Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det, som Søren Pind mener, er?

»Det er ikke godt, at den øverste chef for politi og efterretningstjeneste virker forvirret og uden evne eller vilje til at præcisere, hvad det er for et »monster«, han taler om.«

02DEBOLEP-KRISTENSEN-105841.jpg
Ole P. Kristensen Fold sammen
Læs mere

Justitsminister Søren Pind har 29. juli en kronik i Berlingske med overskriften: »Dette er min generations krig«. Overskriften påkalder sig unægtelig læserens interesse, men skuffelsen er dyb. Den øverste chef for politi og efterretningstjeneste virker forvirret og uden evne eller vilje til at præcisere, hvad det er for et »monster«, han vil bekæmpe.

Kronikken er skrevet i et dårligt sprog, der hæmmer forståelsen. Det bliver aldrig klart, hvad det er for en krig, der er Pinds generations krig. Til trods for den sproglige ubehjælpsomhed er der indimellem vurderinger og holdninger, som kan forstås, men som er tvivlsomme.

Kronikken indleder med: »Syriens sammenbrud har udløst de største rystelser, vi kommer til at se i min levetid i Europa«.

Pind er født i 1969 og har derfor en forventet restlevetid på mindst 40 år. Det er lidt kækt at forudsige, at der ikke kommer større rystelser de næste 40 år. Hvis vi nu holder os til den del af Pinds levetid, der er forløbet, så må man spørge om Murens fald, Sovjetunionens sammenbrud og opløsningen af og borgerkrigen i Jugoslavien ikke udløste større rystelser i Europa? Historieløsheden breder sig, åbenbart også i regeringen.

Kronikken handler – vist nok – om terrortruslen og flygtningekrisen, men det er ikke helt let at destillere af de sproglige tåger. Et eksempel: »Nu sker det sædvanlige. De, der så til, mens kræfter, som ville blive ukontrollable, blev sluppet løs, kræver nu »handling«. Også herhjemme.«

Kære læser, gad vidst, hvad det betyder? Men det rummer nok en – svært forståelig – kritik af regeringens kritikere. Et andet eksempel: »Vi ser fløjene forskubbe sig parallelt. Og en blanding af islamister, højreekstremister og de ikke-velforvarede smitter hinanden og skaber dyb bekymring og sine steder panik, hvilket kun nærer disse kræfter yderligere.« Forstod De den, kære læser? Billedet med fløje, der forskubber sig parallelt, sætter tanker i gang, som ender i, at det må være skrevet af en sproglig student.

Uklarheden skyldes formentlig en blanding af sproglig uformåenhed og politisk korrekthed. Pind går om islam som katten om den varme grød. Vi er ikke i krig med islam, gentager han. Det er vi forhåbentlig ikke, men hvad nu, hvis islam er i krig med os? Vi – eller mere præcist vore allierede – var i krig med nazisme og kommunisme. Det betød naturligvis ikke, at vi var i krig med alle de millioner af mennesker, der var så ulykkelige at leve under nazismens eller kommunismens åg. Det samme vil være tilfældet, hvis vi er eller skulle komme i krige med islam.

Én ting er, at Søren Pind ikke kan skrive dansk, det bør en spindoktor kunne rette op på, næste gang Pind skriver en kronik, det er værre, at hans forestillinger om den aktuelle situation, og hvad vi er oppe imod, synes ganske forvirrede. Pind skriver: »Et ideologisk uansvarligt monster er sluppet løs i vore samfund«. Måske, men hvad er det for et monster, det må beskrives og kaldes ved dets rette navn.

Det er ikke godt, at den øverste chef for politi og efterretningstjeneste virker forvirret og uden evne eller vilje til at præcisere, hvad det er for et »monster«, han taler om. Pind kan med fordel læse en kommentar af Asger Aamund i samme avis med overskriften »Fremad mod oldtiden«. Aamunds kommentar er skrevet i et forbilledligt klart og forståeligt sprog, og monstret identificeres som den islamiske samfundsmodel.