Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dovenskab eller udbytning?

Lilly B. Tang: Peter Holdt Christensens Kommentar af 5.2.13 Social dovenskab, er demagogisk. Ikke alene omdøbes staten til »fællesskabet« (imageforbedrende nysprog). Der tales også ned til folk, som om »fællesskabet« er en myretue af hjernedøde stakler, der ikke ved, hvad der tjener deres bedste.

Lilly B. Tang, Cand.jur. og billedkunstner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skribenten opfinder sære begrundelser for myre-menneskenes hang til at være »snydepelse« og henviser til en »forskning« i, hvorfor folk dog kan »finde på at undlade at bidrage til et fællesskab som fx velfærdsstaten, organisationen og gruppen.« Det falder ikke skribenten ind, at folk måske ikke finder »fællesskabet«/staten berettiget til at opkræve 2/3 af deres livsindsats i skat. Det påstås, at borgerne »snyder« skat for 50 mia. om året. Besynderligt nok undersøges det aldrig, hvor mange mia., borgerne snyder sig selv for i fradrag og tilskud, de kunne være berettiget til, hvis de kunne finde ud af reglerne. SKAT snyder folk ved indkradsning af uberettigede skatter for milliarder. Erhvervsdrivende får ikke dækket udgifterne ved at føre sag mod skat, selv om de vinder. Alle disse uberettigede indtægter eller undgåede udgifter går formentlig snildt op med det »tab« staten påstår sig »snydt« for i skat eller sociale ydelser. Og tænk, hvis staten virkelig fik 50 mia. hjem i merskat. Så ville butikker gå ned og arbejdspladser forsvinde, fordi forbruget ville falde mærkbart.

Det påstås, at folk ikke kan »gennemskue, hvad det betyder for velfærdssamfundet, at han eller hun bidrager med lidt færre skattekroner...« Og at »personen har hørt om andre, der gør noget lignende...« Man skulle tro, det var førskolebørn, der omtales på den måde. Statens legitimitet til at tage stadig mere selvbestemmelse fra folk, for deres egne skattekroner, er ingen selvfølge. Det kollossale skattetryk er formentlig i strid med menneskerettighederne, ligesom en del af de grænseoverskridende kontrolforanstaltninger, SKAT kan gennemføre. SKATs indkasseringer af skat sker med trusler om bøde og fængsel, så der er ikke tale om, at der er noget, folk »ikke forstår«. Det er ikke mere bredt accepteret, at arbejdsdygtige mennesker lever af overførselsindkomster i årevis. En del offentlige udgifter (til f.eks. grim kunst, tvivlsomme ulandsbidrag, hovedløse fejringer af byer eller kulturpersoner, usandsynlige tab på offentligt ejede selskaber fremkaldt af vildt overbetalte direktører, et kongehus på luksusstøtte m.m.m.),har ikke mere samme accept. For mens velfærdsstaten drysser milliarder ud til at passivisere arbejdsføre mennesker, lider sygehuse, skoler, politi og andre basale statslige forpligtelser nød. Tro ikke, at folk ikke ser det! Politikerne har gennem tiderne købt sig stemmer ved løfter om stedse mere støtte til udvalgte grupper. Stemmekøbene har medført et demokratisk problem i form af et flertal, der lever af staten, enten som ansatte eller støtteberettigede. Det arbejdende folk kan derfor ikke få flertal til at nedsætte skatteudbytningen. De magtfordrejende midler, SKAT har i hænde, giver ikke befokningen ret mange protestmuligheder mod verdens højeste skatter, men gør dem til hjælpeløse ofre for næsten enhver påstand fra SKAT. Så moraliseringen over, at folk benytter de midler, de kan få øje på for at undgå lidt skat, er rent hykleri.