Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dødsgardister? Må jeg være fri!

Niels Krause-Kjær: I valgkampen lod Dansk Folkepartis ellers muntre søn, Jesper Langballe, sig friste af den automatreaktion, politikere og fine opinionsdannere tyr til, når gamle dage skal helliggøres, og man ikke har andet at sige: »De politiske kommentatorer er latterlige, og jeg får lyst til at kvæle dem alle sammen, når de toner frem på skærmen,« sagde han således til Politiken.

Niels Krause-Kjær, Journalist og forfatter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man forstår ham egentlig godt. Når man repræsenterer et parti, der dagen efter - mens andre talte om reformer og græsk tragedie - foreslog, at en million pensionister skulle tilbydes gratis peberspray ved Borgerservice, så er det bedst ikke at have for mange til at kommentere skidtet.

Men Langballe er ikke den eneste. Det er svært for denne skribent ikke at føle sig som en del af skydefeltet, og det klarer jeg sagtens. Man skal ikke være en tudekiks. Men efter et par års tilløb tillader mig alligevel at erklære mig noget så usigelig træt af den debat. Kritikken af de politiske kommentatorer er banal, forkert og i bedste fald et spørgsmål om at rette bager for smed.

Først kritikerne: Det er nogle gange politikerne, men hvad er egentlig konsekvensen af deres kritik? At der ikke skal kommenteres og diskuteres? Hvorfor skal politikerne have monopol på den politiske samtale, og bilder de sig virkelig ind, at intet af det, de siger, trænger til en afkodning eller en motivanalyse? Og så de andre - og værste - kritikere, som typisk er ’fine’ kommentatorer, der en gang imellem stiger ned fra bjerget for at uddele stentavler. De kritiserer i klummer, ledere, kronikker, essays og bøger. Senest en skribent fra Politiken, som selv syntes, det var vældig sjovt at bruge ordet ’dødsgardister’ hentet fra Harry Potter-universet i sin beskrivelse af disse frygtelige skabninger. Og han kom da også i det fineste selskab - Deadline på DR2 - med sin litterære originalitet.

Så det banale i kritikken: Ja, der er en tendens til at overfortolke politikeres gerninger i stedet for at tro dem på deres ord. Ja, der er en tendens til i for høj grad at nedgøre politik til en sportsgren. Ja, politik er i for høj grad blevet til et spørgsmål om selvtillid, charme og lækkert hår. Og ja, den politiske samtale har problemer, når det hele skal udtrykkes i soundbites à otte sekunder. Men at gøre en lille håndfuld kommentatorer til de ansvarlige for den udvikling er lige så idiotisk, som det er forkert. Politiske kommentatorer er højst et spejlbillede af den virkelighed, vi lever i.

Måske har kommentatorerne toppet i takt med, at kvalmegrænsen - denne skribents inklusive - nogle gange er ved at være nået. Men hvis de forsvinder, forsvinder problemerne ikke. Måske tværtimod. De fleste kommentatorer er dedikerede politiske iagttagere, som i 25 år har læst 3-5 aviser om dagen, skrevet ofte anmelderroste bøger om politik og i det hele taget været en del af det politiske liv på godt og ondt.

Og endelig: Hvis det kan trøste nogle, så lad da det hele være kommentatorernes skyld. Ved dette valg havde vi den højeste stemmeprocent i knap fire årtier, vi havde en valgkamp med oceaner af substans og en ungdom, der synes dybt engageret i samfundsforhold.

Det tager jeg gerne et medansvar for.