Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Disruption og dagtilbud

Stefan Hermann Fold sammen
Læs mere

På Slotsholmen tales der meget i disse måneder om en globaliseringsaftale 2.0. Den lidt djøfske slang henviser til aftalen fra 2006 som reserverede – hold nu vejret – omtrent 40 mia. kr. til innovation, uddannelse og forskning finansieret gennem bl.a. en udskydelse af pensions­alderen. Konkret blev pengene fordelt på mange ting, ikke mindst i en gigantisk, historisk satsning på at styrke båndet mellem forskning inden for sundhed, teknik og naturvidenskab på den ene side og det private erhvervslivs konkurrencekraft på den anden. Fra »tanke til faktura« hed det allerede i 2003 med daværende videnskabsminister Helge Sanders ord.

Nu er scenen en anden. BNP vokser og dermed de summer, der sættes af til forskning. Ledigheden falder, og mange steder er der mangel på arbejdskraft. Det forøger investeringsviljen i det politiske system. Samtidig går der et spøgelse gennem Europa. Det bæres ikke af Marx og Engels, men af McKinsey. Spøgelset har fået den folkelige betegnelse disruption.

Disruption betegner det fænomen, at teknologi – fra droner og robotter over velfærdsteknologi til algoritmer og big data – vil ændre forudsætninger og vilkår i vores samfund dramatisk. Og i et tempo vi end ikke kan forestille os.

Store dele af arbejdsstyrken vil miste deres job, som teknologi og digitalisering vil gøre overflødig, hedder det. Vi har altså et nyt økonomisk råderum, investeringsvilje hånd i hånd med frygt for fremtiden. En cocktail, der også tidligere i historien har kastet strategiske initiativer af sig. Tænk bare på effekterne af Sputnik-chokket i 1950erne. Sputnik-chokket hedder i dag disruption, i nullerne globalisering.

Af samme grund har regeringen samlet betydende interessenter i det såkaldte Disruptionråd. Man taler bl.a. om behovet for en ny teknologipagt efter nederlandsk forbillede. Det handler bl.a. om at sikre, at alle danskere får tilstrækkeligt med digitale evner – ikke mindst så små og mellemstore virksomheder, der ikke er teknologiinten­sive, kommer med på »beatet«, så de kan klare sig i konkurrencen. Det er det ene rationale. Nødvendighedens logik. Det andet er, at en stærkere omgang med teknologi og digitale fænomener kan bidrage til at fremme, at mennesker ikke alene bruger og bliver brugt, men også behersker og kan forholde sig skabende, oplyst og kritisk til disse nye, omvæltende fænomener. Det rationale er ikke rasende tydeligt, men det er der.

Det hele indvarsler nye investeringer, forandringer og fornyet pres på folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser samt hele efter- og videre­uddannelsessystemet i form af nye fag og kurser, nye mål, nye krav til fleksibilitet etc.

Så vidt så godt, om man så må sige. Ikke desto mindre vil en teknologipagt, der alene er formet i et teknisk, konkurrencefikseret verdensbillede, slå sprækker, hvis den ikke kobles med en velfærdspagt, der indebærer investeringer og opmærksomhed på alt det, der ikke alene får Danmark til at vokse, men også får Danmark til at hænge sammen og give mennesker i alle dele af landet livs­muligheder. Stærke dagtilbud, en velfungerende folkeskole, effektive indsatser over for udsatte, god pleje af ældre etc. i hele landet er ikke alene velfærd og service, men også effektive skattekroner og indsatser, der realiserer dybe idealer i vores samfund.

En teknologipagt uden en velfærdspagt er en halv omgang, fordi den investerer for sent og uden sans for kvalitet og sammenhæng i hele Danmark. Og en knækket omgang, fordi alt det, der skaber velfærd, næppe bliver prioriteret.

Det kan måske lyde underligt i disruption-­land, men en kilde til at skabe frihed og muligheder i en omverden i disrup­tion finder man i dagtilbud, skole og uddannelse.