Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

DR er rød – TV2 er blå

Ingolf Gabolds iscenesatte selvopfattelse er med til at bære brænde til det bål, at Danmarks Radio er om ikke et ræverødt mediehus, så et socialdemokratisk projekt og langtfra neutralt.

Jon Stephensen og Aveny-T har som det første teater i verden erhvervet retten til at bruge John Lennons sange på scenen. Sangerinde og komponist Dicte er stjerne i forestillingen sammen med Jimmy Jørgensen. Pressemøde på Aveny-T. Her er det Jon Stephensen. Fold sammen
Læs mere

Dansk Folkeparti har sagt det længe. Erhard Jakobsen rasede i årtier mod Danmarks Radio og DRs røde lejesvende. Det hele kom i den grad op at køre igen og blev vækket til live, da DRs dramachef gennem mange år, Ingolf Gabold, i et interview nærmest pralede af, at hans arbejde med store dramaserier har været politisk – med det formål at stække Dansk Folkeparti og styrke kampen mod det nationalistiske. Især serien om 1864 var et vigtigt dolkestød i den mission.

Jeg har hele tiden forsvaret instruktøren Ole Bornedals »1864« som jeg mener er et værk der viser, hvor galt, forfærdeligt, rædselsfuldt det kan gå, når de der sidder på magten, på helt afgørende tidspunkter fejler. At Monrad var mennesket bag Grundloven hjælper ikke her. Monrad traf sit livs værste beslutninger i en cocktail af ophedet nationalisme, storhedsvanvid og manglende dømmekraft om Danmarks og hærens styrke og tro på, at andre nationer ville støtte os. Han tog også konsekvensen, emigrerede til New Zealand og blev fåreavler. I dag ville han sikkert være blevet stillet for en rigsret. Ole Bornedal og DR viser os et kapitel af danmarkshistorien, som vi kan spejle os i. Overdreven nationalisme – konservativ, socialistisk eller kommunistisk - er farlig. Eksemplerne er mange, især krigene i Europa. Den historie kan der ikke laves om på – og den er vigtig at fortælle, uanset politisk observans.

Men Ingolf Gabolds iscenesatte selvopfattelse er med til at bære brænde til det bål om, at Danmarks Radio som et ikke et ræverødt mediehus, så et socialdemokratisk projekt og langtfra neutralt.

For sådan var det jo engang. Dengang DRs generaldirektører skulle have partibogen i orden – og dengang TV-Avisen blev læst op af studieværter i murerskjorter for at symbolisere solidaritet med den arbejderklasse, de ellers ikke var i nærheden af. TV2 blev vel nærmest født som et borgerligt modstykke. Med Lykkehjulet, Strisser på Samsø og på alle andre måder langt mere blåt og nationalt bevarende i sit DNA, og med direktører af lige så blå observans som DRs var røde.

I sidste uge pippede det billede op igen – og mens Gabold gav den som rød lejesvend, bankede TV2 løs på Socialdemokraterne som de gjorde alt for at jorde på bekostning af en enkelt meningsmåling ud af mange. Lige et øjeblik var alt ved det gamle. Svundne stemmer fra dengang. Men sådan er det jo ikke længere. Bred ufarlig underholdning til den store voksende middelklasse har fuldstændig trukket tænder og kant ud på stort set alle mediehuse – også DR og TV2, der mere og mere ligner hinanden i kampen efter de samme seere som ingen kan leve uden.

Det er måske det største problem. Måske ligger der bag Gabolds vildfarelse her et reelt problem, som han uforvarende sætter lys på. For hvis begge TV-leverandører til den danske befolkning går efter de samme og har fuldstændig ufarlige mainstream ambitioner, fra TV-serier, underholdning og nyheder – hvem skal så udfordre og holde magten i ørerne og give alle os andre noget nyt og interessant mellem ørerne. Det er det store spørgsmål på kanten til et nyt medieforlig og som både DR og TV2 passende kunne give videre i en af de mange quizzer, begge har på programmet.