Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dilettant-debattøren destruerer debatten

Den gode debattør findes stadigvæk. Det paradoksale er, at man netop kan genkende ham på, at han holder sin mund det meste af tiden.

Ibi-Pippi Orup Hedegaard. Fold sammen
Læs mere

Vi lever i en verden, hvor alle har en mening om alt. Selvbestaltede debattører skyder op som paddehatte på de sociale medier og i avisernes læserbreve. Kvaliteten af disse indlæg, er – for nu at sige det pænt – mildest talt svingende.

Da man har muligheden for at kunne udtale sig om alt, oplever vi desværre, at mange udtaler sig om ting, som de intet belæg har for at udtale sig om. Men den manglende viden og indsigt er langtfra det største problem.

Det virkelig problematiske ligger i, at rigtig mange debattører ikke har den fjerneste lyst til at deltage i nogen form for debat. Her er tale om selfie-kultur forklædt som et politisk eller litterært indspark.

På de sociale medier kommer det tydeligt til udtryk. Debattøren udtrykker et synspunkt, som det er meningen, at hans følgere skal bifalde, og herefter skal rygklapperiet begynde.

Formaster en eller anden naiv sjæl sig til at være uenig, bliver vedkommende med det samme spærret af fra profilen.

Kommer der et modsvar på et læserbrev, som debattøren har skrevet, argumenterer han ikke for sit synspunkt eller kommer med faktuelle henvisninger, der kunne dokumentere eller i det mindste understøtte det fremlagte synspunkt. I stedet henvises der til tidligere postulater som den eneste endegyldige sandhed.

Ordet debattør mister sin betydning, når der ikke længere er tale om meningsudveksling af forskellige holdninger, men blot tale om en enetale til mennesker, man allerede er enige med. Jeg gætter på, at flere af disse skribenter føler sig hævet over popkulturen med dens reality-shows og selviscenesættelse.

Det paradoksale er imidlertid, at man via sine egne ytringer kommer til at fremstå som et spejlbillede af denne kultur. Når man vælger at forholde sig til vigtige emner, og de udtalelser, man fremkommer med, ikke har mere dybde og resonans end et singleudspil fra Richard Ragnwald, så har den overfladiske kultur sejret.

For tiden diskuteres det, hvordan man kommer falske nyheder på nettet til livs. Det kan man mene ikke er relevant i forhold til debattørens rolle, men der er en sammenhæng. Gang på gang oplever vi, hvordan man henviser til tidligere fremlagte postulater som noget faktuelt, ene og alene, fordi det har været bragt på skrift.

Herefter vælger mange at købe præmissen om, at noget er rigtigt, blot fordi der kan henvises til en artikel, hvor det står på skrift. Kan man linke til noget, er det sandheden. Nogen har jo sagt eller skrevet det før.

Denne udvikling er bekymrende. Simpelthen fordi de, der råber højest, bliver hørt, selv om det, de siger, beviseligt er forkert. Der tegner sig dystre perspektiver, hvis fremtidens meningsdannere ikke mønstrer en mere selvkritisk indgangsvinkel.

Den gode debattør findes stadigvæk. Det paradoksale er, at man netop kan genkende ham på, at han holder sin mund det meste af tiden. Han taler kun, når han faktisk har belæg for at gøre det.