Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det skæbnesvangre tidspres

Vil vi for alvor nå at forstå, hvad vi bevæger os imod, inden vi nedlægger folkekirken og dermed en væsentlig del af vort eget fundament?

Sørine Gotfredsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er svært at have overblik over sin egen tid, men af og til foregår bevægelser, der synes at få et mønster til at træde frem. I denne uge har det været påfaldende. Endnu en undersøgelse om folkekirken viser, at et flertal af danskerne ønsker stat og kirke adskilt, og samtidig har TV 2 sendt et par muldvarpe ind i en række moskéer for at undersøge, hvad der foregår. De religiøse rum er altså for tiden til overvejelse. I virkeligheden er der ikke så meget nyt at hente i TV 2s moskéafsløringer, hvor man præsenteres for den kendte rigide lov-opremsning, og det mest chokerende hidtil har næsten været at se Socialdemokraternes Dan Jørgensen spærre øjnene op i forundring over, at den slags sker her. Han må efterhånden være den eneste, der ikke vidste det. Men der er dog noget at lære, for med den seneste påmindelse om visse moskéers takt og tone gives en anledning til at forstå nogle af de kræfter, der former denne tid. Og som vil forme fremtiden.

Man tager det nemt for givet, at religiøs fred altid vil eksistere her i landet. Diskussioner om kristendom foregår på civiliseret vis, og skønt vi er uenige om meget, er samtalen dybt præget af at blive ført i folkekirkens store fællesskab. Dette udgør nærmest indbegrebet af tidens populære begreber som tolerance og plads til forskellighed, og der er noget paradoksalt på spil. På den ene side værdsætter danskerne det ikke-fanatiske forhold til religion, og på den anden side hersker en rationel logik, der tilsiger, at ingen religion i et moderne samfund bør favoriseres. Alle skal eksistere på lige kår, lyder det typisk, idet man glemmer, at stat-kirke-ordningen er med til at inddæmme netop den fanatisme, der kunne opstå i en mere fragmenteret religiøs kamp for opmærksomhed. Vi kan altså inden for relativt få årtier opleve afskaffelsen af et af de mest stabiliserende fænomener i samfundet, hvormed der i det golde sekulære lys, som vi opdrages til at se verden i, kan banes vej for flere religiøse grupperinger og mindre forpligtelse på samtale. Det er i sandhed paradoksalt. I en tid, hvor man hylder inklusion og mangfoldighed, daler opbakningen til det historiske rum, der praktiserer dette fra morgen til aften.

Samtidig manifesteres lovreligionens anderledes mentalitet. Nok findes der bestræbelser på at læse Koranen på mere fortolkende vis, og der er forskel på moskéer. Men grundforskellen mellem en ren bogreligion og kristendommen, der sætter Guds sårbare indgriben i verden over skriften, kan ikke opløses. Det er, som Grundtvig siger det, det levende ord sat over for det døde bogstav, og vi ser ind i en fremtid, hvor denne forskel kan vokse i synlighed. Det er en fremtid, der kan blive præget af forskellige religiøse grupper og en kampretorik, som få sikkert havde troet mulig på dette sted. I den fremtid kan folkekirken være med til at værne om fællesskab og religiøs besindelse og forkyndelse på samme tid. For det er det, den kan, og man opfyldes af en skæbnesvanger fornemmelse af tidspres. Vil vi for alvor nå at forstå, hvad vi bevæger os imod, inden vi nedlægger folkekirken og dermed en væsentlig del af vort eget fundament? Spørgsmålet er, om vi i tide vil indse, at religiøs fordragelighed ikke er en selvfølgelig tilstand. End ikke i lille Danmark.