Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det nytter noget, Aamund

Det ville være tjenesteforsømmelse, hvis ikke demokratiske lande som Danmark aktivt forsøgte at få lydhørhed for sine værdier.

Kristian Jensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Asger Aamund kan ikke lide FNs Menneskerettighedsråd. Det er en ærlig sag. Men hans indlæg 30. september rummer desværre en række faktuelle fejl. Man kan være ligeglad med fakta, hvis man alligevel mener, at rådet bør nedlægges. Men hvis man – som jeg – mener, at tingene skal rettes op, er det afgørende, at kritikken er korrekt, og at anerkende de sejre, der trods alt er opnået.

Det er f.eks. grundlæggende forkert, når Aamund påstår, at rådets resolutioner kun indeholder fordømmelse af Israel, mens andre lande går helt fri. Ja, Israel udsættes for en selektiv behandling. Det er problematisk. Men rådet har netop afsluttet sin september-samling og vedtog kritiske resolutioner om mange lande, bl.a. Yemen, Syrien, Sudan, Somalia og Congo. En lang række lande med et problematisk forhold til menneskerettigheder er også blevet kritiseret, bl.a. Nordkorea, Syrien, Sydsudan, Iran, Palæstina, Egypten, Venezuela og Rusland blot for at nævne nogle.

Det er også forkert, når Aamund fremstiller rådet som et sted, hvor »FN imødekom- me[r] de islamiske krav om, at menneskerettigheder se[s] gennem et islamisk perspektiv«. Resolutionerne om »bekæmpelse af religiøs forhånelse« var rigtigt nok længe en alvorlig ridse i lakken for rådet. Men efter pres og en koordineret indsats fra USA og europæiske stater, mistede resolutionerne om religionsforhånelse så mange stemmer, at de muslimske OIC-lande i 2011 gav op. Det nytter at kæmpe i rådet, der også har udnævnt stærke og uafhængige eksperter om ytrings- og religionsfrihed, og som gentagne gange har kritiseret islamiske landes krav om og brug af blasfemilove.

EU-landene og andre progressive lande har faktisk været i stand til at gøre en forskel i en retning, Aamund burde sætte pris på. F.eks. er det lykkedes at få rådet til at udpege en særlig ekspert for bl.a. homoseksuelles menneskerettigheder.

Menneskerettighederne sættes i stigende grad under pres. Den værdipolitiske kamp udkæmpes bl.a. i rådet, hvis lande har meget forskellige regeringsformer og kulturelle ståsteder. Der bliver bestemt vedtaget resolutioner, som ikke stemmer overens med vores syn på menneskerettigheder. Men Rådets brogede medlemsskare giver det imidlertid troværdighed, når man endelig bliver enig om at påtale konkrete overtrædelser. F.eks. førte rådets nedsættelse af en undersøgelseskommission om menneskerettigheder i Nordkorea til, at FNs Sikkerhedsråd tog sagen op i 2015.

Det ville være tjenesteforsømmelse, hvis ikke demokratiske lande som Danmark aktivt forsøgte at få lydhørhed for sine værdier. Hvis vi vil have folk til at lytte, må vi stille op, hvor de er. I modsat fald kan man være sikker på, at det værdimæssige vakuum, de demokratiske stater efterlader, bliver fyldt af andre og langt mere uliberale værdier. Derfor har regeringen besluttet, at Danmark skal søge at blive medlem af Menneskerettighedsrådet ved valget i 2018.