Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det var så lovende, Pind og Støjberg

Jeg var simpelthen så glad. Kunne ikke få armene ned, faktisk.

19. juni sidste år: Vi havde vundet folketingsvalget. Med »vi« mente jeg blå blok, hvor en veloplagt Lars Løkke Rasmussen i spidsen havde lovet straksopbremsning og andet godt på indvandringsområdet. Det var alt nok til mig. Tidens uden sammenligning mest presserende problem: den tilvandrede vold og opløsning.

Derfor var det så afgørende vigtigt, at »vi« vandt. Med sig i front havde Løkke Inger Støjberg og Søren Pind. Partiets to største strammere; det kunne kun blive godt.

Men det blev det ikke. Så langtfra. Allerede efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i januar 2015 kunne man ane konturerne til det, der skulle blive den lille V-regerings tilgang til emnet:

Lars Løkke tonede frem på skærmen og meldte, at det var islam, der var blevet »voldtaget«. Altså en ombytning af aggressor og offer. Verden på hovedet.

Hvis vi spoler frem til i dag, er det præcis samme sted, i ånden, at vi finder Søren Pind. I en nylig kronik, hvis absurditet andre har gennemgået så glimrende, giver Pind kritikerne af regeringens linje (som er de facto den samme som venstrefløjens: nemlig at følge med det store udlands krav om ophold til dem, der banker på) skylden for de store problemer, vi står med. Det er hans eneste politiske svar.

Manden, der som borgmesterkandidat i København gik til valg på et stort strammerprogram, har nu endelig fået magten til at gennemføre det. Men er rådvild, usammenhængende og handlingslammet. I desperation forfalder han til demagogi og dæmonisering af de mennesker, han skulle forestille at beskytte.

Og Inger? Inger Støjberg har intet substantielt gennemført og er nu blevet tavs. Der breder sig efterhånden en misstemning blandt borgerlige på de sociale medier, når talen falder på hende.

Det er ved at dæmre for folk, at Inger er sat i regeringen for at tale med store bogstaver og gennemføre slap symbolpolitik. Tænk på smykkeloven, der var et vulgært indpakket, virkningsløst forslag.

De borgere, der ønsker at beskytte det land, de elsker – dem, som Pind kalder for de »ikke-velforvarede« – får lip service af hende, mens statsministeren gemmer sig i sine gemakker og lader sin justitsminister tegne kritikere af Venstres ikke-politik som en slags undermennesker.

Løkke selv er tavs som graven. Usynlig. Effektløs. Paralyseret. Marionetdukke for alverdens internationale regler. Herre i intet hus.

Denne lammelse. Denne valgte apati over for den voksende opløsning. Det lukkede øje i forhold til volden og utrygheden og dens ophav. Fra vores magthavere. Fra vores ledere.

Det eneste sted, man kan spore en vilje hos dem, er i de nervøst-aggressive forsøg på at kvæle den ærlige debat. Forplumre eller dølge kendsgerninger. Forskyde og bortforklare. Den rabiesskummende modvilje mod at handle for befolkningens sikkerhed, mod at benævne fjenden. Sig ikke ordet. Tal ikke om kilden. Alt er enkelttilfælde, individuelle foreteelser og skøre hændelser.

Det er et kolossalt svigt. Et svigt af fædrelandet, af de levende og de endnu ufødte. For den frihed, vi mister i skrivende stund, kan ikke blot tages tilbage. Det tab af tillid, tryghed og fred, ja, sammenhængskraft, vi oplever i disse dage, er katastrofalt. Muligvis uopretteligt. Men det er resultatet af politiske beslutninger, truffet af vores ledere.

Det skal vi huske hinanden på. Til næste valg, og til historiebøgerne.