Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Psykologen og forfatteren Jordan B. Peterson har sagt om nutidens unge – og jeg parafraserer: Vi begår ofte den fejl at sige til dem, at du er o.k., som du er. Uanset at det ikke er tilfældet.
I stedet burde vi sige til dem:
Nej, der er nogle ting i dit liv, der ikke er o.k., som de er, lige som der er i alle menneskers liv. Og du har ansvaret for at rejse dig op og håndtere disse ting. Det kan lyde hårdt. Men det gør faktisk tingene bedre for mennesker, hvis man tør sige sådan.
I vores tid er medier og den fælles, offentlige samtale fuld af historier om unge, der mistrives. Som føler sig pressede. Som diagnosticeres og medicineres og står i kø til psykiatrien. En undersøgelse fra i fjor viste, at over halvdelen af unge kvinder mellem 18 og 24 år følte sig stressede.
Der er ingen grund til at diskutere, at det er virkeligheden. Men der er grund til at diskutere årsagerne til, at det er blevet virkeligheden. Og der er grund til at diskutere, hvad man gør ved den virkelighed.
I 1970erne pegede alt for mange ofte på, at alting var »samfundets skyld«. I 2020erne peger alt for mange ofte på, at alting er »strukturernes skyld«.
Hvis man har det svært, hvis man løber ind i vanskeligheder i livet, så er det fordi, man er et offer for strukturer. Ofte usynlige strukturer. Måske nedarvede strukturer. Patriarkalske strukturer. Ofte udefinerbare »normer« og »strukturer«, som derfor skal opløses, så man kan sættes fri fra dem. Fri fra alt det, der fastlåser en som offer i en undertrykt position.
Jeg siger det én gang for alle: »Strukturer« og »strukturel undertrykkelse« som forklaringsmodel i forhold til alle problemer i samfundet, og alle problemer man som menneske oplever i sit liv, er ikke borgerligt. Det er dybest set marxistisk. Den er kollektivistisk. Og dermed bliver løsningerne også kollektivistiske.
I stedet vil en borgerlig tilgang være at pege på det ansvar, hver enkelt af os har for at påvirke de omstændigheder, vi møder, og de sammenhænge, vi indgår i.
Det er ikke en gold, individualiseret tilgang, som efterlader det enkelte menneske som et øde, egoistisk væsen, der bare må klare sig selv. Tværtimod. Det er ansvaret for både sig og sine, der er afgørende. Det er, hvad vi alle kan gøre. For os selv. Men også for andre. At vi faktisk hver især kan handle og påvirke verden til det bedre.
Berlingskes opinionsredaktør, Pierre Collignon, skrev interessant om det i weekenden med det udgangspunkt, at amerikanske undersøgelser viser, at det især er venstreorienterede unge, der i langt højere grad end før mistrives.
Måske er en del af forklaringen en manglende tro på, at man kan ændre sin – ulykkelige – situation, hvis man føler, at den alene skyldes, at man er offer for strukturerne. Det er lige før, nogen burde omdele foldere på landets ungdomsuddannelser med budskabet: »Undgå mistrivsel – bliv borgerlig!«
Den kollektivistiske forklaringsmodel på alt er også en slags ansvarsforflygtigelse. Som Jordan Peterson sagde det om de unge: Du har ansvaret for at gøre noget ved dit liv. Så gør det!
Men man kan også udtrykke det mere livgivende:
Ud af alt dette spirer et grundlæggende syn på mennesket som stærkt og værdigt. Ikke svagt og uværdigt. Men stærkt og værdigt og i stand til at tage ansvar for de fællesskaber, vi alle indgår i. Familien. På arbejdspladserne. På uddannelsesinstitutionerne. I det frivillige foreningsliv. Når vi går på gaden, og nogen vælter på en cykel lige foran os.
Årets modtager af Fonsmark-prisen så dette før mange andre. Og evnede at udtrykke det klarere end de fleste.
I virkeligheden kan man koge det ind til, at modtageren af Fonsmarkprisen 2023 med stor sandsynlighed får hæderen for at udtale tre små, men afgørende og skelsættende borgerlige ord:
»Du kan godt.«
Skelsættende, fordi de med ét vender hele den offentlige samtale på hovedet. Skelsættende, fordi tre så umiddelbart uskyldige ord kan provokere så mange. Skelsættende, fordi man kommer til at tænke på, hvordan det omvendte budskab lyder:
»Du kan ikke.«
Tænk at bygge et samfund på det budskab og den tankegang: »Du kan ikke«. Det ville jo være katastrofalt!
Men spørgsmålet, der lynhurtigt derefter melder sig, er, om det ikke er det, vi igennem 60 år har været i fuld gang med at gøre?
Præcis som Henning Fonsmark på mange måder kan siges at påpege det i sin kritik af den moderne, socialdemokratiske velfærdsutopi.
»Du kan godt« fortjener en hædersplads i den moderne, politiske danmarkshistorie, og det får den så i aften, hvor – som I nok har gættet – Alex Vanopslagh modtager Fonsmark-prisen 2023.
Et flertal af de Berlingskeabonnenter, der har stemt, ønsker, at du skal modtage prisen. Tillykke med den!
Budskabet »du kan godt« forvandlede dig, Alex Vanopslagh, fra en almindelig partileder til noget, der kunne minde om guru i en slags åndelig, borgerlig vækkelse blandt mange unge.
Du blev til »Daddy Vanopslagh«. Hvilket bærer en pointe i sig: For måske skulle der en leder til, som var grøn nok til ikke fysisk at kunne være de unges »daddy«, for at skabe klangbunden for det budskab, der gjorde dig til en åndelig Daddy!
Det er også lidt pudsigt, i grunden. For med nogen ret har der fra konservativ side gennem nogen tid lydt en kritik af liberalismen for at have udviklet sig i en åndløs retning. Og så kommer der en liberal partileder og genintroducerer ånden i borgerligheden. På en helt konkret, tankevækkende enkel og derfor virkningsfuld måde. Det er i sig selv prisværdigt.
I Fonsmarkprisens fundats står der følgende:
»Med støtte fra Den Berlingske Fond vil prisen hvert år i marts blive tildelt en borgerlig tænker eller stemme, som i ekstraordinær grad har evnet at sætte sit præg på samfundsdebatten. Det kan være forskere, debattører, politikere, erhvervsfolk, redaktører, organisationsfolk, kommentatorer, intellektuelle, forfattere, komikere, kulturpersonligheder og provokatører! Modtageren af Fonsmark-prisen kan for så vidt findes inden for alle brancher og funktioner. Prisen gives dog ikke for egentligt partipolitisk virke.«
Med andre ord er det ikke for dit virke som partiformand for Liberal Alliance, du modtager prisen, Alex Vanopslagh. Det er for din viste evne til at præge samfundsdebatten langt ud over det, man kan sige er det partipolitiske.
Det er dermed heller ikke en pris –– og ja, jeg kan jo lige så godt tage tyren ved hornene –– som gives for at undgå kedelige boligsager. Endsige for at rode sig ud i dem.
Du modtager Fonsmark-prisen, fordi du har vist, at også du kan godt. Og at det du kan er at flytte den offentlige samtale et nyt sted hen. I retning af et borgerligt syn på de fællesskaber, vi indgår i.
For at underbygge det vil jeg derfor gerne, inden du kommer herop og modtager prisen, tillade mig citere fra noget, du faktisk har sagt i din egenskab af partiformand. Det skete i din ordførertale i Folketinget 19. januar i år, hvor du udtalte følgende:
»Jeg vil også påstå, at hvis vi ønsker et stærkt fællesskab i Danmark og mindre splittelse i samfundet, er vi ironisk nok nødt til at styrke individet og det personlige ansvar for at få et stærkere fællesskab, for hvis ikke der er en stærk følelse af et personligt ansvar, er det også svært at have et stærkt fællesskab. Det er faktisk selve forudsætningen for fællesskabet. For hvis ikke vi tror på det personlige ansvar, vil det jo altid være andres skyld, så er det samfundets skyld, så er det fællesskabets skyld, når tingene ikke kører, og så er der kun tilbage at være vred på samfundet, finde sammen i de smålige fællesskaber og omstyrte samfundet.
Der oplever jeg, at mange af de stærke bevægelser, der er i tidsånden, tager udgangspunkt i, at de i hvert fald selv har forstået det hele, det er alle de andre, der er dumme, men desværre står samfundets undertrykkelse i vejen for alt det gode, og i og med at man dermed ikke selv kan gøre så meget, man kan ikke tage ansvar selv for at gøre en positiv forskel, er der ikke så meget andet tilbage end at være vred på det samfund, som er skyld i alle dårligdommene. Så uden det personlige ansvar bliver fællesskabet ikke bare skrøbeligt, det bliver ligefrem til fjenden.«
En borgerlig, der passioneret taler om fællesskaber. …Jeg tænker, at det til tider næsten lyder som om, du er konservativ. Det er du jo –– rent formelt – imidlertid ikke. Nu er du til gengæld modtager af Fonsmark-prisen 2023. Endnu engang tillykke!
