Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dikterede holdninger

Bylinefoto af Amalie Lyhne Fold sammen
Læs mere

Når samfundsfagslærerne underviser folkeskolens ældste klasser i Muhammed-krisen, skal tegningerne ikke vises. Det var det klare budskab fra Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, da Jyllands-Posten for nylig spurgte ham i anledning af, at det netop i dag er præcis ti år siden, avisen bragte de følgesvangre tegninger.

Der er ingen grund til at provokere de muslimske elever, var argumentationen. Og så fulgte der endda en sigende sammenligning med: »Vi viser heller ikke pornofilm i skolen for at tale om pornoens skadelige virkninger,« sagde Claus Hjortdal og satte dermed en tyk streg under karakteren af sin argumentation. At porno har skadelige virkninger er et moralsk udsagn, som ikke kan underbygges af faktuel viden. Det er et fair synspunkt at have, men det er blot et synspunkt – en værdibaseret holdning på præcis samme måde som det er en værdibaseret holdning, at lærere ikke skal vise eleverne Muhammed-tegningerne, fordi de muslimske elever ikke bryder sig om det.

Hjortdals udmelding havde ikke levet i mange minutter, før kritikken haglede ned over ham. Forrest gik De Konservatives skoleordfører, Mai Mercado, ligesom Dansk Folkepartis ditto, Alex Ahrendtsen, var dybt forarget. Den slags burde skolelederformanden overhovedet ikke have nogen mening om!

Mercado og Ahrendtsen har ret: Claus Hjortdal burde overlade det til den enkelte lærer at vurdere, hvilket materiale der er bedst at bruge i undervisningen. Det er både forkert og farligt at omsætte egen moral og egne holdninger i præcise ordrer til lærerne om den konkrete undervisning.

Men på tragikomisk vis har de to værdikonservative politikere og deres meningsfæller i blå blok gennem de seneste år gjort sig skyldige i nøjagtig den samme brøde.

Først fik vi en litteraturkanon og så en historiekanon, som i den borgerlige version var klare diktater oppefra: Præcis disse forfattere og præcis disse begivenheder skal lærerne partout undervise i. Tankegangen er klar: Danskheden er truet, så politikerne må sikre, at de nye generationer bliver en del af det kulturelle fællesskab på den rigtige måde.

Så sent som i foråret skrev Mai Mercado en kronik, hvori hun krævede, at lærerne skal lade kristendommen fylde mere i undervisningen.

Derfor er det måske ikke så underligt, at Claus Hjortdal har fået den idé, at det er legitimt at mase sig helt ind i det enkelte klasseværelse og blande sig i undervisningen ud fra personlige værdier – der er i hvert fald rigeligt med politikere at lade sig inspirere af.

Nu er det naturligvis hverken muligt eller ønskværdigt at rense folkeskolen for moral, holdninger og værdier. Men når disse ting bliver påduttet ovenfra – fra Christiansborg og fra toppen af lærernes og skoleledernes organisationer – begynder det at vække ubehagelige associationer til mindre demokratiske lande.

Nok kan man med rette mene, at det er værre at forbyde end at påbyde, men mekanismen er ikke desto mindre den samme.