Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det uforsvarlige har også ret til et forsvar

»Det kan være svært at acceptere, at der er nogle, der skal nyde frihedens privilegium, når de har frarøvet andre det samme på permanent basis.«

12debBenteDalsbæk.jpg
Bente Dalsbæk Fold sammen
Læs mere

Dengang jeg var en ung håbefuld jurastuderende i slutfirserne, sad jeg en dag på træbænken i Anneks B på Københavns Universitet, da en af de største stjerner på advokathimlen dalede ned bag katederet for at give mig og mine medstuderende en indføring i faget Strafproces. Advokat Merethe Stagetorn ankom iført lige dele elegance og stålsathed, og jeg tænkte:

»Nøj, jeg vil være præcis som hun.«

Jeg må indrømme, at jeg mentalt fløj lidt ud af vinduet, idet jeg forestillede mig selv i retssalen, hvor jeg senere i studiemæssigt øjemed skulle se Stagetorn og andre forsvarsadvokater procedere skarpt, og indimellem vittigt, afhængig af sagens alvor, forstås, men uden nogensinde at vige fra det, der var deres opgave: at forsvare. For alle har ret til en forsvarer, lærte vi.

Det var netop den grundtanke, der gjorde, at det altså ikke blev mig, som stod der i retssalen sidenhen. Selv om alle har ret til en forsvarer, indså jeg undervejs i studiet, at det ikke var alle, jeg ville kunne forsvare. Mine personlige, moralske overvejelser ville altid være en forhindring i netop dét stykke: Jeg ville aldrig kunne oppebære den professionalisme, som en forsvarsadvokat må og skal have.

Læs også: »I dag er min far et åbent sår i mit liv«

Jeg tænkte på det igen, da jeg mandag aften så Danmarks Radios Anders Agger slå følgeskab med et par stykker fra forsvarsstanden, som har forsvaret mennesker, der har nogle af denne verdens grummeste forbrydelser på deres samvittighed. Herunder blandt andet drabsmanden Peter Lundin. Vi fulgte et besøg fra hans forsvarsadvokat for at drøfte ansøgning om en eventuel prøveløsladelse. Peter Lundin sidder på livstid, men kan teknisk set godt komme i betragtning til en prøveløsladelse omkring dette tidspunkt, hvor han har siddet i 14 år.

Læs også: Lundin har været to gange på ledsaget udgang

Det hamrede naturligvis direkte ned i min og sikkert andres retsfølelse: Skulle det virkelig være muligt at stå på en café og bestille kaffe ved siden af ham på en helt almindelig onsdag en dag ude i fremtiden? En ubehagelighed, som man kun kan forestille sig må være tusind gange større hos familier til ofrene i denne og tilsvarende sager. Det er jo der, at retsfølelsen kan være en langt mere langtidsholdbar følelse end den tid, der kan være givet bag tremmer til ham eller hende, man helst så aldrig betrådte et fortov ude i virkeligheden igen. Det kan være svært at acceptere, at der er nogle, der skal nyde frihedens privilegium, når de har frarøvet andre det samme på permanent basis. De har enten direkte taget et liv eller flænset sjæle op hos mennesker, der aldrig bliver de samme igen. Vi må og skal ikke gøre det samme som samfund, hvor meget man end kunne fristes af tanken, når vreden over forbrydelsen raser. Vi kan kun give tid væk fra samfundet. Meget gerne lang tid for forbrydelser som disse. Jeg håber f.eks. aldrig – som i aldrig – at skulle stå i den der kaffesituation, for jeg ville, ja, væmmes. Derfor kunne jeg aldrig blive forsvarsadvokat. Men jeg er glad for, at nogle står vagt om juraens grundprincipper og yder et forsvar også til dem, der har begået de største ugerninger. Jeg kunne ikke.