Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

DF – den frække dreng i klassen

»Intet glæder DF mere end rasende kulturradikale.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kulturen er Dansk Folkepartis nye slagmark. Slaget står ikke kun mellem provins og hovedstad, men også mellem den ene slags kultur og den anden slags. Et udkantsoprør har luret et stykke tid, og DF står i spidsen.

Dansk Folkepartis aktion handler ikke om mindre kunst og kultur, men omfordeling af pengene. Vel at mærke beskedne 60 mio. kr. af kulturbevillingerne, der udgør 6,5 mia. kr. i finanslovsforslaget, hvor kommunerne i forvejen bruger det dobbelte hvert år. Det vigtige her er det symbolpolitiske: DF foreslår håndfast, at penge tages fra bl.a. Kunstmuseet Louisiana og Arken og gives til Fregatten Jylland og landbrugsmuseet Gl. Estrup.

Et kerneprincip, siden Kulturministeriet blev grundlagt i 1961, har været, at politikerne nok skal støtte, men ikke styre kulturpolitikken. Så partierne holder en vis armslængde, og kulturoplæg har det med at vække beskeden opsigt, fordi de måske nok tager fra nogen sommetider, men sjældent giver til andre. Men DF er den frække dreng i klassen.

Når Dansk Folkeparti i Berlingske lørdag rydder forsiden med forslag om mere herregård og mindre Louisiana, ved partiet udmærket, hvad det gør. Intet glæder DF mere end rasende kulturradikale. Men her rammer DF ved siden af. For mange flere danskere end dem på kulturparnasset har stor interesse for samtidskunst. Og netop i billedkunsten og installationerne stilles nogle af de mest interessante spørgsmål til den moderne eksistens. Så hvorfor pokker skal de lige undgælde?

DF har en god pointe i, at der kunne ses på den statslige bevillingspraksis. Man burde i så fald lade sagkyndige kigge på det. Det er uklogt, hvis politiske flertal håndfast skal diktere pengestrømmene. Det kan sagtens hænde, at bevillingerne følger den slagne vej, og så kunne der være lejlighed til at se kritisk på sagen. F.eks. ved at der udpeges sagkyndige, som er opmærksomme på, at der faktisk findes liv uden for Valby Bakke.

I sidste ende er der selvfølgelig politik i sådanne sager. Det er jo udtryk for politisk vilje, at »noget« får støtte. Som regel midlertidigt. Men når dette »noget« har fået støtte længe nok, er det nærmest en indbygget automatik, at støtten er svær at fjerne igen. Se bare på sidst de ekstraordinære midler til Fregatten Jylland og Gl. Estrup stod til at blive udfaset. Det var i efteråret 2012, hvor Enhedslisten fik det som en indrømmelse i Finanslov 2013.

DF ved, at en folkelig utilfredshed trives, en følelse af skævvridning, også når det gælder kulturkronerne. Tidligere på året oplevede jeg i en kulturdebat i Aarhus, at der lever en opfattelse af, at København får i pose og sæk. Selv om Danmark er et lille land, hvor der er korte køreafstande, skal der selvfølgelig være balance i tingene. Det er definitionsretten til, hvordan denne balance opnås, som er til debat. DFs konkrete forslag til finansiering – at rundbarbere navngivne museer – kommer dog ikke til at ske. For så er der åbnet for direkte politikerstyring af enkelttilskud. Det vil være at åbne en Pandoras æske.

Uanset at det i det store billede kunne ende med småpenge til provinsen, ved de tre store partier, S, DF og V, at andre end hovedstaden skal have. Udkommet af finansloven vil ikke rokke ved beliggenheden af de nationale institutioner, eller at hovedparten af kulturkronerne ender i København. Men det vil øge presset på de rige hovedstadskommuner, særligt København, til at komme til lommerne. For DF er formålet at sætte dagsordenen, nu også i kulturpolitikken, og det er lykkedes.