Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det tyske Europa

»Europa er blevet endnu mere tysk efter Englands farvel, og Tyskland gjorde intet for at beholde England i EU, men alt for at fastholde Grækenland. Magtbalancen er ændret. Tyskland er 'Magten i Midten'.«

Den norske forfatter og journalist Frank Rossavik skal skrive om Romtraktatens 60-årsdag. Han spørger sine venner på Facebook, om de kan komme med ideer. Så tilføjer han et NB: »Jeg vet mange hater EU. Det gjør ikke jeg, så spar meg for slikt i denne tråden (men jeg er gjerne kritisk, selvsagt).« Han tænker nok kun på nordmænd, for vi kunne vel næppe skrive det samme om danskere.

Norge er som bekendt ikke med i EU, og der er intet, der tyder på, at landet bliver det, men hvorfor ikke? Det kan vel ikke forklares med had. Frank Rossaviks udtalelse skal ses som en kontrast til et helt nyt fænomen, nemlig demonstrationer for EU. De er små, men de er der. De begyndte uden for EU, i Ukraine, og de bredte sig til Grækenland, hvor de var moddemonstrationer til de anti-tyske protester mod »Merkiavellismen«.

Den nyeste er et tysk initiativ med det engelske ord »Pulse of Europe«, og det er paradoksalt, at de benytter det lands sprog, som snart er uden for EU. Lederne siger, at de ikke er imod noget, men for. Det passer ikke. De er imod radikalisering, og de tænker ikke på islam, men på Brexit og Trump, altså imod noget, der sker i den anglo-amerikanske verden. Had til EU er med andre ord »radikalisering«.

Der flages især i tyske byer med EU-flag, og man nynner nok Beethovens melodi til den hymne, »An die Freude«, – en tidligere tysk nationalhymne – der i 1985 blev udnævnt til EUs hymne. Hvad skal EU med en hymne? Man har dog fjernet ordene, dels fordi de er tyske, og dels fordi de mener, at tysk musik er universel. Det er det ikke, det er tysk. EU har altså en ordløs EU-hymne og eurosedler, der er uhyggelige, fordi der kun er broer på dem og ingen mennesker, og skal EU prises, skal det ske på engelsk. Det er en besynderlig form for ordløs, mennesketom og sprogløs europæisk gen-nationalisering. EU er nemlig ved at blive en nationalstat med grænser og en kultur. Man har fortrudt, at fædrene begyndte med økonomien og ikke kulturen. Nationalismen skal udryddes med mere nationalisme. Pulsen er nationalistisk.

Men hvordan skal en ny EU-kultur skabes? Der er et tabu, som er brudt. Man håbede efter krigen på et europæisk Tyskland, resultatet er blevet et tysk Europa, som den tyske sociolog Ulrich Beck har beskrevet. Europa er blevet endnu mere tysk efter Englands farvel, og Tyskland gjorde intet for at beholde England i EU, men alt for at fastholde Grækenland. Magtbalancen er ændret. Tyskland er »Magten i Midten«. Og i Tyskland er man ekstremt optaget af, hvad det er at være tysk. Der skrives et utal af bøger om tyskhed, men hvad skal vi andre med den? Tyskland skal igen være et kulturens land, og denne nye kultur – universel som middelalderens og verdensborgerlig som Goethes – skal være EUs nye kultur.

De taler om de nye tyskere. Tyskland er den centripetale magt, nu hvor englænderne forlader kontinentet. England har før stået alene. De klarer sig nok. Og de seneste par år har man citeret denne verslinje fra G.K. Chestertons digt: »But we are the people of England; and we have not spoken yet«.