Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Drop Palads – og lav fredsring om Posthus Teatret

»Selvom det virker himmelråbende dumt at bygge et parkeringshus i »verdens bedste cykelby«, kan der ikke være ret mange, der kommer til at savne Poul Gernes’ malingrester fra Herlev Hospital.«

01DEBMORTENREIMAR-143241.jpg

Der sidder 11 biografgængere i mørket. To af dem er min kæreste og mig. Rundt omkring os sidder de ni andre på hver sin række og i zig-zag. De er alle sammen gråhårede og småskaldede, undtagen vi der trækker gennemsnitsalderen ned med flere årtier, og ham på rækken lige foran os snorker så højt, at han vækker sig selv 20 minutter inde i filmen.

Posthus Teatrets ejerpar har inden filmstart pustet stearinlysene på bardisken ud, så her er mørkt nok til at se film. De fleste af os 11 har nået at drikke vores kaffe og spise vores kage, inden den temmelig håndholdte dokumentar om jazzpianisten Bill Evans begyndte.

Lærredet er på størrelse med et sengelagen, og benpladsen var ikke gået ret mange andre steder. Men her i biografens eneste sal med plads til bare 90 grå hoveder, er det præcis som det skal være.

Undervejs i filmen tænker jeg på, hvordan sådan et sted som det her kan eksistere. På hjørnet af Nytorv inde i midten af København kan det ikke være en billig adresse at holde, især ikke med én visning om dagen, 11 kunder i butikken, 80 kroner for en billet og fire kroner for et stykke mazarinkage. Selvom stedet har eksisteret i snart et halvt århundrede, er der ingen tvivl om, at filmene nok snart bliver taget af plakaten.

800 meter herfra ligger den farverige Lego-biograf, Palads. Den har de seneste par uger oplevet en popularitet, den ikke har mærket siden den første Krummerne-film. Det skyldes, at den til manges ærgrelse ikke blev erklæret bevaringsværdig i sidste uge, og derfor højst sandsynligt snart vil blive revet ned og erstattet af højhuse som en del af et større projekt, der også indebærer at lukke banegraven fra Vesterport.

Det har affødt et (socialt) medieskrig efter bevaring så massivt, at det nok kun er overgået af kravet om bevaring af Christiania, landsbyskoler og Amager Fælled. For hvor, udover i Palads, kan man dog få Tivolidrys på sin softice, se film i popcorn til anklerne og drikke fortyndede colaer af vulgært store papkrus?

Storbyperle i mangel af bedre

For enhver der har været inde i monstrets mave, er det svært at se den fede fidus i at bevare Palads. »Alle for tre«, »Klassefesten 3« og reboots af familiefilmsserier kan man se så mange steder, og selvom det virker himmelråbende dumt at bygge et parkeringshus i »verdens bedste cykelby«, kan der ikke være ret mange, der kommer til at savne Poul Gernes’ malingrester fra Herlev Hospital.

Alligevel er Palads blevet talt op til at være modsætningen til byens nye glashøjhuse, nok i mangel af bedre. Og det er synd, for nok skal vi værne om de steder, der adskiller København fra at ligne en østeuropæisk betonby med vores kædebutikker, skodcaféer og gaderøverier, men vi skal vælge vores kampe. Og derfor er Palads et mærkeligt sted at trække en streg i sandet. Palads er slet ikke blandt de ældste, kønneste eller bedst benyttede. Og hvad tilfører Palads overhovedet, som vi kommer til at savne? Som enhver antikvitetsforhandler vil kunne fortælle dig: Der er en hårfin grænse mellem guld og gammelt lort.

På Posthus Teatret er filmen forbi. Ægteparret, der har haft stedet i 45 år, tænder lysene og nikker takkende til hver af de 11 gæster, som de forsvinder ud på Nytorv. En enkelt af dem bliver hængende for at snakke lidt med dem og vil gerne have en refill i sin kaffekop. Det behøver han ikke betale for, siger konen. Manden lægger alligevel en 20er på disken.

Et sted i København, hvor man kan spise bland-selv-slik og se »Alle for 3, 4 og 5«, skal der nok være langt ud i fremtiden, men en en-salsbiograf midt i byen med plads til 90 mennesker og mazarinkage til fire kroner hænger ikke på træerne.