Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Drop bøgerne og kom ud på arbejdsmarkedet - ellers vil I fortryde

Foto: Casper Gronemann Thomas Lekfeldt

Læser du humaniora eller en blød, samfundsfaglig linje på universitetet? Så er mit råd følgende: skid på din uddannelse!

Medmindre du ønsker en karriere som forsker eller i centraladministrationen, bør du fokusere på at opbygge et netværk på arbejdsmarkedet. Størstedelen af universiteterne har nemlig ikke fattet, at du højst sandsynligt skal have et regulært job, når du har fået dit diplom.

Derfor er der stort set ingen berørings­flade mellem din uddannelse og erhvervs­livet. For dine forældre betød det ikke noget. Efterspørgslen på akademikere var så stor, at deres diplom garanterede dem ansættelse. Så nemt bliver det ikke for dig.

Selv aftalte jeg med min specialemakker, at vi ikke ville arbejde under specialet, fordi det – kronen på vores uddannelse! – var det vigtigste. Men stoltheden over 12-tallet fik en brat ende. Jeg søgte i gennemsnit tre-fire job om ugen i de otte måneder, jeg nåede at være arbejdsløs. I samtlige måneder ønskede jeg brændende, at jeg kunne bytte mine karakterer for lidt erhvervserfaring.

Den største del af skylden er helt klart min egen. Jeg skulle have skiftet mit velbetalte fritidsjob ud med et, som var studierelevant. Det er den eneste mulighed, man har for at få erhvervserfaring, når man læser på universitetet.

Sådan behøvede det ikke være. Den obligatoriske erhvervspraktik i journalist­faget sikrer, at alle nyuddannede har et netværk og kendskab til arbejdsmarkedet. De humanistiske uddannelser burde for længst have været reformeret med et lignende system. Men mens universiteterne uddanner unge til arbejdsløshed, forsøger de at holde fast i illusionen om, at de eksisterer for at producere forskere.

Sidst, jeg gav udtryk for lignende holdninger, lød en voldsom klagesang fra de privilegerede få, der har opnået ansættelse i systemet. Og jeg forstår dem. De har af gode grunde svært ved at forstå, hvorfor de skal ændre på skattede traditioner, blot fordi universiteterne er overfyldt.

Problemet er bare, at den indstilling udgør et svigt af massevis af unge, der ikke gøres parat til det, som deres uddannelse munder ud i. Derfor er dimmitendledig­heden tårnhøj, og derfor kan unge se frem til længere og længere perioder med ledighed, før de får erhvervsmæssigt fodfæste.

Jeg var utrolig heldig. Ikke bare havde jeg ved et tilfælde tilegnet mig evner, som lå ud over min uddannelse – der var også en nyhedsredaktion, som bemærkede det ved et tilfælde.

Da jeg gik fra uddannelse til ledighed, følte jeg i en periode, at jeg havde spildt mit liv. Og jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg har set adskillige unge intellekter blive fanget i en depression, fordi frygten for, at fem års hårdt arbejde kvitteres med ufaglært ansættelse, bliver mere og mere reel, som dagene går i dagpengeland. Derfor er mit råd til alle unge, at indtil universiteterne følger med tiden, skal I bruge jeres kræfter på arbejdsmarkedet i stedet for på bøgerne.

Ellers kommer I til at fortryde det.

Casper Gronemann er journalist og cand.scient.adm.