Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det var mit første møde med Lars Vilks komiteen - ikke det sidste

Jens Allan Jensen var til stede da terroristen slog til mod Krudttønden. Det var chokerende, men han glæder sig til næste møde. Læs hans personlige beretning her.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var første gang, at jeg deltog i et af Lars Vilks komiteens møder. Jeg havde hørt om arrangementet på facebook og jeg tilmeldte mig, fordi ytringsfrihed og religionskritik har min interesse.

Udover Helle Merete Brix (fra Lars Vilks Komiteen) og Lars Vilks selv, så bestod panelet også af; Inna Shevchenko, leder af feministgruppen FEMEN, kendt for sine nøgenaktioner foran blandt andet kirker og moskeer, samt Agnieszka Kolek, billedkunstner og kurator for Passion for Freedom Arts Festival. De er begge født i Østeuropa, men på grund af politisk forfølgelse i deres hjemlande, bor de begge i eksil i henholdsvis Paris og London. Jeg havde især glædet mig til at opleve de 2 sidstnævnte seje kvinder, som jeg synes begge er vanvittigt spændende at høre på.

Jeg ankom til krudttønden i god tid og blev behørigt visiteret af 2 danske betjente i foyeren, hvor der også var 2 svenske politifolk tilstede. Inde i mødesalen satte jeg mig ved samme bord som Jaleh Tavakoli, som jeg kender fra andre politiske sammenhænge, f. eks. en protest demonstration med Sharia lovgivning i dec. sidste år.

Troede først det var ballademageres fyrværkeri

Mødet startede med en intro af samme Jaleh Tavakoli. Derefter præsenterede Niels Ivar Larsen (fra Information) Frankrigs ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, som bl.a. talte om terrorangrebet på Charlie Hebdo. Zimeray er en god taler og kender flere danske gloser, som han ofte fletter ind i sine taler. Dernæst fik Inna Shevchenko ordet. Hun talte om ytringsfrihed under pres fra konservative religiøse kræfter.

Men midt under hendes tale, lød der pludselig en række høje skarpe knald ude foran Krudttønden. Jeg troede først, at der var tale om fyrværkeri, da jeg tidligere har deltaget i flere arrangementer, som er blevet forstyrret af ballademagere. Vi (tilhørere) kunne høre en masse, men kunne ikke se noget, da vinduerne i Krudttønden (Stalden) sidder for højt til at kunne se ud på gaden og samtidig var der trukket et sort gardin for glasdøren til foyeren.

Vi hørte at der blev skudt tilbage ude fra foyeren og så vidste alle, at mødet var under angreb, men ingen skreg eller råbte op, i stedet lagde folk sig ned på gulvet i god ro og orden. Lars Vilks (og Helle Merete Brix) blev ført væk fra lokalet af hans sikkerhedsvagter. Men pludselig stoppede skydningen, og så blev jeg bange for, hvad der nu skulle ske. Var betjentene ude i foyeren nedkæmpet? Da jeg ankom, lagde jeg mærke til, at betjentene kun var udstyret med tjeneste pistoler og jeg kunne høre, at de var oppe mod en eller flere overfaldsmænd med automatvåben.

Ville bare væk

Jeg følte mig fanget som en rotte i en fælde og ville bare væk. Til al held, var der andre tilhørere, som allerede havde fortrukket ud af bagdøren, så jeg fulgte bare med som det tynde øl, (senere er jeg blevet klar over at denne manøvre kunne være endt katastrofalt, fordi terroristen netop havde løbet forbi bagdøren, som vi flygtede ud af).Da jeg kom ud på gaden kaldte nogle andre tilhørere på os fra en opgang, som jeg og andre straks flygtede over i. En beboer i opgangen havde bippet hoveddøren åben, således at vi, som flygtede, kunne skjule os. Der sad vi i ly bag trappen og afventede situationen.

Efter ca. 5 – 10 minutter, kunne vi høre sirener og nu begyndte flere politifolk at ankomme til åstedet. Derfor følte vi os sikre nok til at gå tilbage til krudttønden, hvor vi blev mødt af en betjent med pistolen fremme og blod i ansigtet samt en sikkerhedsvagt, som haltede som følge af et skudsår i benet. Foran indgangen lå en livløs mand (Finn Nørgaard som senere døde af sine skudsår), som fik hjertemassage af to hjælpere. Katastrofen var umiddelbart afværget, men det havde haft konsekvenser. Vi vidste dog ikke i hvilket omfang.

Jeg tænkte straks på min kone, som jeg vidste, ville blive voldsomt bekymret, når hun hørte om skudattentatet. Jeg lånte derfor en mobiltelefon og ringede hjem. Men jeg rystede og frøs og kunne slet ikke få ordene frem. Hun opfattede dog så meget, at der havde været skyderi ved mødet. »Du er i chok. Spis noget sukker«” lød hendes korte men præcise besked. Min kone er sygeplejeske og ved hvorledes man skal forholde sig i en sådan situation.

Taler trådte i karakter

Da området var sikret af politiet og PET fik vi lov til at gå tilbage til mødelokalet. Der satte Krudttøndens personale en kasse med slik og en kasse med øl og sodavand frem til os tilhørere. Jeg spiste noget chokolade og drak en sodavand og en øl, hvilket jeg straks fik det bedre af. Vi fik derefter en briefing af en betjent, som fortalte, at der var 4 mennesker som var blevet såret, herunder 3 betjente/PET folk og 1 civil person, men ingen døde. Denne meddelelse gav umiddelbart en god stemning blandt tilhørerne. Jeg troede således, at den livløse mand foran hovedindgangen havde overlevet. Vi fik også at vide, at vi skulle forblive i mødelokalet (Stalden) indtil vi kunne blive kørt til Bellahøj politistation, hvor vi hver især skulle afgive rapport. Dette betød, at folk ikke kunne komme på toilettet, hvilket var en stærk belastning for flere tilhørere.

Så trådte Agnieszka Kolek herefter i karakter og indtog talerstolen. Hun meddelte, at hun nu ville afholde sin tale og power-point præsentation som planlagt, fordi som hun selv sagde; »Vi er alle tvunget til at blive her i lokalet og mikrofonerne er stadig tændte. Derfor kan vi ligeså godt fortsætte mødet.« Dette gav en rigtig god stemning i lokalet, fordi vi blev afledt fra de frygtelige begivenheder, som netop havde fundet sted, (enkelte af Krudttøndens personale udtrykte dog misbilligelse over at mødet gik videre, fordi de havde brug for at snakke tingene igennem i fred og ro, men det var de jo forhindret i, da de var »indespærret« i samme lokale som os andre). Men alt i alt, sad jeg tilbage med en opløftet følelse og senere gik vi alle hen til bussen, som kørte os til Bellahøj politistation.

På Bellahøj station fik vi en meget professionel behandling af personalet, som skaffede os krisepsykologer. Vi sad i grupper på 5-6 personer og fortalte om vores oplevelser, hvilket var en stor lettelse. Vi fik også at vide, at vi kunne opleve forskellige eftervirkninger af vores traumatiske oplevelser og fik udleveret brochurer om krisereaktioner. Jeg gik dog også rundt snakkede med forskellige personer, som også var tilstede på Bellahøj station f.eks. løbere fra Sparta, som havde set gerningsmanden flygte fra åstedet. Jeg fik også en kort snak med Dan Park, som var til mødet i Krudttønden som almindelig tilhører. Senere fik vi dog at vide, at den sårede civilperson fra Krudttønden desværre var afgået ved døden. Dette berørte os alle sammen.

Til sidst, ved 11 tiden om aftenen blev vi af Bellahøjs politifolk diskret geleitet ud til ventende biler for at skærme os fra pressen. Min kone berettede, at jeg var rolig og fattet, da jeg kom hjem. Umiddelbart efter oplevelsen kunne jeg mærke at jeg var meget træt og sov meget. Jeg led endvidere den efterfølgende dag af koncentrationssvigt, men senere midt på ugen var jeg oppe i gear igen. Som sagt, var det mit første møde med Lars Vilks komiteen, (men hvilket møde!). Det bliver dog ikke mit sidste. Inna Shevchenko har allerede meddelt, at hun gerne vil stille op til et nyt møde februar næste år og det glæder jeg mig allerede til.