Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Din integrations-politik ligner Don Quixote på en krikke, Martin Henriksen

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN og Jens Nørgaard Larsen. Fold sammen
Læs mere

Martin Henriksen vil gerne afsætte penge til en optælling af efterkommere af indvandrere. Hvorfor? Fordi han gerne vil vide, hvor mange, man har. Såmænd ikke meget andet. For har DF med al sin indflydelse egentlig gjort noget ved problemerne, andet end at de blot er blevet forværret?

Det interessante er imidlertid, at der med stemmer fra den daværende VK-regering og DF allerede i 2009 blev gennemført en lignende fremskrivning, der minsandten også omfattede tredje generation, blot gjaldt denne undersøgelse antallet af indvandrere i 2050. Heraf fremgik det, at der i 2050 ville være 150.000 ikke-vestlige efterkommere i alderen 25-64 år, 14 gange så mange som i 2009. Ville denne undersøgelse ikke kunne give et praj om, hvordan det vil se ud i 2060?

Man kunne passende spørge, hvilket formål sådanne fremskrivninger i det hele taget tjener. I virkeligheden tror jeg, at de handler mere om nutiden og den indenrigspolitiske agenda her og nu end om fremtiden. Martin Henriksen vil mane et skræmmebillede frem af, hvordan det kommer til at se ud i 2060, for DF opererer snarere med et statisk historiesyn.

Integrationen halter

Nuvel, jeg skal være den første til at sige, at integrationen også i tredje generation halter ganske gevaldigt, som det er nu. Det er ikke raketvidenskab. Men jeg mener, at det er værd at leve efter den meget danske parole, at livet skal forstås baglæns, men leves forlæns. Dette gælder også integrationspolitikken. De sidste 40 års integrationspolitik har ikke fungeret, men det ændrer ikke ved, at de næste 40 års integrationspolitik kan blive meget bedre, hvis man kiggede på mulige løsninger. Dette burde DF også efterleve. Men det eneste, man hører DF anføre som en ideel løsning på alverdens problemer med dårlig integration, er at udtræde af konventionerne, at stoppe for asyl og at smide folk ud af landet.

Er det efterhånden ikke lige så grinagtigt, som da Don Quixote på sin krikke ville kæmpe mod vejrmøller? DF vildleder befolkningen og fremsætter idealløsninger på problemerne, som de ikke på nogen måde er i stand til at forvalte. De er gode til at påpege problemerne, men det skorter mere med forslag til konkrete tiltag på trods af, at de har haft markant indflydelse siden 2001.

I stedet for at afsætte et kæmpe beløb til at lave en meningsløs analyse kunne man bruge skattekronerne på noget effektivt, nemlig noget, der virker, og som kan gøre integrationen bedre eller ligefrem bevirke den assimilation, som DF drømmer om. Brug pengene på skolerne, kvinderne og på en anden boligpolitik, så man derved kan få et socialt og kulturelt bæredygtigt samfund.

Man bliver formet af sine omgivelser, så, kære Martin Henriksen, lad være med at plapre løs, men vis handling og sæt i gang. Alt andet er utroværdigt og ikke andet end manipulation.