Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Det var ikke i en ond mening«

Kommentar: Hvordan får vi vores teenagere til at udvikle evnen til empati og etisk eftertanke og til at sætte sig i den isoleredes – den mobbedes sted – inden der trykkes på »send«-tasten?

Berit A. Faber, Konsulent, cand. jur., cert. coach, medlem af Stresstænketanken. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En dag for nylig faldt min vej forbi en trendy café i en af de nordlige forstæder til København – bevæbnet med en kop kaffe, en hindbærsnitte og planer om et hurtigt tjek af mails på telefonen manøvrerede jeg mig ned til et af bordene, som jo står temmelig tæt på den slags steder.

Mine naboer var fire piger i gymnasiealderen, som sad og hyggede efter skole med mobiler og computer på det lille cafebord. Jeg dykkede ned i kaffe og mails; men lidt efter lidt blev min opmærksomhed trukket over mod snakken ved nabobordet, som var inden for en afstand af 40 cm.

Replikskiftet er gengivet efter min hukommelse, og det følgende er selvfølgelig min subjektive version af begivenhederne:

»Jeg poster det nu – hun siger ikke noget særligt til det – kun: Lad være – jeg græder,« lyder det fra en af pigerne, som åbenbart er fordybet i både telefon-sms og computer. Der lød svage protester fra de andre tre. »Aj – skal vi nu også gøre det?«

Jeg tænker: Nåh, det finder de nok ud af – fire velbegavede søde gymnasiepiger – det er jo ikke en pigebande, jeg sidder ved siden af.

»Ja, men ’You did it girl’ lyder det fra pige nr. 1 – Jeg har fotoet her. Hvad var det, han hed, ham fra 1.G?« En længere diskussion følger blandt alle pigerne og en nærmere drøftelse af, hvordan drengens efternavn staves. Teksten til facebookposten bliver drøftet med nævnelse af pigens fornavn og efternavn og drengens fornavn og efternavn.

Jeg bliver foruroliget, men tænker: Din halvgamle kone, lad nu være med at blande dig, de kommer til fornuft – de tre andre har jo protesteret!

Pige nr. 1 læser op fra sms’en: »Hun har ikke særlig meget imod det – jeg tror, at hun godt vil ha’ det – hun skriver kun med store bogstaver: ’Græder – mine forældre er venner med mig på Facebook’.«

En af de andre i gruppen siger: »Ha, man skal aldrig være venner med sine forældre på Facebook. Jeg har blocket hele min familie,« (hvilket jo i og for sig kan være en fornuftig disposition, når man er mellem 15 og 20).

Min hjerne kører på højtryk: Hvad nu, hvad nu? Nej – de gør det ikke, jeg er sikker på, at de hopper af lige inden springet. En god joke – en lille flirt med ondskaben – men de gør det ikke.

Et halvt minut efter lyder det fra pige nr. 1: »Nå, ingen vej tilbage! Jeg har postet det, og jeg har sat jeres navne på også – hun bliver sikkert sur nu.«

Mine tanker kværner: Du kender ikke jargonen. Måske er det en practical joke og vil blive opfattet som en joke. Men hvad nu, hvis er det ikke en joke? Hvis det ikke bliver opfattet som en joke? Kunne du måske have forhindret det her?

Hvis du havde været lidt vaksere ved havelågen, ville der have været en teenagepige, der ikke var blevet meget såret og ked af det lige nu. En teenagepige, der var blevet sparet for en mobning. En teenagepige og en teenagedreng, som var blevet forskånet for at få udbasuneret deres ungdomsrum for forsøg og fejltagelser for en nådesløs Facebook-offentlighed. Det forsøgs- og fjumrerum havde vi det mindste for os selv eller sammen med vores venner. Vi, der var unge, inden de sociale mediers fremkomst.

Jeg var stilfærdig og forsøgte at sige tingene på en så rolig måde, jeg kunne i situationen. Noget med, at jeg jo ikke kunne undgå at høre, hvad de sagde og gjorde ved nabobordet – og noget med at spørge dem, hvordan de ville have haft det, hvis det var dem, der var den ene pige, der sad alene med telefonen og græd og kæmpede for sig selv og sin måske ikke så smarte handling. Hende, der var alene og ikke sad sammen i en gruppe på fire piger og hyggede på café. Og jeg prøvede at sige noget med, at selv om man har gjort noget, betyder det ikke, at det berettiger andre til at offentliggøre det på Facebook.

»Jeg gjorde det jo ikke i en ond mening. Vi mente jo ikke noget ondt med det,« sagde et par af dem, og mente det også. Søde, kloge, pæne brødebetyngede unge mennesker, der godt kunne sætte sig i den situation, når de fik vendt perspektivet.

Men det VIRKER ondt, »Og det ER ondt,« som en af de teenagere, jeg senere fortalte historien til, sagde.

På Livsliniens hjemmeside kan man læse, at »især unge piger forsøger selvmord. Der er mere end dobbelt så mange selvmordsforsøg blandt unge piger som blandt den øvrige befolkning.«

Der er sikkert en masse faktorer, der har betydning for denne sørgelige udvikling: samfundet, moden, kravs- og kønskultur. Men hvad nu, hvis kulturen og tonen på de sociale medier spiller en langt større rolle end vi vil være ved?

Hvad gør vi voksne? Skulle vi ikke gøre et forsøg på at åbne vores teenageres øjne for den ubarmhjertighed, der åbenbart er tættere på, når den grove joke, sladderen og mobningen kun er et klik herfra?

Det er ikke, fordi jeg mener, at vi skal banne de sociale medier. De nye medier er her for at blive på godt og ondt. Men vi bliver nødt til at forholde os til de etiske og moralske udfordringer, som de sociale medier giver os – de voksne – og vores teenagere.

Det er ikke nok »ikke at gøre det i en ond mening«, når det har en ond virkning. Sporene på internettet er jo meget svære at slette – for dem, der er hated og mobbet, men også for dem, der mobber og hater. Deres elektroniske spor som mobbere er jo lige så dybe.

Hvordan får vi vores teenagere til at beskytte deres fælles ungdomsforsøgs- og fejltagelsesrum?

Hvordan får vi vores teenagere til at udvikle evnen til empati og etisk eftertanke og til at sætte sig i den isoleredes – den mobbedes sted – inden der trykkes på »send«-tasten?

Hvordan tager vi – de voksne – selv omtanken, venligheden og rummeligheden med på nettet?

DEBAT | Hvad mener du? Kan unges adfærd på nettet præges bedre? Giv dit besyv med her på vores Facebook-side.