Med valget til Folketinget er det for alvor blevet synligt, at der er betydelige forskelle på den skrevne presse og den elektroniske presse (her DR og TV 2). Forskellene afspejler sig i arbejdsmåde og i de benyttede virkemidler, men ikke mindst i forskellene på de legitime politiske interesser.

Navnlig de legitime politiske interesser bør have den stemmeberettigede del af befolkningens særlige bevågenhed i en valgkamp. Således er det et legitimt mål, at dagbladet Politiken forfølger en centrumvenstre-agenda og Berlingske og Jyllands-Posten en konservativ-liberal ditto.

Hvis en læser af borgerlig observans er uenig i Politikens valgdækning, kan læseren opsige sit abonnement og i stedet vælge en konkurrerende avis med andre holdninger – og vice versa.

Gør de samme forhold sig gældende for DR og TV 2? Efter min opfattelse må dette spørgsmål besvares benægtende.

Allerede af den grund, at licenspengene helt eller delvis finansierer fjernsynsdækningen og hermed dækningen af et folketingsvalg, må der gælde nogle særlige krav om objektivitet fra den politiske journalists side. Det må være den primære opgave hos redaktionerne hos DR og TV 2 at give en nuanceret udlægning af de opstillingsberettigede partiers valgprogrammer og teste disse i forhold til en senere virkelighed uden for og navnlig på Christiansborg.

Er det klogt eller rimeligt, at Uffe Elbæk kan gøre sin entre i Danmarks lovgivende forsamling uden at blive stillet de kritiske spørgsmål, der stilles alle andre partiledere? Skal Alternativet med sine afgørende stemmer blot bæres i kongestol gennem valgkampen for at kunne bane vejen for en socialdemokratisk ledet regering, hvorefter Alternativets politik kan forkastes i mødet med virkeligheden i Det Sorte Tårn II.

Fortjener de vælgere, der måtte overveje at sætte kryds ved Alternativet, ikke at få Alternativets politik belyst seriøst af de to landsdækkende TV-kanalers politiske reportere, hvor der laves saglig, kritisk og objektiv journalistik.

DR og TV 2 har gjort en sportsevent ud af denne valgkamp; kun en duel mellem statsministeren og oppositionens leder tillægges vægt. Det er velsagtens årsagen til, at DR har lagt præsentationen af partierne efter kl. 22; da er kun de hard core politisk interesserede at finde foran skærmen.

Ingen vælgere kan være tjent med en TV-dækning, hvor Alternativet og konsekvenserne af dets politiske program står uimodsagt på begge TV-kanaler, hvor TV 2s Poul Erik Skammelsen afbryder oppositionens leder 23 gange i en debat med statsministeren, og hvor TV 2s Lotte Mejlhede m.fl. efterfølgende forfølger ét spor: at få kulet oppositionen og dens leder ned.

Alene det forhold, at denne helt åbenlyse forskelsbehandling af politiske partier kan give anledning til mistanke om favorisering af den siddende regering, bør resultere i alvorlig eftertanke hos de ansvarlige politiske redaktører hos DR og TV 2.

DR og TV 2 skylder seerne et svar på dette spørgsmål: Hvorfor skal licensbetalerne tvangsmæssigt understøtte to landsdækkende TV-kanaler, der driver politik?