Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

DRs fornemmelse for public service

Kathrine Stampe Andersen: Vi sidder 1,5 mio. danskere fredag ud og fredag ind og glor X Factor, mens vores fingre kører i en sikker rute mellem slikskålen og munden.

Thomas Blachman med deltagerne under sine vinger: (fra venstre) Annelouise, Ercan og Patricia. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er fremragende TV! Mest af alt fordi programmet tilbyder os velfærdsbøvsende danskere en fed og fristende løgn om, at der er mulighed for succes og berømmelse uden at skulle slide og slæbe for det. Alt, hvad det kræver, er en tur ind til velfærdsdoktor Thomas Blachman.

- En fortælling om nydernes genvej til resultater, der passer som fod i hose i vores øvrige velfærdsliv, hvor personligt ansvar er en by i Finansministeriet.

Indrømmet: Jeg deltager også selv i massepsykosen X Factor og jeg indrømmer gerne, at jeg bliver rørstrømsk, når den hjertesyge 63-årige Kjell fra Brovst synger »Unchained Melody« eller 17-årige Rasmus fra Kirke Såby synger »Ain´t no sunshine«. Kort sagt: Programmet er et hit, og seertallene er beviset. Der er blot et problem med det: Det er, at det er DR, der sender det.

DR er licensfinansieret og er dermed sat i verden for at opfylde sine public service forpligtelser over for samfundets borgere. Men skal vi bevare en sådan institution, forudsætter det, at DR er i stand til at monitorere den omverden, som institutionen er en del af og tager bestik af udviklingen - både den politiske, kommercielle og den teknologiske: Vi skriver ikke længere 1986 og har ikke brug for en moderne udgave af Gæt & Grimasser fredag aften, hvor Grethe Sønck eller Thomas Blachman indtager scenen. Året er 2011, monopolet er for længst brudt og vi får masser af musik, sport og underholdning fra de private kanaler og på internettet. Udbuddet på internettet og på private kanaler er så stort, at markedet allerede (helt af sig selv) har taget hånd om at tilfredsstille vores behov på mange områder. Det behøver vi slet ikke DR til at sikre.

DR bør i takt med den teknologiske udvikling forstå, at dens konkurrencefordel ligger et helt andet sted, hvis licensindtægterne skal blive ved med at flyde. Institutionen skal nemlig levere alt det, som de private kanaler forsømmer: Historisk og kulturel oplysning og journalistik, der går i dybden frem for i bredden. Hvis DR fortsat skal have en legitim berettigelse, mangler vi at se en strammere definition af public service begrebet i de konkrete DR-udsendelser. Mere »Deadline« samt »Før Søndagen« og mindre »X Factor« er en ledetråd