Jeg underviser regelmæssigt hold af studerende i britisk og irsk historie og samfundsforhold. Undervisningen består dels i en times forelæsning, dels i et to-timers seminar. Begge dele kræver, at de studerende forbereder sig og deltager aktivt; ved forelæsningerne ved at tage noter, på seminarerne ved at svare på spørgsmål, bidrage til kildeanalyser og deltage i samtaler og diskussioner om det stof, de har læst - eller forventes at have læst. Eksamen består i en hjemmeopgave i et emne efter eget valg. Men naturligvis forventer vi, at de har læst pensum og dermed erhvervet sig de rette faglige kvalifikationer. Ellers kan vi jo på universiteterne ikke garantere med vores digitale signatur over for samfundet, at de kan det, der står på deres eksamenspapir. Men da de ikke længere forbereder sig frivilligt, har vi måttet indføre krav om »aktiv deltagelse« og fysisk fremmøde.

På den måde har mange universitetsuddannelser i dag mere karakter af skolegang end studier - og er dermed blevet en hån mod selve ideen om et universitet.

Det er jeg desværre ofte blevet bekræftet i. For et par år siden stod jeg over for et hold studerende, der var mere passive, end mødet med et nyt fag og en ny underviser kunne forklare. Blot en tredjedel var i stand til at svare på selv lette spørgsmål. Da jeg kiggede efter på deres borde, så jeg, at det kun var de få selvstændigt aktive, der sad med bøger foran sig. De øvrige havde ikke anskaffet sig nogen, skønt de en måned forinden var blevet gjort opmærksomme på, at de rummede obligatorisk læsestof. Tilsyneladende havde det store flertal forestillet sig, at de kunne bestå deres eksamen ved blot at skrive en hjemmeopgave og lytte til, hvad jeg kunne fortælle dem.

Her sad der altså en flok unge, der var ved at tage en uddannelse efter eget valg og således - med en temmelig misvisende kliché - var kommet ind på deres »drømmestudium«. Forventningen fra både os lærere og samfundet, som betaler dem for at studere, er naturligvis, at de er fagligt interesserede og ønsker at kvalificere sig til et fremtidigt job, f.eks. som gymnasielærere. Men for alt for mange er kvalifikationer noget rent formelt: et eksamenspapir - selv om dette papir undertiden får karakter af en dækningsløs check.

Jeg fik nu alligevel gjort mine egne studerende klogere i de kommende uger. For jeg er blevet vant til at møde den holdning og ved, hvilke kneb, man kan bruge for at få dem til at læse deres stof. Mange studerende forklarer deres manglende læsning som et udtryk for en »strategisk« måde at overleve et »hårdt« studium på. Men den forklaring har jeg ikke respekt for, og jeg vænner mig aldrig til at kunne lide at arbejde med studerende, som ikke er fagligt engagerede og velforberedte. Og jeg kommer uvægerligt til at overveje, hvor langt tilbage i skole- og uddannelsessystemet man skal gå for at finde kilden til nutidens sygdomsramte studiekultur.