Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dødshjælp, domstole og demokrati

Canada har indført en lov om aktiv dødshjælp.

24DEBMichael-B--ss-120350.jpg
Michael Böss Michael Böss ny formand for museet for religiøs kunst. Fold sammen
Læs mere

Har et stærkt lidende menneske ret til at bestemme, hvornår det kan kræve lægelig hjælp til at afslutte livet? Det mente den canadiske højesteret, da den sidste efterår fastslog, at man ikke kunne nægte »en kompetent voksen« denne ret.

Forudsætningen måtte dog være, at den pågældende havde (1) sagt klart ja til at afslutte livet og (2) led under »en alvorlig og uhelbredelig sygdom«, som forårsagede »en vedvarende lidelse« og var »uudholdelig«. Som grundlag for dommen lagde retten den canadiske grundlovs rettighedscharter. Højesteret bad den nye liberale regering om at fremsætte en lov om aktiv dødshjælp. Loven blev vedtaget 17. juni i år.

Den hede debat, der gik forud i parlamentets to kamre, skyldtes ikke uenighed om, hvorvidt der skulle lovgives på området, men om loven gik langt nok. Den satte nemlig strengere betingelser end højesteret. Sagen kom derved til at handle om, hvad et rettighedsbaseret menneskesyn indebærer – og om magtforholdet mellem retsstat og demokrati.

Loven begrænser retten til dødshjælp til patienter, hvis »naturlige død er blevet rimeligt forudsigelig«. Herved skal det forstås, at der »er en reel sandsynlighed for patientens død inden for en tidsperiode, som ikke er for fjern«, som det hedder i et af lovforslagets følgedokumenter. Baggrunden for begrænsningen var en frygt for misbrug af loven, så f.eks. psykisk sygdom, en bred vifte af fysiske handicap og alderdomslidelser kunne udløse ret til aktiv dødshjælp.

Som loven lyder, vil patienter med alvorlige kræftlidelser i et fremskredet stadium og dødelige nervesygdomme som ALS sandsynligvis kunne modtage aktiv dødshjælp. Det samme gælder visse nyre- og karsygdomme, visse former for sklerose samt parkinson og huntington, dog afhængigt af omstændighederne og patientens tilstand. Loven specificerer imidlertid ikke, hvilke sygdomme der kvalificerer.

Et mindretal i Senatet og nogle borgerrettighedsorganisationer ønskede den bredere ret til dødshjælp, som højesteret havde anbefalet, og finder derfor loven grundlovsstridig. Kritikerne mener desuden, at den er formuleret så vagt, at lokale sundhedsmyndigheder vil fortolke den forskelligt. Nogle er forbitrede over, at kriterierne synes at udelukke alzheimer-patienter eller den lidelsesfulde diabetes-sygdom, neuropati.

Siden sidst i 1970erne har totredjedele af den canadiske befolkning støttet en legalisering af aktiv dødshjælp. En undersøgelse fra marts i år viste, at blot 12 pct. var direkte imod. Befolkningsflertallet var dog ikke på linje med højesteretsdommerne. 78 pct. mente således, at psykiske lidelser ikke skulle kunne udløse ret til dødshjælp. Så det kan konkluderes, at Canadas historiske legalisering af aktiv dødhjælp nyder bred folkelig støtte, men til gengæld møder stærk kritik fra grupper, der ønsker at udvide det enkelte menneskes ret til at selv at bestemme, hvad der er et værdigt liv, og til at kunne afslutte det med sundhedsvæsenets hjælp.

Til gengæld har parlamentet hævdet sin ret til ikke kun at overlade det til højesteret at bestemme, hvordan grundloven skal fortolkes. Det gør den nye canadiske lov generelt interessant i en tid, hvor tendensen har været, at domstolene øgede deres magt på bekostning af demokratiet.