Men at prioritere betyder at vurdere, at noget er mere ønskværdigt og betydningsfuldt end andet, og det kan blive halvfarligt, når det handler om mennesker. I den aktuelle diskussion om, hvordan vi skal prioritere – rangordne – patienter, skal vi derfor passe meget på, at vi ikke får delt mennesker op i de nyttige, som så får lov at leve, og de unødvendige, som vi lader dø. Hvis vi gør det, forsvinder kernen i velfærdsstaten, og så står der kun en hul skal af fryns tilbage.

Vores velfærdsstat har efterhånden vokset sig så stor, at den vil tage vare på alle. Alle er potentielle ofre for noget, som velfærdsstaten må kompensere dem for, så de kan blive ligestillet i den mest fundamentalistiske forstand. Alle vil gerne have hjælp af staten – til huslejen, til børnene, til transporten, til ... Men det er ikke kun problematisk, fordi vi ikke i længden har råd, men også fordi vi ligestiller alle disse luksusbehov med de helt basale. Vi kvæler det nødvendige i det unødvendige.

Et moderne velfærdssamfund må skæres ind til benet: Alle skal have fri og lige adgang til at tage sig en uddannelse, og alle skal behandles lige i sundhedsvæsenet. Piller vi ved det, bliver velfærdstaten en floskel. Velfærdsstaten blev skabt for at tage hånd om de fattige og de udsatte, og det skal den blive ved med. Og vi er alle udsatte, når vi ligger i en hospitalsseng.

I dags prioritering risikerer at blive morgendagens diskrimination og smålighed, hvis ikke vi skaber plads til alle slags mennesker i vores sundhedssystem. I stedet for at ophøje et billede af bestemte, disciplinerede, nyttige mennesker over os andre dødelige, skulle vi overveje at tillade mennesket at falde for fristelser og som samfund stå sammen om at forlade mennesket sin skyld. Amen.