Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det offentlige ødsler – igen

Den ene hånd fodrer den anden med offentlige kroner, som mindretallet skal arbejde for at tjene.

Læs mere
Fold sammen

S-R Regeringen har nedsat en vederlagskommission, som skal undersøge, om aflønning og pensionsvilkår for danske ministre og politikere er formåls- og tidssvarende. Folketinget har allerede enstemmigt vedtaget, at det vil følge de anbefalinger, kommissionen kommer med.

Gad vide, om kommissionen når frem til, at Folketinget skal følge de samme regler for pensionsalder som resten af befolkningen? At ministre og folketingsmedlemmer skal gå mindst ti procent ned i løn? Og at bestyrelsesposterne i de tusindvis af offentligt ejede §60-selskaber fremover skal være ulønnede? Mon kommissionens formand, Mikael Christiansen, der selv er tidligere departementschef med en efterfølgende række af politisk bestemte udnævnelser til lukrative bestyrelsesposter, vil være hård over for de politikere, der har været så venlige mod ham? Næppe.

Resten af kommissionen består også af tidligere offentligt ansatte – ikke én af de udnævnte har selv skabt en virksomhed med private arbejdspladser og reel indtjening. Den ene offentlige hånd fodrer den anden, og det ødelægger vores fremtid som et af verdens rigeste lande.

Danmark har et fundamentalt økonomisk problem. Den offentlige sektor og velfærdsydelserne har et omkostningsniveau, der gør, at vi må have verdens højeste skatter og afgifter for at kunne betale gildet. De høje skatter forringer vores konkurrenceevne og dermed de eksporterende virksomheders muligheder for vækst – grundlaget for vores velstand.

Ødselheden i det offentlige er tiltaget i omfang siden 1968, hvor kildeskattens indførelse gav uventet mange penge i de offentlige kasser. En af den danske velfærdsstats fremmeste arkitekter, den stærkt venstreorienterede Jørgen S. Dich, skrev i 1973 bogen »Den herskende klasse«. Dich var fra kildeskattens indførelse vidne til, at en eksplosivt voksende offentlig sektor tildelte sig selv stadigt flere goder på bekostning af skatteyderne. Han forsøgte at skabe opmærksomhed om det uhyre, han selv havde været med til at frembringe. Selv om bogen vakte debat, var den hurtigt glemt, og i dag er velfærdsstaten vokset til en størrelse, som selv Dich ville have svært ved at fatte.

For en administrerende direktør i det private erhvervsliv er hovedopgaven at skabe indtægter til virksomheden. Denne del af opgaven findes ikke i det offentlige. Her kommer indtægterne af sig selv.

67 procent af alle danskere med adgang til at stemme til folketingsvalg er enten ansat i det offentlige eller har deres hovedindtægt i overførsler fra staten. De sidste 33 procent, som er ansat i det private erhvervsliv, sørger for, at der er noget at fordele. Det siger sig selv, at der er grænser for denne udvikling. Danmark har en af OECDs laveste vækstrater og er i dag gledet langt bagud i velstand i forhold til for eksempel Sverige, Schweiz og Singapore, som vi tidligere lå på linje med.

Selv idealistiske SF’ere kan, når de kommer til magten, se, at øgede skatter og afgifter ikke længere er en mulighed. En højere skatteprocent giver færre penge i statskassen, da vi blandt andet arbejder mindre, når skatten bliver for høj. Staten må derfor skære i overførselsindkomsterne, for at gælden ikke skal blive endnu større. Lavere løn for de offentligt ansatte kommer nemlig ALDRIG på tale. Det er jo dem, der har magten, som Dich beskrev allerede i 1973.

Et skrækeksempel var de 19 departementschefer i ministerierne, der i 2013 selv fik lov at fastsætte de mål, deres præstationsløn og bonus skulle vurderes på. Efterfølgende fik de også selv lov at vurdere, om de havde nået disse mål. Hvor mange af de 19 mon syntes, at de havde fortjent 100 procent af deres bonus?

Der findes en løsning, som giver incitamenter uden at se stort på landets økonomiske situation: Er folketingspolitikerne dygtige og/eller heldige, og gældsætningen af Danmark afløses af tilbagebetaling og vækst, kan staten fint på efterbevilling give en lønstigning til dem, for eksempel den procentsats, som BNP det år er steget med.

Det er ikke utopi. Schweiz har et velfungerende system, hvor stigning i det offentlige forbrug altid skal holde sig til en fastsat procentdel under stigningen i BNP. Dette sunde princip har sammen med andre sunde principper sikret landet en fantastisk position hvad angår nationaløkonomi og velstand. Så enkelt kan vi også sikre Danmark. Tør du gå forrest, Michael Christiansen?