Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Du betaler velfærden med din frihed

Jacob Mchangama: Først tvinges vi til at afstå halvdelen af vores indkomst i skat. Dernæst indskrænkes vores personlige frihed med forbud, kontrol og overvågning begrundet i, at det offentlige jo betaler for vores sundhedsudgifter, uddannelse, understøttelse, børnepenge, boligstøtte, pension m.v. Uagtet at pengene stammer fra os selv.

Du betaler velfærden med din frihed Fold sammen
Læs mere

CEPOS har sammen med Retssikkerhedsfonden for nylig udgivet bogen Frihedsrettigheder tur/retur, der sætter lys på de områder, hvor terrorlovgivning indskrænker frihedsrettigheder og retssikkerhedsgarantier. Det er vigtigt, at denne kritik har tværpolitisk bundklang. Men selvom terrorlovgivning er et af de mest markante eksempler på indskrænkning af borgernes personlige frihed, er spørgsmålet, om ikke velfærdsstatens stadigt flere og mere indgribende love og regler medfører (langt) mere overvågning og flere indgreb i danskernes frihed end terrorlovgivning.

For nylig måtte skatteminister Troels Lund Poulsen efter hård kritik trække et lovforslag, der ville give SKAT adgang til at kopiere al data på danske virksomheders IT-systemer uden retskendelse, tilbage. Det var et sjældent eksempel på offentlig debat og kritik af de kontrol- og overvågningsforanstaltninger, som skal give det offentlige mulighed for at sikre, at borgere og virksomheder ikke unddrager sig deres bidrag til den fælles kasse.

Men lovforslaget var langtfra en enlig svale. Det er reglen snarere end undtagelsen, at successive regeringer tyer til kontrol og overvågning i takt med velfærdsstatens udbredelse. Velfærdsstatens formynderiske logik kan således opsummeres som følger: Først tvinges vi til at afstå halvdelen af vores indkomst i skat. Dernæst indskrænkes vores personlige frihed med forbud, kontrol og overvågning begrundet i, at det offentlige jo betaler for vores sundhedsudgifter, uddannelse, understøttelse, børnepenge, boligstøtte, pension m.v. Dette uagtet, at pengene hertil stammer fra os selv, og at vi givetvis ville kunne købe mange af disse ydelser andetsteds med et mindre skattetryk og måske endda få en bedre service, der tilmed ville kunne lade os bære ansvaret for egen livsførelse via individuelt tilpassede aftaler.

Denne udvikling har medført at vi på mange områder reelt har en retstilstand, hvor borgeren er til for systemet, og hvor hensynet til at lette adgangen for det offentliges kontrol går forud for borgernes og virksomheders ret til privatliv og retssikkerhedsgarantier.

Grundlovens § 72 fastslår, at »Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.« Uanset at Grundloven opstiller en klar hovedregel om, at tvangsindgreb kræver retskendelse, findes der et væld af love og bekendtgørelser, der bemyndiger offentlige myndigheder til at foretage kontrolundersøgelser i private virksomheder og hjem uden retskendelse. I 1996 var der 111 af sådanne love og regler. I begyndelsen af 2010 var antallet nået op på 234. Det på trods af, at regeringen ved sin tiltrædelse fastslog, at »I alt for mange tilfælde har myndighederne fået adgang til private boliger og ejendomme uden retskendelse. Det udgør en voksende risiko for den enkelte borgers retssikkerhed og de grundlovssikrede frihedsrettigheder«. At disse regler bliver udnyttet demonstreres af, at SKAT alene i oktober 2008 foretog 2.158 kontrolbesøg.

De formodede svageste grupper, som velfærdsstaten er skabt for at beskytte, er ofte dem der bliver bundet hårdest op af velfærdsstatens sikkerhedsnet. Ifølge flere eksperter fratages mange danskere sociale ydelser på baggrund af vage formodninger fra kommunernes side. Mange af disse sager ville givetvis kunne vindes ved domstolene. Men da de vedrører ressourcesvage personer, er der sjældent overskud til at føre sagen så langt, hvorfor kommunerne har et yderligere incitament til at tage lempeligt på retssikkerhed. Flere kommuner har også indrømmet, at de – i strid med loven - har foretaget systematisk overvågning af borgere for at komme socialt bedrageri til livs. At denne form for overvågning er ulovlig fik i sommer et stort flertal af landets kommuner til at foreslå, at kommunerne gives hjemmel til at overvåge borgere i deres private hjem og møde op på deres bopæl. Ikke engang pensionister kan undslå sig statens tiltagende kontroliver.

I juli blev der således vedtaget en lovændring, der forpligter bl.a. folkepensionister at indberette det til kommunen, såfremt de opholder sig i udlandet i længere tid. Pensionisterne skal oplyse, hvor de opholder sig og melde deres hjemkomst til kommunen. For at sætte trumf på, medfører lovændringen, også at offentlige myndigheder uden retskendelse eller særlig mistanke kan indhente økonomiske oplysninger om pensionister som led i stikprøvekontrol. Et politisk flertal har også udtrykt ønske om at ændre reglerne for sort arbejde, således at det bliver strafbart at købe sort arbejde. Det siger sig selv, at det vil kræve endnu mere kontrol og overvågning at håndhæve dette forbud.

Disse eksempler er langtfra udtømmende og intet tyder på at udviklingen vil standse. I takt med, at der bliver flere ældre og færre unge til at forsørge de førstnævnte, når de går på pension, vil der tværtimod opstå et øget pres for at sikre, at der tilflyder det offentlige flest mulige penge fra borgere og virksomheders lommer. Koste hvad det vil.