Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dygtige lærere skal give os verdens bedste folkeskole

Folkeskolen skal have mere fokus på kvalitet og udvikling. Vi bør derfor styrke lærer­uddannelsens praktikforløb. Så vi sikrer bedre rammer for faglig fordybelse, udvikler fælles undervisningsforløb og skaber mulighed for, at lærerne kan opkvalificere sig inden for deres fag eller få nye på deres CV.

»Jeg har aldrig hørt et eneste menneske beklage sig over, at skatten går til at betale for folkeskolen, men jeg har hørt masser beklage sig over, at de ikke synes, de får det, de betaler for,« skriver Pia Allerslev. (Foto: Martin Sylvest Andersen) Fold sammen
Læs mere

Min veninde, radiovært og klumme­skribent Anne Sophia Hermansen, bemærkede forleden på de sociale medier, at der var en god og en endnu bedre nyhed for folke­skolen denne sommer.

Den gode nyhed var, at flere har lyst til at blive folkeskolelærere. Det er jeg enig i, selv om kvantitet aldrig kan være et mål i sig selv.

Den endnu bedre nyhed var ifølge Anne Sophi­a, hvis Anders Bondo Christensen, formand for Lærer­foreningen, fratrådte sin stilling efter i årevis at have arbejdet på at »udpine læreruddannelsens ideologiske grundlag til tarvelige diskussioner om løn og timer.«

Det er nok lidt hårdt sat op. Jeg har selv haft Anders Bondo Christensen som formand, da jeg i syv år arbejdede som folkeskolelærer. Selv om jeg langtfra er enig med ham i alt, giver jeg ham helt ret i, at vi bliver nødt til at prioritere lærernes muligheder for bedre at lykkes med at give eleverne god undervisning.

Folkeskolen skal have mere fokus på kvalitet og udvikling. Det forlanger jeg ikke blot som borgmester, men også som mor og som tidligere folkeskolelærer, og jeg ved, Bondo er enig med mig.

Til gengæld er det en helt forkert udlægning, når Anders Bondo Christensen siger, at folkeskolens lærere ikke kan møde op ordentligt forberedt, og ikke længere kan levere den undervisning, eleverne har krav på. Det kan de. Det skal de. Det gør de.

Folkeskolen, lærergerningen og læreruddannelsen er slet ikke så ugleset, som Bondo Christensen og andre gør den til. Lærer­gerningen er et af de vigtigste hverv i vores samfund, og den efter min mening rigtig gode nyhed denne sommer er, at ni procent flere af de unge i år har valgt lærer­uddannelsen som deres første­prioritet i deres ansøgning om en plads på en videre­gående uddannelse.

Det er dejligt med en øget tilstrømning, og det viser, at det igen er anerkendt at læse til lærer, men mit mål er, at de dygtigste studenter vælger at læse til folkeskolelærere. Det har ikke bare min egen by, København, men også resten af det danske samfund brug for.

Uden dygtige og motiverede lærere får vi aldrig verdens bedste folkeskole. Og vi skal have verdens bedste folkeskole. Ikke kun fordi vi betaler i dyre domme for at få det, men også fordi de fleste skatte­ydere gerne betaler for, at alle børn kan få en god start på livet.

Jeg har aldrig hørt et eneste menneske beklage sig over, at skatten går til at betale for folkeskolen, men jeg har hørt masser beklage sig over, at de ikke synes, de får det, de betaler for.

Heldigvis er vi nået langt de seneste år. I dag er der fokus på alle tre ben i folkeskolens formåls­paragraf. I dag er der lige så meget vægt på, at eleverne får de nødvendige faglige kundskaber, som at de udvikler deres kreativitet og evnen til at samarbejde, og at de forstår vores demokrati, en forståelse, der måske er vigtigere end nogensinde siden Den Kolde Krig.

Værdien af, at eleverne får et højt karakter­gennemsnit, er heldigvis også anerkendt i dag. Da den liberale tænketank, Cepos, for ti år siden offentlig­gjorde ranglister over karaktererne, skabte det stor debat. Nogle år senere offentliggjorde min partifælle, daværende undervisnings­minister Troels Lund Poulsen, selv karakterranglisten –uden at nogen løftede et øjenbryn.

Jeg har altid godt kunnet forstå, at forældre ville se, hvordan skolerne klarede sig i forhold til hinanden. I dag er de fleste klar over, at karaktererne skal være i orden. De fleste anerkender også, at vi ikke kan regne med, at den til enhver tid siddende undervisnings­minister står klar med en pose penge, hvis karaktergennemsnittet skulle falde. Der kommer heller ikke en revision af folkeskoleloven. Derfor er min opfordring, at vi får det bedste ud af den gode nyhed om, at flere vil være lærere.

MIT FORSLAG ER, at vi styrker læreruddannelsens praktikforløb. At vi sikrer bedre rammer for faglig fordybelse. At vi udvikler fælles undervisningsforløb. At vi skaber mulighed for, at lærerne kan opkvalificere sig inden for deres fag eller få nye på deres CV. I København arbejder vi med at skabe udviklings- og karrieremuligheder på skolerne.

Dertil kommer, at lærerne i disse år med arbejdstids­reformen skal vænne sig til at arbejde på en anden måde end tidligere, og jeg forstår i den grad, at det kræver en del tilvænning at skulle ændre sit mønster for, hvordan man forbereder sin undervisning. Da jeg arbejdede som lærer, var min rytme at tage et pusterum lige efter skole, få noget frisk luft, hente mine børn og så forberede mig om aftenen. Det betød til gengæld, at jeg ikke brugte særlig meget tid på teamsamarbejde og viden­deling med mine kolleger, fordi vi sad hver for sig derhjemme og arbejdede.

Vi skal bruge ressourcerne bedst muligt, og der er ingen grund til, at to lærere sidder og planlægger hver sit undervisnings­forløb om samme emne. Samtidig giver team­samarbejdet lærerne mulighed for faglig sparring med kollegerne. Selvfølgelig har man også som lærer brug for fleksibilitet i sin arbejdsdag, og i København har vi i øjeblikket en dialog med Køben­havns Lærerforening om, hvordan vi kan imødekomme lærernes behov for fleksibilitet uden at påvirke sammenhængen i undervisning og forberedelse.

Hermed når vi også til min sidste pointe, at vi må og skal sikre bedre ledelse på skolerne. I København har vi udviklet en profil for skolelederne, og på den måde sikrer vi, at ledernes kompetencer matcher de opgaver og udfordringer, der er i jobbet.

En god leder kan kompensere for rigtig mange, svære udfordringer. Hvad vi ikke kan sikre gennem lønkompensation, må vi opnå ved hjælp af lyst og personlige præferencer til at dygtiggøre sig inden for ledelse. Jeg foreslår derfor, at der etableres stærke ledernetværk. Der er en grund til, at landets erhvervsledere dyrker VL grupper og lignende trods sene arbejdstider og tætpakkede kalendere. Gode ledere ved, hvad de ikke er gode til, og lærer af hinanden.

Så kommer alle de nye lærerstuderende ud til spændende arbejdspladser med en stærk og inspirerende ledelse.