kommunen så meget som en bøjet 50-øre.

Flertallet i Grøndalsvænge stemte nej til forliget 9. december. Valget stod mellem forlig eller retssag. Flertallets argument var retssikkerhed.

Vores retssikkerhed koster nu et milliontab og fem-syv års usikkerhed, mens sagen kører. Kommunen har ikke en øre i klemme. Den kan bare sige »ret ind eller betal«.

Også her er Hougaard systemets mand. Hvorfor accepterer vi ikke bare, at vi har brudt loven, skriver han.

Er det fair?

Vi har ifølge dygtige jurister en god sag, om end uprøvet juridisk set. Så for at få en dommers ord fremfor en politikers sætter vi pengene på højkant og må leve med usikkerheden. Det er vores valg.

Men kommunen kan jo lige så godt som vi tage fejl. Den har endnu ikke fremlagt skudsikre argumenter. Men den har magten, og den mister ikke en krone uanset udfaldet.

Vi savner konstruktive toner fra Hougaard fremfor skadefro selvpromovering på almindelige borgeres bekostning.

Vi efterlyser, at Hougaard og overborgmester Frank Jensens økonomiforvaltning hjælper med at finde en juridisk holdbar afklaring, der ikke placerer 389 københavnske familier i et økonomisk og juridisk tomrum. Vi tror de kan – hvis de vil!