Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dialektik, tak

Malene Trock Hempler, Filosof Fold sammen
Læs mere

I politiske debatter høres ind imellem diskussion om, hvem der har mest føling med virkeligheden - den virkelige virkelighed. Og der er åbenbart tre steder, den ikke er: På Christiansborg, i medierne, på universiteterne. Har aldrig haft mulighed for at spørge, hvad der så ER der?

Kaster man et blik på massemedierne, falder det i øjnene, at fiktionsgenren bliver mere og mere realitetssøgende, medens dækningen af realiteterne i stigende grad betjener sig af dramaturgiske virkemidler og næsten fiktive greb. Fordi det virker, og i forstanden fænger.

I forbindelse med Dong-sagen kunne man høre meningsdannere, politikere og redaktører udtrykke frygt for massernes mobilisering af hinanden. En demokratisk underskriftindsamling mod salget af Dong blev affærdiget som uoplyst følelseshysteri: De ved ikke, hvad de taler om. Men hvordan vide, at folk(et) ikke ved, hvad de taler om?

Fra mediernes side benyttes ofte det demokratiske argument, at man skal have alle med og derfor må fremstille sager enkelt og simpelt. I Dong-sagen førte denne praksis da paradoksalt til en underkendelse af en stor del af befolkningens synspunkts gyldighed? Befolkningens viden, blev det sagt gang på gang, hvilede nemlig på for simpelt et grundlag. Det ligner et demokratisk problem. Return to sender: politikere og medier! Det må ikke ske u-revideret, at den politiske kommunikation, i samspil med mediernes dækning, afføder en arrogant sikker afvisning af befolkningen som uvidende.

Politikerne kan give pressen skylden, for på Christiansborg havde de diskuteret sagen længe. Pressen kan give politikerne skylden, for politikernes kommunikation er designet og lukket. Politikerne er blevet for dygtige. Pressen er blevet for dygtig. Så dygtige til de greb, der virker, at det ikke virker efter hensigten? At understøtte og skabe et oplyst demokrati.

DET ER EN DYD at kunne sige noget klart og distinkt. Problematikken består i, hvis noget kompliceret formidles, som om det er enkelt og den enkle version får lov til at stå, som om den udgør den hele fulde sandhed. For der er altid mere at føje til, andre tilgange og andre præmisser at stille op. Følelser og forskellige former for tænkning kan gensidigt belyse hinanden og sagerne. Medierne står over for den opgave at adressere og problematisere de uantastede grundgreb, som mange diskussioner foregår udfra. Herunder en øget opmærksomhed på flertydighed samt plads til en mere dialektisk tilgang. Når det gælder det politiske liv, det kulturelle liv, det eksistentielle liv - vores måde at være mennesker i verden - så er en måde eller en form for rationalitet utilstrækkelig. Der kan gives vigtige etiske indvendinger, uden indsigt i økonomiske teknikaliteter. Relevant viden er ikke entydigt givet.

DET OFFENTLIGE samtalerum har sjældent haft flere platforme end i dag, udnytter vi mulighederne? Eller debatterer vi på samme måde, bare flere steder? Har vi glemt samtalekunsten, som ikke handler om interessevaretagelse, men om interesse i udfoldelse af sagen og giver plads til grundlagskritik samt åbenhedens udsathed?

For at kunne tage ansvar som borger er friheden afgørende. Hvis der kun er én legitim måde at tale på - én logik - som igen leder frem til kun et svar, så er der ingen frihed og ingen reel demokratisk debat. Har de klassiske medier og politikerne tilstrækkelig føling med virkelighedens facetter, nuancer og ubekendte?