Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Det reaktionære opstår, når det konservative negligeres«

Bylinefoto af Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere

I en af de mange diskussioner om det overraskende amerikanske præsidentvalg udtalte en tidligere USA-korrespondent, at journalister og eksperter må en tur ud på landevejen for bedre at forstå, hvad der i disse år sker i det vestlige demokrati.

En sådan tur skader næppe, men den bør indledes med en grundigere tanke angående de vælgerbevægelser, der præger vor tid. Og som det første er det klogt at forsøge at skelne mellem det konservative og det reaktionære.

Med Donald Trumps sejr må vi igen sande, at en stor mængde mennesker stemmer på de politikere, der lover at bremse udviklingen i forhold til indvandring, globalisering og den værdirelativistiske og stærkt ideologiske dyrkelse af minoriteter og mangfoldighed. Ofte vil man karakterisere denne modbevægelse som konservativ, fordi den rummer en længsel efter det traditionsbundne, men her risikerer man at begå en fejl. For snarere handler det om det reaktionære.

Debattør og forfatter Mads Holger, der i sommer gik bort, omtalte ofte sig selv som reaktionær, og han demonstrerede også, hvad ordet betyder. Han længtes efter en anden tid og levede med sin påklædning, sit sprog og sit syn på kønnene, som var den her stadig. Han viste os, hvordan et reaktionært sind nærmest kan stagnere i historiens strøm, og umiddelbart kan det konservative sind med kærlighed til overleveret stabilitet minde om det.

Forskellen er bare, at den konservative bevæger sig med tiden. Langsommere end de fleste, jovist, men han bevæger sig, og hans hang til uforanderlighed ligger ikke i dyrkelse af stilstand, men i selve synet på mennesket. Dette ser han som et væsen, der midt i historiens gang er afhængigt af forankring, og altid vil være det, og dette forbehold over for store omvæltninger harmonerer dårligt med tidens tro på, at mennesket bør trives med konstante fremskridt, tempo, og ubundethed. Især opstår der modstand mod ideologien om flydende grænser og stor indvandring, og når det konservative livssyn så længe er blevet overskygget af det relativistiske og antinationale, banes der vej for det reaktionære. Altså, den kraft, der i trods og ubehag ikke blot vil have tiden til at gå langsommere. Den vil have den til at gå helt i stå.

Trump taler til de bekymredes drøm

I sin nye bog om fædrelandskærlighed citerer historiker Henrik Jensen filosof John Stuart Mill for fremhævelsen af en bestemt følelse. Det handler om »en følelse af fælles interesser hos dem, der lever under samme styre og befinder sig inden for samme naturlige eller historiske grænser.«

Det er så banalt og så endeløst sandt. Det er den følelse, der kan bidrage til eksistentiel tryghed, og det er oplevelsen af at blive løsrevet fra den, der kan føre til erkendelsen af, at man ikke er hverken modig eller stærk nok til fortsat at gå hurtigere fremad.

Det reaktionære opstår, når det konservative i menneskesjælen for længe er blevet negligeret, og det har Donald Trump udnyttet. Ikke fordi han udstråler konservativ bevidsthed om besindigt at bevæge sig med tiden. Nej, han taler blot lige ind i det bekymrede menneskes drøm om helt at standse den.

Det er fint, hvis landets eksperter rejser ud for at undersøge den vestlige tilstand, men først bør de gennemtænke forholdet mellem det konservative og det reaktionære. Det er her, en stor del af indsigten begynder.

Sørine Gotfredsen er sognepræst, forfatter og debattør.