Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det obligatoriske fællesskab

Smike KÔø?sner Fold sammen
Læs mere

De stramninger på indvandrer/flygtninge-området, som vi har set i de senere år, har ikke direkte at gøre med integration. Vi mangler stadig for alvor at gå i gang med integrationen, som er en anderledes svær og kompleks opgave. Her kræves der, at store grupper af mennesker, hvoraf mange ikke bryder sig om hinanden, bliver mere som hinanden.

Lad os for et øjeblik erstatte ordet integration med ordet fællesskab. Da kan vi måske bedre anskue denne udfordring. Og lad os vælge tre problemer, der stadig mangler at blive adresseret effektivt.

1. De som forhindrer et fællesskab: Hver tiende muslim mener, at vi bør indføre Sharia ifølge en 2015-analyse foretaget af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten. Hvordan opnår vi et fællesskab, hvis vi har indvandrere og flygtninge, som modarbejder fællesskabet? Og som gennem social kontrol forhindrer andre med samme etnicitet, der gerne vil et fællesskab?

Hvad ville der ske, hvis vi forbød omskæring af drenge i Danmark? Ville de, for hvem deres muslimske traditioner betød mere end det at være en del af det store fællesskab, så emigrere? Eller ville de blot vente på, at deres søn blev 18 år og så forvente, at han selv valgte at blive omskåret?

Et forbud mod omskæring, kan man argumentere, er på høje tid, vores øvrige normer og moral taget i betragtning. Vi har en ligestilling, som siger, at der ikke må diskrimineres på køn. Det eksisterende forbud mod omskæring af piger gælder også fjernelse af dele af indre og ydre skamlæber. Hvori ligger den funktionsmæssige forskel på et stykke forhud og et stykke ydre skamlæbe? Vores humanisme strækker sig endda til at gælde andre arter, da ejerens æstetiske præferencer må vige for hundehvalpens velfærd, når det gælder kupering af ører og haler. Igen kan man stille spørgsmålet, om omskæring af drenge ikke også er en slags »kupering«.

Ja, sådan et forbud ville også ramme danske jøders tradition med omskæring. Til gengæld er der måske en hel del danske jøder, der ville ånde lettet op, hvis de mest radikale muslimer forlod landet.

2. Alle skal prøve fællesskabet: Efter erobringen af Persien tilskyndede Alexander den Store sine officerer til at ægte lokale kvinder. En økonomisk tilskyndelse til tværkulturelle ægteskaber passer ikke til vor tids sindelag. Det kunne ellers være tiltrængt med mere blandet blod, hvis målet er integration. Tal fra Danmarks Statistik (Indvandrere i Danmark 2015) fortæller, at blandt indvandrere og deres efterkommere, danner 82 pct. par med en fra samme oprindelsesland.

Med en obligatorisk værnepligt ville alle raske unge i en årgang i det mindste ha’ muligheden for at møde andre end dem selv. Det behøver ikke kun være en militær værnepligt. Hvis man har en plettet straffeattest eller er imod militæret som system, kan aftjening foregå i civilforsvaret. Det vigtigste er dog, at man bor, som soldater nu engang gør, dvs. arbejder sammen, spiser sammen, sover sammen (dog i kønsopdelte sovesale) og bærer den samme uniform.

3. En straf til alle: En udfordring med det multikulturelle rum er, at hvad der virker som gulerod og pisk for dig måske ikke gør det for naboen. Kigger vi på kriminalitet, kan man se, at de sanktioner, der findes i dag, ikke virker over for alle etniske grupper. I et 2013-svar til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik viste tal, at herboende somaliere er forholdsmæssigt ti gange så kriminelle, som etniske danskere.

Nuvel, kriminalitet kan have mange fædre: Stigmatisering, traume, socialarv m.m. Men samfundet må stadig have nogle sanktioner, der virker afskrækkende, mens man arbejder på at få løst de bagvedliggende årsager til kriminaliteten.

Hvad, om der for en række udvalgte lovovertrædelser var en tillægsstraf, som pålagde den dømte at blive klogere? Al den stund, at man accepterer ideen om, at indlæring er lig med adfærdsforandring, så kunne man forestille sig en tillægsstraf, der betød, at man først havde afsonet hele sin straf, når man, udover fængsel, bøde eller samfundstjeneste, også havde taget uddannelse? Altså uddannelse som noget obligatorisk og ikke blot et tilbud. Man kunne arbejde ud fra en uddannelsesskala, hvor man kunne dømmes til at tage et eller flere trin uddannelse opad sådan at forstå, at vedkommende med en bachelorgrad måske skulle tage en mastergrad, mens vedkommende, som kun havde en 9. klasse, skulle tage en erhvervsuddannelse.

Man kan mene, at den type forslag, der her skitseres, er for radikale, og omkostningerne ved at gennemføre dem for store. Det er muligvis rigtigt. Men det kommer vel an på, hvad man tror vil være et sandsynligt alternativ ved en manglende integration. En måde at svare på det spørgsmål er at se på, hvor meget goodwill, de forskellige grupper i Danmark har tilbage hos hinanden. Uden goodwill står vi alle nøgne over for spontane følelsesudbrud. Så kan en enkelt hændelse blive til et uvejr. De største tabere vil da være dem, som gerne ville fællesskabet, men ikke fik chancen.

Smike Käszner er billedkunstner og konceptudvikler