Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det tager tid at fjerne socialismen fra det danske system

»I stedet for at starte en borgerlig borgerkrig, som man muligvis ser optakten til, er det vigtigt at erkende de ting, vi samles om. Vi må overbevise borgerne om vigtigheden af en borgerlig politik.«

Det var til dels befriende at læse min gode ven, Alex Vanopslaughs indlæg om borgerligheden 26. oktober.

For naturligvis skal der være plads til forskellighed på den borgerlige fløj, og det skal jeg love for, at Berlingske de seneste dage har vist.

De borgerlige partier har måske et anstrengt forhold til hinanden i øjeblikket, men det er sundt at vise vores forskellighed, og at vi brænder for det, vi kæmper for. For mens vi har nogle hårde ideologiske kampe, står venstrefløjen stille og ligegyldiggøre sig selv, udover når de kræver statsfinansieret morgenmad, kontanthjælp uden krav og flere migranter.

VK-regeringen bar præg af en tid, hvor socialdemokratismen levede i bedste velgående, og den førte politik bestod primært af forbudspolitik og fantasifulde afgifter, eksempelvis på luft i softice. For slet ikke at nævne det faktum at vi fik skatteomlægninger frem for skattelettelser.

Det er vi ikke kommet udover endnu, for socialdemokratismen hersker stadig i Danmark i dag, hvor såkaldte liberale partier fortsat leverer socialdemokratiske resultater, og hvor den grundlæggende præmis fortsat er, at staten kan løses alle vores problemer, så længe den opkræver skatter nok.

Heldigvis bidrager LA sammen med Det Konservative Folkeparti i kampen mod det. Vi må dog erkende, at der går tid, før den borgerlige værdikamp er vundet – og i mellemtiden vil jeg altså ikke give Alternativet og Det Radikale Venstre adgang til ministerkontorerne. Det elsker jeg simpelthen Danmark for højt til.

Nej til ultimative krav

Jeg er også enig i behovet for et opgør med VK-regeringen, hvor mit parti, Det Konservative Folkeparti, desværre ikke markerede sig, og heller ikke skabte de resultater, der skulle til. Det banede vejen for LA. På samme måde som den slappe udlændingepolitik skabte Dansk Folkeparti og nu også Nye Borgerlige.

Vi var borgerlige stemmer, der arbejdede, men desværre satte vi ikke foden nok ned – eller vi gjorde i hvert fald ikke opmærksom på det. Og vi endte med at arbejde i den forkerte retning. Men Alex Vanopslaugh, som den nye generation af borgerlige politikere er det vores ansvar at gøre noget ved det, og jeg kæmper gerne med dig.

LA og K mener grundlæggende det samme omkring den økonomiske politik, og i hvilken retning vi skal gå. Der er dog en forskel i tilgangen og de strategiske overvejelser bag. Mens LA vil vælte regeringen for en sidebemærkning i regeringsgrundlaget, nægter K at give de røde nøglerne til statsministerkontoret. Der står ikke, at den uretfærdige topskat skal sænkes i regeringsgrundlaget. Der står, at det er en »ambition«. Der er altså forskel. Min mærkesag er forsvaret, men jeg stiller ikke ultimative krav om hangarskibe og ubåde til flåden, uanset hvor meget jeg drømmer om det.

Anders Fogh Rasmussen var en stærk statsminister, desværre ikke stærk nok til at vinde den borgerlige værdikamp, og jeg er egentligt i tvivl, om han reelt ville det, som han beskrev i »minimalstat«. Den regering har jeg egentligt ikke meget positivt at sige om, men jeg er også stadig ung og rebelsk, og kan tillade mig lidt af hvert.

Der hvor kæden hopper af, er naturligvis ved kritikken af Det Konservative Folkeparti, som om der intet er sket siden VK-regeringen. For der er sket et markant skifte siden tiden i regeringen. Uden det skifte var jeg aldrig blevet folketingskandidat for partiet, for slet ikke at sige medlem. De Konservative er på vej tilbage til rødderne, hvor vi kombinerer den borgerlige økonomiske politik med en stærk konservativ værdipolitik. »Gud, Konge og Fædreland« om man vil.

Her vægter vi betydningen af det folkelige fællesskab, forankret i en stærk kristen kernekultur. Deri er forskellen på liberalismen og konservatismen. Staten er ikke pr. definition skidt, men i visse tilfælde et nødvendigt onde, eksempelvis omkring forsvar, politi, domstole og i disse tider med kulturkamp, også en aktiv kulturpolitik. Det er en kamp, der til alle tider til vil være internt i de borgerlige partier, i hvert fald så længe der er et konservativt parti på tinge.

Start ikke en borgerkrig

Alex Vanopslaugh og jeg samt størstedelen af den stadig stigende del af ungdommen, der er borgerlige, er jo grundlæggende enige om mange ting. At topskatten – og skat i øvrigt – skal mindskes mest muligt, fordi det øger friheden til danske familier, så de i højere grad selv kan vælge, hvordan de vil leve deres liv. Vi er også enige om, at den universelle velfærdsstat skader mere, end den gavner, og at markedsøkonomien er vejen til velstand. Størstedelen af os er også enige i, at EU har udviklet sig fra at handle om fred, frihed, og frihandel, til at handle om tvang, regulering og centralisering.

Grundlæggende klare borgerlige mærkesager som lav skat og frie åbne markeder med udgangspunkt i en suveræn nationalstat er nemlig fundamentet for velstand. Kultur- og værdikampen er endnu ikke vundet, og den må LA og K holde fast i, selvom Venstre har svigtet, og Dansk Folkeparti, ja deres økonomiske politik er jo lige præcis den, vi kæmper imod.

I stedet for at starte en borgerlig borgerkrig, som man muligvis ser optakten til, er det vigtigt at erkende de ting, vi samles om. Vi må overbevise borgerne om vigtigheden af en borgerlig politik, mens vi naturligvis må have en sund og levende debat om, hvordan vi adskiller os fra hinanden. Men vi må for alt i verden ikke stille ultimative krav, der giver os en rød regering.

Vi kan altid skrue ned for skatten, økonomien er reversibel, spørgsmålet er bare, hvor ondt det skal gøre. Det der ikke kan reddes, er dansk kultur og national identitet, og den har de radikale, Alternativet og Enhedslisten ingen varme tanker omkring.