Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det sker der hvis det bliver et nej

»Regningen, der skal betales, hvis vi skal være med, kommer. Det er også derfor, at det er så meget nemmere med et ja, hvor vi løser billet til restauranten til en engangspris.«

Jesper Beinov, debat- og navneredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis det bliver et nej ved folkeafstemningen, kommer Danmark til at betale en høj politisk pris for sidenhen at få lov til at komme med i Europol, som de fleste partier ønsker. For intet er gratis i politik – fuldstændig ligesom det er en fiktion at tro, at en frokost er gratis. Der er altid nogen, som skal betale regningen. Og denne regning kan blive kompliceret, den bliver billedligt talt fyldt med beløb, mystiske tillæg, moms og afgifter.

Efter en kampagne, der minder om den i 1992, hvor alting blev blandet sammen i en uskøn politisk ruskomsnusk, tyder meningsmålingerne på, at nej-siden vinder. Så ud fra hvordan europæisk politik normalt foregår, bliver det kompliceret og dyrt for Danmark at få tilberedt en ny EU-ret efter et nej. Der sker formentlig tre ting:

Først må ja-partierne erkende, at de ikke alene kan fortolke, hvad der skal ske, hvis det bliver nej. Akkurat som i 1992 må statsministeren få de førende nej-kræfter med: Kristian Thulesen Dahl skal slæbes ind til bordet. Her må han aktivt sætte flueben ud for de retsakter, hvor EU skal lokkes til at give Danmark parallelaftaler. Mest presserende vil være det politimæssige i Europol og samarbejdet om det europæiske anklagemyndighed i Eurojust, samt det forstærkede samarbejde om terrorbekæmpelse, der netop er lanceret.

Dernæst skal juristerne på overarbejde. Et nej er jo et nej, og ikke et ja. Hvis Danmark virkelig har sagt nej til at ophæve det hidtidige forbehold, har vi nemlig et problem. Forbeholdet er udformet sådan, at vi kun kan være med, hvor samarbejdet er mellemstatsligt. Hvor vi har vetoret. Men alt hvad, der er vedtaget, efter at Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009, er overstatsligt – derfor ramler den ny overstatslige Europol-lovgivning direkte ind i forbeholdet. Det var derfor, at VK-regeringen og de danske diplomater brugte kræfterne på at lave en tilvalgsordning i 2009, der omskaber forbeholdet til, at vi først siger ja til at gå ind i det overstatslige retssamarbejde, men kun siger ja til det vi kan lide ved tag-selv-bordet.

Men hvis et flertal siger nej, er der jo grænser for snedige europaaftaler, som man kan indgå uden at komme tæt på det i så fald fortsat gældende forbehold. Det vil jurister kunne bruge lang tid på, og man skal have tungen lige i munden for ikke at havne i en sag om at fifle med forbeholdet. Mit bud er en overgangsordning og dansk løfte om senere forhandling, når tiden er moden, hvis vi ellers i forskellige tempi kan lokke Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet med på det.

Nyhedsoverblik - Retsforbehold

For det tredje bliver det en sag for regeringen at rejse de danske ønsker over for EU-Kommissionen. Som vogter af traktaten har Kommissionen en ulyst ved alt, hvad der smager af særarrangementer af mere permanent karakter. Tillige er der så meget pres på Kommissionen, at den ikke har tid til at bruge for meget tid på selvskabte danske problemer. Men der vil være interesse i at fastholde Danmark i et eller andet samarbejdsmæssigt set up.

Hvis vi først er kommet så langt efter omfattende forhandlinger, følger en politisk regning. Typisk vil den falde ret snævert inden for området af retlige og indre anliggender. Forskellen fra 1992, hvor de andre lande behøvede Danmarks accept for at gå videre med traktaten, er, at vi denne gang står uden pressionsmiddel, altså med hatten i hånden. Det er ingen optimal forhandlingssituation, at EU-systemet samtidig står midt i en krise, hvor alt, hvad der trækker energi væk, udgør et problem.

Regningen, der skal betales, hvis vi skal være med, kommer. Det er også derfor, at det er så meget nemmere med et ja, hvor vi løser billet til restauranten til en engangspris. Så får vi et tag-selv-bord, hvor vi kan vælge, hvad vi vil være med i. Og når der kommer nye forslag til EU-lovgivning, f.eks. om terrorbekæmpelse, som Kommissionen lige har fremsat, sidder vi med ved bordet og kan sætte vores særlige præg på teksten. Prisen ved et ja er langt mere overskuelig end ved et nej.