Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Jeg har stor respekt for dronning Margrethe som kvinde og de fantastiske egenskaber, hun besidder. Men derfra og til at være den store royalist, det ville være synd at påstå.
Det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke er velintegreret, jeg er for kun 41 år siden født i Danmark og opvokset her og føler mig pæredansk. Heldigvis kan danskhed ikke kun defineres på én måde. Det smukke er at have retten til selv at bestemme, hvordan man opfatter sig som dansker.
Der vil altid være nogle fællesnævnere, men de behøver ikke at omhandle den kongelige familie.
Læs også: Læs Dronning Margrethes nytårstale her
Jeg var ikke særlig begejstret for Dronningens nytårstale. Jeg er sikker på, at ingen vil anfægte, at der skal tages hånd om de svage, det behøver vores lands royale overhoved ikke bruge tid på at fortælle os. Det ved vi i forvejen, og vi har også et ønske om at gøre det, der skal gøres.
Ja, Margrethe er vores lands regent jævnfør Grundloven. Men jeg mener ikke, at det er i orden, at hun moraliserer og omtaler danskerne som »smålige«. Det er absurd og vidner desværre om den afstand, der er mellem befolkningen og det kongelige liv.
Smålig? Når der er katastrofer ude i verden, er vi en nation, som kan indsamle mange penge til folk i nød. Vi er gode til frivilligt at organisere os. F.eks. under lærerkonflikten, hvor en masse forældre selv fandt løsninger på de daglige udfordringer, som konflikten bød på. Andre bruger en juleaften på at være sammen med hjemløse eller gøre andre gode gerninger.
Ingen kan eller skal tage patent på godhed, eller hvad der er småligt, og hvad der ikke er. Det er op til den enkelte selv at afgøre, moral er en individuel størrelse. Når den royale familie modtager dusinvis af millioner af skatteborgenes penge, er det ikke pænt at omtale det folk, som betaler den kongelige husholdning, som småligt.
Læs også: Thomas Larsen: Markant og personlig tale fra dronningen
Dronningen kunne i stedet have talt om noget vedkommende for borgerne. F.eks. de hundrede tusinder af familier, der rammes, af Skats uhæderlige opkrævninger af bl.a. ejendomsskat. Eller om arbejdsløsheden, som kun kan skæres ned ved at give skattelettelser og skabe bedre vilkår for de erhvervsdrivende. Hun kunne have talt om iværksætteren, om dagplejemoderen, om opfinderen, om pensionisten, om skoleeleven.
Desværre blev de alle skåret over én kam som smålige.
Gud bevare Danmark.