Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Drop al den snak om generationer!

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Lars Barfoed i sidste uge overlod formandsposten hos De Konservative til Søren Pape, begrundede han det med et behov for »generationsskifte«. At der var andre årsager, ved enhver. Det pudsigste ved Barfoeds udtalelse var dog, at han fik det til at lyde, som om det er en værdi i sig selv at tilhøre en yngre generation. Derved talte han som så mange andre i nutiden værdien af alder og erfaring ned. Nu er aldersforskellen mellem Barfoed og Pape ikke så stor, blot 14 år, og det er seks år mindre, end man normalt regner en generation. Men det betød mindre end signalværdien i Barfoeds udtalelse: Nu skal der skaffes plads til unge, friske kræfter, der kan sikre partiet en bedre fremtid. Hvis fremtiden tegner usikker, sætter man sin lid til de yngre generationer.

I 1960erne sagde man »stol ikke på nogen over 30«. I dag lider vi under en næsten endnu værre ungdomsdyrkelse. De unge anses for at være de forrige generationer overlegne i deres måde at forholde sig til verden på, bl.a. fordi de er »født digitale«, skønnes de i stand til at »tænke ud af boksen« og undgå de begrænsninger, deres forældre lå under for. En generationskløft bliver ikke længere set som noget negativt, men tværtimod som nødvendig; som det, vi skal lægge vortfremtidshåb i. At lytte til børns råd er blevet institutionaliseret som »reversementoring« – omvendte mentorordninger. Don Tapscott, der er IT-konsulent og forfatter til bogen Grown Up Digital (2008), hævder, at han løbende bliver rådgivet af sine fem teenage-mentorer.

Generationsbegrebet har længe været noget, der har kunnet give et produkt branding-værdi. I den engelsktalende verden er der tradition for at give generationer navne. Der var f.eks. »den tabte« generation (født under Første Verdenskrig) og »den tavse« (født i 1930erne). I 1960erne gik der bogstaveligt talt mode i begrebet. Modehusene opdagede, at der var penge i at lade det se ud, som om hver ny generation havde sin egen smag og stil og sine egne værdier. Sociologer og medier bidrog derefter til at skabe »babyboomerne« og siden »generation X«, »generation Y« og »millenniums-generationen«. Nu står verden så over for »generation Z«. De er »de nye konservative«, forlyder det. De ryger mindre, drikker mindre, dyrker mindre risikabel sex osv. I Financial Times beskrev en kommentator dem for nylig som intet mindre end »verdens frelsere«. Og det var nødvendigt, mente han, for »min egen generation har efterladt dem noget værre rod.«

Den 16-årige amerikanske Adora Svitak blev for fire år siden internationalt kendt for en såkaldt TED-talk, hvor hun talte om »Hvad voksne kan lære af børn«. I dag, fire år efter og på vej med en bog om forholdet mellem generationerne, er hun kritisk over for den måde, de nye generationer bliver brugt til at fremme kommercielle og politiske interesser på.

Som alle andre brands taler generations-brandet til vores behov, frygt og håb i en verden kendetegnet ved kaos, foranderlighed og tvetydighed. Derfor bør vi droppe al den snak, der skiller generationerne fra hinanden, og i stedet tale sammen om fremtiden ud fra vores viden om fortiden og vores erfaringer med den tid, vi lever i sammen. Samtidig bør vi opgive illusionen om, at der bare skal et generationsskifte til for at redde verden – og partiet.