Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det rene, røde kvindehykleri

Camilla-Dorthea Bundgaard: Er kvinder stærke og handlekraftige - en overset ressource på direktionsgange og i bestyrelseslokaler?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Eller er de tværtimod svage, sårbare og ude af stand til at tage vare på sig selv og ansvar for egne valg og handlinger, så de skal beskyttes mod den onde verden? Det virker modsætningsfyldt, men ikke desto mindre siger rød blok, at begge dele er tilfældet, og derfor er deres ligestillingsudspil forvirrende.

Man skulle formode, at kvinden er en homogen størrelse, når man kan tillade sig at lave lovgivning på baggrund af kønslige karakteristika, men sådan står det ikke til i S-SFs forståelse. Her er kvinden en yderst kompetent person, som af hele sin frie vilje ønsker at sidde på magtens tinder. Hun venter bare på, at samfundet holder op med at mase et glasloft ned i hovedet på hende. På en og samme tid er kvinden et sørgeligt, viljeløst offer, som staten må opdrage gennem sanktioner. Kvinden skal have positiv særbehandling, så hun får den formelle magt, hun qua sit køn(!) fortjener. Men hvis hun vælger at arbejde med sex i stedet, må staten gå ind og forbyde sexkøb, da kvinden qua sit køn(!) ikke er selvstændig nok til selv at kunne administrere sin krop.

Under sædelighedsfejden i 1880erne søgte Georg Brandes at forklare sin samtid, at kvindens kønsdrift er naturlig med bl.a. disse ord: »Lad os ikke indbilde os, at Drifterne lader sig undertrykke eller udrydde, uden at Mennesket bliver defekt eller fordummet«. Kvinder, der var udadvendte, seksuelle væsener blev af hans samtid set som mentalt forstyrrede, men Brandes mente, at det var naturstridigt at holde kvinden fast i det ærefulde bur af skrøbelighed, skyld og skam. I starten af 1900-tallet kom lægen Freud til og måtte konstatere omtrent det samme. I 1960erne og 70erne smed kvinden derfor tøjet og påberåbte sig rollen som erotisk, bevidst, frigjort subjekt med en seksualitet, der var lige så sund og naturlig som mandens, og som kunne forvaltes lige så selvstændigt og originalt af kvinden.

Efter opblomstringen af den radikale feminisme i 70erne er kvindens krop igen gjort skamfuld og hendes seksualitet og udadvendthed i denne sammenhæng nærmest sygelig. Hos de gammeldags feminister i de røde partiers top tilkendes hun ikke en reflekteret, bevidst seksualitet og karakter. Med det er vi bombet tilbage til 1887: Manden er en udadvendt, driftig herre med en naturlig, uregerlig seksualdrift, mens kvinden igen er en skrøbelig, sjælelig skabning, som ikke formår at udstå kønslig omgang, som hun lyster. Men en bestyrelsespost kan hun administrere, forstår man.