Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dobbelt statsborgerskab og nihilisme

Søren Hviid Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske folketing har desværre vedtaget en lov, der giver adgang til, at man nu accepterer, at personer kan besidde to statsborgerskaber. Det var kun de Konservative og Dansk Folkeparti, der stemte imod. Argumenterne for dobbelt statsborgerskab har været, at vi skal være rustede til globaliseringen, og som nation være i stand til at tilpasse os de nye betingelser.

Idealet bag dette forslag synes at være, at vi i princippet skal betragte os selv som en form for verdensborgere, der flyder over vandene, og hvor loyalitet og bundethed til et bestemt sted er umoderne og måske menneskefjendsk. Menneskesynet er åbenbart, at vi skal betragte os selv og andre som mere eller mindre fritsvævende atomer uden rod og loyalitet mod noget specifikt og rodfæstet.

Problemet med denne nye lov er dog ganske simpelt. Problemet er, at man ikke kan være loyal over for to forskellige nationer og stater. Nationer er udtryk for et folks naturlige vugge, dets oprindelse. Nationen er et folks ophav, og der er derfor en forholdsvis simpel relation mellem et folk og dets nationale ophav, således også mellem en nation og det enkelte menneske.

VI HAR EN naturlig loyalitet mod vores nationale ophav, ganske som vi har en naturlig loyalitet mod vore forældre. Nationen er et folks forældre og vi kan ikke tænke os selv uafhængigt af nationen, der nu engang har skabt, næret og beskyttet os. Nationen er den udvidede familie, ganske ligesom vores biologiske forældre er vores naturlige ophav.

Vor identitet både som folk og som personer forudsætter en specifik og entydig relation til en ganske bestemt institution eller bestemte personer. Med det dobbelte statsborgerskab forsvinder denne loyalitet, og vi overlades til en form for nihilisme og relativisme, der er grænseløs og total.

Hermed mister vi både som enkeltpersoner, men også som folk vores identitet, og vi bliver alle usikre, flakkende og uden evne til at orientere os. Således er vejen banet for alskens totalitære ideologier og verdensanskuelser, der gør os til slaver og reducerer alle mennesker til at være midler eller ressourcer for disse ideologier.

MED DET DOBBELTE statsborgerskab er vejen banet for at gøre mennesker og folkeslag hjemløse og usikre. Hvis der er noget vi ikke har brug for, så er det at være hjemløse og usikre på, hvem vi skylder vores loyalitet. Snarere er det sådan, at vi i en tid med globalisering i endnu højere grad behøver et bestemt sted, som vi kan kalde vores hjem, vor familie. Dette hjem er nationen.

Det dobbelte statsborgerskab er et skridt hen imod opløsningen af begreber som folk og mennesker, der for begges vedkommende har rod i en bestemt kultur og historie. Verden er mere end gold kosmopolitisme og rodløse individer, der flyder rundt som overskydende drivtømmer, i den tsunami vi kalder globalisering.