Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dødshjælp en glidebane af etiske dilemmaer

Det er nok urealistisk at tro, at alle mennesker kan undgå lidelse i forbindelse med døden. Det gælder i øvrigt både i forhold til døden og i forholdet til livet, idet lidelse må anses som en uundgåelig del af livet.

Arkivfoto fra Frederiksberg Hospital Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når vi diskuterer aktiv dødshjælp, kan det ses fra to vinkler. Den ene vinkel er, når et lidende menneske fortæller sin historie. Så bliver vi følelsesmæssigt berørt og vi ender ofte med at ønske for mennesket, at det må få lov til selv at bestemme dødstidspunktet.

Den anden vinkel er den samfundsmæssige, hvor en eventuel lovgivning om aktiv dødshjælp ikke kun er en lov for den enkelte lidende, men en lovgivning, som skal omfatte samtlige danskere og ikke kun de berørte enkelthistorier. Det vil sige, at der skal kunne skrives en lov, som skal tage højde for alle problematikker og som skal tage højde for de omfattende konsekvenser af loven. Når man med henvisning til en enkelt historie således argumenterer for retten til dødshjælp, risikerer man at overse, at emnet er meget mere komplekst end ved første øjekast.

I denne tid kan vi læse om Jane Aamunds ønske om aktiv dødshjælp. Vi bliver meget følelsesmæssigt berørt, måske fordi mange af os frygter at skulle have en svær tid op til døden med mange smerter. Dermed bliver det let at dele Jane Aamunds ønske om en lov, som giver ret til aktiv dødshjælp i Danmark. Desuden bliver det svært at argumentere imod aktiv dødshjælp, da man let kan komme til at fremstå som følelseskold.

Et etisk dilemma opstår ifølge Etisk Råd, når der er stærke argumenter både for og imod at gøre en bestemt ting. Det er aktiv dødshjælp et glimrende eksempel på. Her er stærke argumenter for og stærke argumenter imod. Jeg tror, at det er meget få, hvis overhovedet nogen, som enten er et hundrede procent for eller et hundrede procent imod aktiv dødshjælp. Jeg vil derfor opfordre enhver, uanset om de er for eller imod, til at lave følgende øvelse: Overvej de kraftigste argumenter fra det modstående synspunkt og start konklusionen med: »Efter disse overvejelser for og imod, er min holdning …«. Det lyder måske anstrengende, men med dette emne giver det en mulighed for at få en nuanceret debat.

ARGUMENTERNE FOR aktiv dødshjælp er velkendte og fremme i stor stil i den aktuelle debat. Det er blandt andet ønsket om at undgå lidelse, ønsket om det enkeltes menneskes ret til autonomi og ønsket om, at mennesker ikke skal se deres allerkæreste lide. Som med Jane Aamunds historie er argumenterne umiddelbart klare og relativt ukomplekse, fordi de er personlige. Argumenterne imod kan i højere grad have karakter af komplekse, upersonlige og højtflyvende overvejelser, men her er det vigtigt at huske, at det ikke nødvendigvis er de letteste argumenter, som er de bedste. Der er flere argumenter imod aktiv dødshjælp, hvoraf jeg vil fremføre to, som er klare i min optik:

For det første mener jeg, at aktiv dødshjælp og debatten om den, påvirker vores menneskesyn på en negativ måde, som det gør hver eneste gang vi debatterer, hvorvidt vi kan gøre op med livets ukrænkelighed. Jeg har fulgt debatten i mange år og jeg har hørt flere argumentere for at tilbyde aktiv dødshjælp til mennesker, som ikke lider af en livstruende sygdom, for eksempel demente, ensomme ældre på plejehjem og multihandikappede. Dette mener jeg er helt uantageligt. Det kan hævdes af en fortaler for aktiv dødshjælp, at en velovervejet debattør ikke vil lade det komme på tale at tilbyde aktiv dødshjælp til andre end døende og derfor bør argumenterne ikke tillægges nogen betydning. Jeg tror dog, at det gør noget negativt ved vores syn på de ovennævnte skrøbelige mennesker blot at nævne muligheden, selvom der kan stilles spørgsmål ved seriøsiteten af debatindlæggene. Når jeg skriver disse linjer om, hvordan mennesker kan inddeles i kasser, og derefter afgøre om de kan hjælpes med aktiv dødshjælp eller ej, er det med en del ubehag i kroppen. Men hvis man vil have aktiv dødshjælp er det lige præcis den diskussion, man skal tage, og mit ubehag viser netop, at diskussion ikke gør noget godt for vores menneskesyn.

FOR DET ANDET mener jeg, at det vil være umuligt at lave en lov, som vil kunne omfatte alle danskere på en forsvarlig måde og det vil jeg vise med følgende eksempler på spørgsmål, som nødvendigvis må stilles: Skal den syge selv rejse emnet, eller skal lægen? Hvis det er lægen, hvornår skal det så gøres? Tidligt i forløbet med de risici, det indebærer? Eller sent i forløbet, når den syge måske dårligt kan tage stilling selv, og ansvaret så skal lægges på pårørende, som dermed senere risikerer at blive belastet med dårlig samvittighed? Hvad med hensynet til de døende, som ikke ønsker aktiv dødshjælp, men som skal belastes med muligheden? Hvad skal kriteriet for aktiv dødshjælp være? Kan det gives til et menneske med en depression, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt depressionen har indflydelse? Og må det have indflydelse? Hvem skal udføre handlingen? Listen af spørgsmål er lang og hvert eneste spørgsmål er et etisk dilemma i sig selv, med argumenter for og imod. Svarene på spørgsmålene er i høj grad historisk, kulturelt og religiøst betinget, hvilket gør det svært at sammenligne os med de lande, som i øjeblikket har aktiv dødshjælp.

MIN KORTE GENNEMGANG er langtfra indeholdende alle argumenter fra debatten, men den viser, hvordan hele problematikken om aktiv dødshjælp indeholder fundamentale spørgsmål om læge-patientforholdet, vores syn på mennesker, krav om at læger skal slå mennesker ihjel etc. Hele problematikken er en glidebane af etiske dilemmaer, og derfor vil jeg bruge mine afsluttende ord på alternativet, hvilket jeg mener er palliativ pleje og behandling. Der findes både eksempler på mennesker, som lider op til døden og eksempler på mennesker som lindres, så de får en god afslutning på livet. Det er nok urealistisk at tro, at alle mennesker kan undgå lidelse i forbindelse med døden. Det gælder i øvrigt både i forhold til døden og i forholdet til livet, idet lidelse må anses som en uundgåelig del af livet.

Men vores samfund bør byde ind med det bedst mulige alternativ til aktiv dødshjælp, nemlig den mest lindrende pleje og behandling. Derfor må der afsættes ressourcer til at prioritere det og forske i det, så der kan tilbydes det bedste til danskere, som skal dø. Det kan ske med for eksempel hospice, palliative eksperter og den viden, som forskning vil generere i fremtiden.