Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det uværdige liv i asylcentrene

Eva Smith: I denne tid forhandler regeringspartierne om fremtiden for de afviste asylansøgere, der befinder sig på centrene – nogle på tiende år. Spørgsmålet blev behandlet i Berlingskes leder 30. juli.

Vi ved, at børn ikke har godt af at vokse op i asylcentre. Familierne bør bo ude i samfundet. Og det handler iøvrigt ikke om særligt mange; de fleste asylansøgere er enlige, unge mænd, skriver Eva Smith. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er lederens opfattelse, at hvis de afviste får mulighed for at bo uden for centrene, vil mange flere afvise at rejse hjem. Der er en indre logik i dette synspunkt: Er en asylansøger afvist, skal han naturligvis rejse hjem igen. Får han bare lov til at blive, kan vi lige så godt nedlægge Flygtningenævnet. Men de afviste asylansøgere sendes jo også hjem. At nogle stadig er her, kan skyldes to forhold: Enten at forholdene er for usikre i hjemlandet til, at man tør sende dem hjem, eller at deres hjemland ikke vil modtage dem, hvis de ikke kommer frivilligt. Den sidste gruppe siger selv, at Flygtningenævnet tager fejl. At de er i fare, hvis de vender hjem. Og ingen kan påstå, at Flygtningenævnet er ufejlbarligt.

Vi har hørt om mennesker, der er forsvundet efter hjemkomsten, sågar myrdet. Men hvad enten asylansøgernes frygt er berettiget eller ej, er der vel næppe tvivl om, at mange af disse mennesker selv tror, at de er i fare. Det er bare ikke en fare, der berettiger til asyl. Asyl får man kun, hvis man er personligt forfulgt – ikke på grund af borgerkrig, hungersnød eller lignende i hjemlandet. Derfor nægter mange at rejse hjem og har allerede tilbragt adskillige år i centrene. Spørgsmålet er imidlertid, om vi forøger deres lyst til at rejse hjem ved at lade dem forblive i centrene. Indtil videre synes det ikke at have virket. Og visse udenlandske erfaringer tyder på, at problemet ikke er så enkelt.

F.eks. kom der i sin tid bosniske flygtninge til både Danmark og Norge. I Danmark blev de anbragt i centre, i Norge blandt den almindelige befolkning. Da der atter blev ro i området, var der langt flere af bosnierne fra Norge, der ønskede at rejse hjem end fra Danmark. Bosnierne i Danmark havde fået ødelagt deres selvtillid og virkelyst og havde ikke tillid til, at de kunne klare sig i et krigshærget land.

Vi så det samme med de irakiske asylansøgere, som havde været i op til ti år i centrene. Tænk, hvis f.eks. en irakisk murer havde haft mulighed for at komme ud på en dansk arbejdsplads, vedligeholde sin faglighed og måske lære noget nyt, som han kunne bringe med hjem. Mon han så ikke havde haft lidt større lyst til at rejse hjem end efter ti år i uvirksomhed og uvished? Men det er vanskelige problemer. Asylansøgere er forskellige og har forskellige grunde til at komme her. Det står imidlertid fast, at livet i centrene ikke er et værdigt liv for mennesker. Og når man nu taler om, at de samarbejdende kan komme ud, er der en gruppe, der ikke bliver spurgt. Den allersvageste gruppe. Nemlig børnene. Ingen spørger, om de hellere vil rejse hjem end fortsætte det trøstesløse liv i centrene. Det er deres forældres beslutning.

Vi ved alle sammen, at børnene traumatiseres af livet i centrene. De vokser op i en snæver verden omgivet af voksne, der har givet op – og hvoraf ganske mange har en psykiatrisk diagnose. De får end ikke en normal skolegang. Mange går i centerets skole, der har reduceret pensum, og ikke giver merit til senere uddannelse. I lederen spørges, om »regeringen vil tvinge en børnefamilie tilbage til centrene« og giver selv svaret: Nej. Lederskribenten ved såvel som alle andre, at børnene mister deres barndom i centrene.

At de skades på en måde, der vil trække lange tråde ind til deres senere voksenliv. Men hvis ingen ville drømme om at sende dem tilbage, hvorfor tillader vi så, at de anbringes der fra starten? I øvrigt overtræder Danmark børnekonventionen, der kræver et trygt miljø til børns opvækst og en skolegang, der svarer til andre børns. Inden valget lovede S og SF, at alle børnefamilierne ville komme ud efter et halvt års ophold. Det er jo ikke det første løfte, S og SF har brudt. Men for de fleste af de øvrige løfter har løftebruddet at gøre med krisen og den vanskelige økonomiske situation.

Det gælder jo generelt for Europas regeringer, hvad enten de er røde eller blå, at det er nødvendigt med en stram økonomisk politik. Men på dette område er jeg overbevist om, at en cost-benefit-analyse ville vise, at der er god økonomi i at lade asylansøgerne bo uden for centrene. Asylansøgerne vil selv tage ansvaret for deres dagligdag og dermed overflødiggøre de mange ansatte. I nogle tilfælde vil de formentlig få et job og dermed blive i stand til at forsørge sig selv – og først og fremmest vil helbredsomkostningerne gå ned, når de ikke er i en situation, hvor de systematisk nedbrydes

Det er mit håb, at regeringens drøftelser vil ende i et kompromis, hvor alle børnefamilier får lov at komme ud af centrene med henblik på at give børnene en normal barndom. Vi taler ikke om store tal. Alt i alt er der nogle hundrede børn i centrene. Som lederskribenten selv nævner, er vore dages flygtninge fortrinsvis yngre mænd. Hvor ville det dog være dejligt, hvis regeringen endelig kunne bringe en praksis til ophør, som efter min opfattelse længe har været en skamplet på Danmark.