Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Drop myterne om folkeskolereformen

Myterne om reformen lever i bedste velgående selv blandt folketingskandidater i de borgerlige partier. Det er ærgerligt af mange grunde.

Læs mere
Fold sammen

Berlingskes debatsider har på det seneste lagt spalteplads til en borgerlig kritik af folkeskolereformen. Kritikken viser, at myterne om reformen lever i bedste velgående selv blandt folketingskandidater i de borgerlige partier. Det er ærgerligt af mange grunde.

Som tidligere folkeskolelærer, og ikke mindst som en af dem, der har forhandlet reformen på plads, vil jeg meget gerne skyde nogle af myterne i sænk.

Sandheden er, at reformen rummer en meget tiltrængt styrkelse af fagligheden i folkeskolen. Danmark er gennem en årrække sakket bagud målt på fagligt niveau, hvilket de berømte og berygtede PISA-undersøgelser ofte har dokumenteret.

Vi har faktisk fået rettet op på en del i løbet af den liberale regeringsperiode i 00’erne. Men der er stadig betydelige udfordringer. Vi ligger således kun omkring gennemsnittet i OECD i dansk, matematik og naturfag. Og op imod hver femte elev forlader folkeskolen uden tilstrækkelige læse- og matematikfærdigheder. Det er ikke godt nok.

Folkeskolereformen har en række solide liberale fingeraftryk. Men lad mig starte med at punktere nogle af myterne om reformen.

Den mest udbredte myte er, at reformen stjæler børnenes og familiernes tid. Således mener folketingskandidat fra Liberal Alliance, Danny Malkowski, i Berlingske 17. januar, at eleverne ikke bliver dygtigere af, »at fritid lægges ind midt i skoledagen«.

Det er fuldstændig rigtigt, at skoledagen er blevet længere. Det skyldes, at den var blevet for kort. Sandheden er nemlig, at danske skoleelever samlet set undervises 1.600 timer mindre nu sammenlignet med 1960. Det svarer til næsten halvandet skoleår!

Skoledagens længde og undervisningens kvalitet hænger ikke sammen, vil nogen så påstå. Det er måske rigtigt målt på den enkelte dag. Men det betyder noget, hvor længe man samlet set går i skole. Og det koster på kvaliteten at hive halvandet skoleår ud af skemaerne. Især fordi det er dansk og matematik, der har betalt prisen i form af færre timer i folkeskolen.

DERFOR HAR DET i mange år været vigtigt for Venstre at styrke antallet af undervisningstimer i dansk og matematik. Det har vi opnået med folkeskolereformen.

Med flere timer i skolen er det desværre uundgåeligt, at det skaber konflikter med nogle børns fritidsaktiviteter i en overgangsperiode. Men der er gode muligheder for at lade dele af SFO-tiden og undervisningstiden smelte sammen i de små klasser.

Og at de fysiske aktiviteter i skoletiden generelt skal styrkes betydeligt er der solid dokumentation for vil sikre en bedre indlæring.

En anden myte om reformen er, at lektiecafeerne er spild af tid for de fleste børn, der ikke har brug for hjælpen. Jeg medgiver, at ordvalget »lektiecafé« i denne sammenhæng er uhensigtsmæssigt. I stedet burde tiden kaldes for »faglig fordybelse«. Man kunne også beskrive tiden som individuel udvikling i de boglige fag.

RIGTIGT UDFØRT HANDLER lektiecaféen om, at den svage elev får mulighed for at lave sine lektier med hjælp fra kammerater og voksne, mens den stærke elev bruger tiden på at blive endnu bedre. Netop fordi der er tale om individuel tid, skal man ikke tage hensyn til læseplaner eller klassekammeraternes niveau.

For alle eleverne er lektiecaféen en mulighed for at få lavet lektierne, så familierne kan bruge tiden efter skolen på fritidsaktiviteter eller til at være sammen.

En tredje myte er, at reformen slet ikke er borgerlig eller liberal. Nu findes der ikke nogen simpel lakmustest på, hvornår en reform er liberal eller socialistisk. Men lad mig blot pege på en række elementer i reformen, som klart trækker i borgerlig og liberal retning:

For det første styrkes fagligheden i folkeskolen. Det skyldes en flerstrenget indsats, herunder flere timer i dansk og matematik samt tidligere undervisning i fremmedsprog. De faglige mål sættes højere. Eleverne i fremtidens 8. klasse skal kunne det, som de i dag kan i 9. klasse.

For det andet har vi sikret, at skolen er et lærested og ikke et værested. Pasning – og regeringens forslag om aktivitetstimer – er erstattet af understøttende undervisning, der skal bidrage til at opfylde de faglige mål.

For det tredje styrkes mulighederne for holddeling både i forhold til faglige niveauer, og af pædagogiske grunde.

For det fjerde styrkes selvbestemmelsen. Samarbejdet med forældrene styrkes og eleverne skal inddrages mere. Ledelsen af skolerne får mere selvbestemmelse og kommunerne får flere frihedsgrader. Det bliver eksempelvis muligt at etablere eliteidrætslinjer og profillinjer i udskolingen.

Folkeskolereformen beror på et forlig, der spænder fra Socialistisk Folkeparti til Dansk Folkeparti. Nogle af vores kræfter har været anvendt på at pille torne ud af regeringens oplæg. Derfor skal jeg være den første til at indrømme, at vi naturligvis gerne havde set en reform af folkeskolen, der i endnu højere grad øger fagligheden og friheden.

OMVENDT ER DET afgørende, at skolen ikke gøres til en ideologisk kampplads, hvor enhver ny regering skal lave fundamentalt om på folkeskolen. Derfor er Venstre tilhænger af, at vi indgår brede forlig, der sikrer en stabil og rolig udvikling af en skole, som øger elevernes faglighed og sikrer, at alle får det bedst mulige afsæt for resten af livet.