Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dyr medicin koster liv

Når politikerne insisterer på, at der skal være råd til dyr medicin, så koster det flere patienter livet, end der bliver reddet. Derfor er politikernes manglende vilje til at prioritere en etisk og sundhedsmæssig falliterklæring.

Prioriterer man dyr medicin, betyder det, at man må spare andre steder i sundhedsvæsenet, skriver Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så fik vi endnu en aftale om økonomien i sundhedsvæsnet, der vil betyde sparerunder, fordi politikerne ikke bevilger de penge, som ny, dyr medicin koster. Det er en fuldstændig uholdbar udvikling.

Jeg er ked af at skulle være den, der siger, at der findes medicin, vi ikke har råd til, fordi prisen er andre patienters død. Men nogen skal nu engang være den lille dreng i Kejserens Nye Klæder, der siger det, som alle ved:

Man kan ikke lade være med at prioritere. Når man kræver, at dyr medicin altid skal købes uden samtidig at bevilge de nødvendige midler, så siger man reelt, at andre patienter skal behandles dårligere. Det har store konsekvenser.

Engelske regnestykker viser, at når man tager 800 millioner ud af sundhedsbudgetterne for at bruge dem på ny teknologi eller medicin, så koster det omkring 400 liv.

Oversat til danske forhold betyder de engelske erfaringer, at den meget omtalte nye medicin til 300 patienter med cystisk fibrose – til to millioner kroner årligt per patient – vil koste 300 andre patienter livet. Om året.

Hvis udfordringen kun var de 600 millioner, denne medicin samlet vil koste, så fandt vi nok pengene, men det er bare et af mange eksempler. De seneste år er der kommet en række meget dyre medikamenter mod blandt andet leverbetændelse, kræft, sklerose og hjertesygdom. Den udvikling vil kun tage til i de kommende år.

Det stiller os over for en klassisk etisk udfordring. Er det forsvarligt at gøre noget, der redder liv, hvis det samtidig koster endnu flere? Hvis man skal vælge om en løbsk togvogn skal ramme et eller fem mennesker, hvad gør man så?

Når man i praksis står med en patients liv mellem hænderne, er valget meget sværere end på papiret.Men som det er i dag, så er en direkte konsekvens af politikernes prioritering af dyr medicin, at vi i sundhedsvæsnet altid skal køre de fem over for at redde den ene. Det er en etisk falliterklæring.

Det bliver ikke bedre af, at politikerne fra de største partier samstemmende påstår, at de skam ikke har truffet noget valg.

Nogle af dem, der betaler prisen for politikernes manglende mod, er dialysepatienterne. Selvom forskningen entydigt viser, at de har et stort sundhedsmæssigt udbytte af understøttet fysisk træning, var Aarhus Universitetshospital det eneste sted i landet, der tilbød det. Det tilbud er nu lukket for at spare. Gid man havde kunnet give samme effekt med en pille. For så havde patienterne stadig fået den behandling, de har brug for.

Der er masser af andre eksempler på patienter, der ikke får nødvendig behandling, fordi vores sundhedsvæsen er presset. Fra hjertepatienter, der ikke får den nødvendige genoptræning, til lunge-patienter, der ikke kommer op af sengene, selvom vi ved, at det øger deres overlevelseschancer markant. Jeg kender flest eksempler fra min egen faggruppe, men alle sundhedsfaglige medarbejdergrupper oplever, at man er så presset, at det simpelthen er fysisk umuligt at give patienterne den behandling, de har brug for.

Paradoksalt nok rammer underbehandlingen også dem, der får dyr medicin. I november sidste år viste en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, at kun halvdelen af de kræftpatienter, der har behov for genoptræning, får det. For dem betyder den nuværende prioritering af medicin, at de får en halv behandling – den medicinske halvdel. Fra et samfundssynspunkt betyder det, at de gennemgår en ofte dyr behandling, der giver langt mindre sundhed, end den kunne have gjort, fordi den sidste del mangler.

Det er en meget stærk værdi både for os sundhedsprofessionelle og for danskerne i almindelighed, at vores sundhedsvæsen skal behandle alle bedst muligt. Men alle ved, at man ikke kan bruge pengene to gange. Vi kender alle sammen nogen, der har oplevet velmenende, men fortravlet personale på landets hospitaler.

Samtidig bidrager politikernes manglende vilje til at se realiteterne i øjnene til en sær form for teater. Mens man på alle andre områder står ved, at vi er nødt til at prioritere og reformere, så lader politikerne som om sundhedsområdet er et sted, hvor pengetræerne blomstrer, og der er råd til alting. Det er ikke tilfældet. Tal fra OECD viser, at der derimod er blevet færre penge til sundhedsvæsenet per indbygger fra 2010-2013. Det passer fint med fornemmelsen blandt os, der færdes i sundhedsvæsnet. Der stilles større og større krav uden, at de nødvendige ressourcer følger med.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi på lang sigt nok skal få en form for prioriteringsinstitut. For presset på sundhedsbudgettet vil kun vokse. Men jo længere tid, der går, inden politikerne finder modet til at fortælle vælgerne det åbenlyse, jo mere skævvredet bliver sundhedssystemet. Allerede nu bevæger vi os hastigt væk fra alle idealer om mest mulig sundhed for pengene.

I Danmark har vi ikke engang modeller som de engelske, der kan vise omkostningerne for andre patienter, når vi træffer beslutninger, fordi et flertal i Folketinget nægter at se virkeligheden i øjnene. Der bliver prioriteret hver eneste dag i det danske sundhedsvæsen til fordel for patienter, som fejler noget, der kan behandles medicinsk.

Her og nu kan en stor del af udfordringen løses med flere midler til sundhedsvæsnet. Det vil være et godt sted at starte. Men på den lange bane vil det ikke lukke diskussionen, for der kommer hele tiden nye behandlingsformer til. Det ville være en gave i et velfungerende system, hvor vi kun brugte nye behandlingsformer, når de giver mere sundhed for pengene.

Men indtil vi får det, må man som sundhedsperson leve med frygten for, at der i morgen kommer endnu et ekstremt dyrt lægemiddel, som vil koste flere af vores patienter livet, end det redder.