Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det var jo dig, der skar ned på Forsvaret, Gade

Sikkerhed. Vi er i dag tættere på Enhedslistens drøm om en nedlæggelse af Forsvaret end i nærheden af at have en væbnet styrke, som kan forsvare nationens interesser – blandt andet på grund af en tidligere minister ved navn Gade.

»Som minister for Forsvaret gennem en længere periode burde man have en fornemmelse for, hvor langt ned det danske forsvar er beskåret – alt andet er uærligt og ubehagelig populisme i en valgtid.« (Foto: Morten Stricker/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Berlingske mandag 1. juni kunne man med ganske stor forundring læse, at den tidligere forsvarsminister Søren Gade ikke mener, at Forsvaret har behov for en styrkelse på den korte bane. Samtidig lufter han, at det er kritisabelt, at vi kun bruger ca. 1.2 pct. af landets bruttonationalprodukt på Forsvaret.

Gennem de senere år er det danske forsvar og beredskab reduceret til en udvidet milits, uden evne til at kæmpe selv, hvilket talrige artikler har afdækket i Berlingske og andre medier. Blot for at ridse op: vi ejer hverken landbaseret luftforsvar, undervandsvåben, artilleri eller kampvogne i et antal, der overstiger et mindre afrikansk land. En ganske stor del af vores styrker er faktisk fjernet eller »omstruktureret« af netop Gade, hvorved udsagnet om at det er kritisabelt kun at bruge 1.2 pct., er hyklerisk.

 

De procenter og promiller, vi har sparet på den korte bane, kommer vi mangefold til at betale på den lange bane, da vi skal genopfinde nedlagte våbensystemer, genudvikle nedlagte uddannelser, investere i øvelsesarealer og udvide bygningsmassen til mere end de ganske få kaserner, der er tilbage efter Gades tid. Det materiel, vi solgte for en slik eller donerede til de baltiske lande, skal vi generhverve, og nyt forsvarsmateriel kommer ikke gratis.

Søren Gade og dermed måske også Venstre vil derimod gerne vente på en langsomt arbejdende forsvarskommission, hvor risikoen for en gentagelse af McKinsey-rapporten, der forudsagde, at der ikke var nogen trusler mod Danmark så langt øjet rakte, er særdeles overhængende.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade gør politisk comeback og stiller op til folketingsvalget for Venstre, Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker.

Motivanalysen er ret enkel: Søren Gade bærer en stor del af ansvaret for, at det danske forsvar er, hvor det er. Han har selv gennem en længere periode siddet som ansvarlig minister og været medvirkende årsag til, at Forsvaret er skåret ned til en skygge af sig selv. Forsvarets struktur er blevet indrettet efter politikeres valgkredse og budgettet kontinuerligt beskåret for at få presset mere »velfærd« ind i et udpint statsbudget.

Når Nick Hækkerup havde en holdning til Forsvaret kunne man trække på skulderen med bevidstheden om, at hans udsagn byggede på uvidenhed, ligesom Wammens tomme floskler bygger på manglende forståelse for Forsvarets opgave. Begge i øvrigt delvis undskyldt, da Forsvaret hverken har eller får den store opmærksomhed i socialdemokratiske eller radikale regeringer, måske med undtagelse af Hans Hækkerups periode. I Søren Gades tilfælde er det derimod hverken inkompetence eller uvidenhed, men derimod et udslag af manglende evne til at udvise rettidig omhu og efterfølgende vilje til at erkende, at tiderne er skiftet. Som minister for Forsvaret gennem en længere periode burde man have en fornemmelse for, hvor langt ned det danske forsvar er beskåret – alt andet er uærligt og ubehagelig populisme i en valgtid.

Siden Gade forlod posten som forsvarsminister, er krisen i Ukraine blusset op, den russiske retorik markant skærpet og Islamisk Stat opstået. I det lys kan det virke påfaldende, at en tidligere minister ikke evner at se lyset, med mindre han er pinligt bevidst om sine tidligere handlinger og nu forsøge r at bagatellisere dem eller skubbe dem ind under gulvtæppet.

Vi bruger gerne langt flere midler end anbefalet af FN på udviklingsbistanden, overimplementerer gerne miljømål og forsøger, uanset omkostninger, at blive CO2 -neutrale. Vores egen sikkerhed er vi derimod ikke indstillet på at afsætte de relevante midler til, dette til trods for, at NATO-landene gav hinanden hånd på at styrke deres nationale forsvar, så de kunne indgå troværdigt i den fælles alliance.

Forudsætningen for hele vores velfærdssamfund er sikkerhed, hvilket kun kan opretholdes med et rimeligt forsvar. Vores demokrati og frihedsrettigheder bygger på selvstændighed, og skulle vi tvinges til at bøje os for et aggressivt Rusland, der indledningsvis kunne bruge energien som pressionsmiddel, er vi på vej ned af det helt forkerte spor. 9. april 1940 står stadig som en skamplet i dansk historie og burde minde enhver ansvarlig politiker om ikke at tage vores frihed for givet. Den dag opgav vi vores selvstændighed, vores frihed og dermed vores egen mulighed for at forme landets fremtid. Vi står ikke over for en invasion i morgen, men hvem kan overskue de næste to, fem eller ti års sikkerhedspolitiske udvikling? Mon Søren Gade havde forudset 11. september blot minutter før det skete?

Netop 9. april lancerede Søren Pape (K) et udspil der indeholdt en akut ressourcetildeling til Forsvaret, som efter den seneste 2.7 milliard kroners reduktion, er i knæ. I stedet for at skyde det udspil ned, burde Gade og resten af Venstre kraftigt overveje at tage temperaturen på Forsvaret, der i skrivende stund har høj feber. I stedet for en slingrekurs, hvor forsvarspolitikken skifter efter dagskursen i meningsmålingerne, burde Venstre tage sig sammen og fastholde en ordentlig forsvarspolitik, der ikke er til salg for ministertaburetter.

Nogle gange bør man have politisk mod til at tage de rette beslutninger, uagtet at hverken en særligt udvalgt elitær kommission eller ’eksperter’ billiger den politiske linje. Vi kan sagtens diskutere, hvilke typer enheder, som det nye danske forsvar skal indeholde, vi kan også diskutere, hvor meget ekstra panser vi skal have, eller hvor mange ubåde, men at vente på en milliondyr, politisk bestilt konsulent er tåbeligt og risikerer igen at være spild af tid og skattepenge.

Vi er i dag tættere på Enhedslistens drøm om en nedlæggelse af Forsvaret end i nærheden af at have en væbnet styrke, som kan forsvare nationens interesser – blandt andet på grund af en tidligere minister ved navn Gade.