Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Drop det selvhøjtidelige integrations-cirkus

06DEBAbir-Al-Kalemji-124106.jpg
Abir Al-kalemji Fold sammen
Læs mere

Gennem snart tre årtier har integrationsdebatten fyldt i mediebilledet og optaget den politiske dagsorden uden et overbevisende resultat. Mange med ikke-vestlig baggrund er stadig overrepræsenteret på offentlige forsørgelsesydelser på trods af ambitiøse integrationsprogrammer. En del af forklaringen er, at visionen om at aktivere folk passiviserer deres initiativ-lyst.

Mennesket er som udgangspunkt i stand til at tilpasse sig et nyt socialt set-up ved at trække på indbyggede ressourcer, drevet af overlevelsesinstinkt og behov for at indlemmes i fællesskabet. Det er den enkeltes opgave at tage ansvar for eget liv og jobsituation. Samfundet kan assistere med sprogkurser, virksomhedsrettet indsats, kompetencevurdering og afklaring af eventuelle udfordringer, der kan hæmme inklusionen på arbejdsmarkedet. Præcist som man gør over for danske arbejdsledige. Så hvorfor kalde indsatsen integration?

Da jeg kom til Danmark som 15-årig, blev jeg heldigvis hurtigt kastet ind i folkeskolen. Jeg deltog i undervisningen på lige fod med Søren og Mette, fraset dansktimerne hvor jeg i en periode på ca. fire måneder fik sprogundervisning separat. Det var det. Jeg fik derpå en uddannelse og job uden at have stiftet bekendtskab med det såkaldte integrationsrationale.

Så hvad pokker vil det sige at integreres? At folk der kommer hertil skal leve under danske regler? Det ved de. De kommer fra lande, hvor den mindste lovovertrædelse møder straffeforanstaltninger.

At de skal følge landets skikke? Det er en minimumforventning til gæster.

At de skal respektere landets officielle religion? De forlanger accept af deres tro, så hvorfor skulle de ikke udvise samme indstilling over for modpartens?

At de skal få sig et arbejde og betale skat? Velfærdssystemet i egne lande giver mulighed for gratis adgang til sundhed, uddannelse og idrætsfaciliteter. Man er således – højt uddannet som analfabet – vant til egenhændigt at skaffe en indtægtskilde og betale til den fælles kasse.

Folk flygter for at få frihed og demokrati

Er det så en værdibaseret tilgang, hvor det gælder om at tage danske normer til sig? Danske værdier er ikke færdigstøbt i beton eller opfundet suverænt på dansk jord, men har – trods lokale variationer – et internationalt islæt, som de fleste udlændinge allerede er bekendt med og opfatter som en naturlig del af deres identitet.

Frihed og demokrati er en mangelvare i oprindelseslande, som folk er flygtet hertil for at opnå. En ny undersøgelse, omtalt i Information, dokumenterer, at nydanskere støtter demokratiet lige så meget som etniske danskere.

Der er omvendt en del, der vælger at leve i et parallelsamfund med en subkultur og religiøse restriktioner, der ikke harmonerer med majoritetens. Det nytter ikke noget at belære dem i demokrati og arbejdspligt gennem integration, for de er bekendt med konceptet og har aktivt valgt det fra.

De skal derfor behandles som selvstændige individer, der kan stå til ansvar for egne valg. De må acceptere, at hvis man ikke ønsker at arbejde pga. en kønsdiskriminerende opfattelse af, at mænd og kvinder ikke skal mikses på en arbejdsplads, kan man heller ikke forlange offentlig forsørgelse, finansieret netop af kvinder og mænd, der arbejder side om side med hinanden.

At tvangsægteskaber, æresrelaterede konflikter og social kontrol er uacceptable fænomener, uanset hvor meget ophavsmændene forsøger at legitimere dem med egennyttige fortolkninger af religion og traditioner. Børnemishandling skal bekæmpes lige så indædt, uanset om det er Emil eller Mohammad, der udsættes for omsorgssvigt, psykisk, fysisk eller seksuelt overgreb.

Hvor svært kan det være?

Det er hele essensen, at spilleregler aftalt af et flertal overholdes af samtlige medlemmer af fællesskabet, og at enhver destruktiv afvigelse får en præventiv konsekvens. Det er ikke integration, men præmissen for at være et gyldigt medlem i kollektivet, uanset hudfarve, religion eller race.

Jeg synes, det er utroligt, at man i Danmark bruger tid og ressourcer på lange integrationsdiskussioner, høringssvar fra relevante og uinteressante instanser, etnocentriske og relativistiske synspunkter og diverse hjemmelavede opskrifter på inklusion af fremmede som en del af selvpromoverende politisk agendaer, og drøfter konventioner og menneskerettigheder i forhold til noget så såre simpelt som, hvordan man ønsker, at nye samfundsmedlemmer skal opføre sig i eget land.

Man har tilmed et helt ministerium, der beskæftiger sig med det cirkus. Hvor svært kan det være? Får du folk på besøg, der skal have midlertidigt eller permanent ophold, forventes det automatisk, at de opfører sig i overensstemmelse med gængs etik og allerede eksisterende regelsæt. Ellers bliver ballademagere smidt ud og sjældent inviteret igen.

Så drop den selvhøjtidelige integrationstankegang, og dyrk ligestilling i ret, pligt og acceptabel opførsel. Det er voksent. Og mest værdigt for alle parter.

Abir Al-kalemji er læge, ph.d. og folketingskandidat (R).