Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det norske eksperiment med populismen sejrede

Mandagens valg i Norge ser ud til at blive en gyser, der skal afgøres af de små partiers opbakning. Valget er samtidigt den første reelle test for højrefløjens populister.

Statsminister Erna Solberg fra Høyre fører valgkamp inden valget på mandag. Foto: Scanpix. Fold sammen
Læs mere

På mandag er der valg til det norske parlament, Stortinget. Den siddende borgerlige regering med den konservative Erna Solberg i spidsen har i de seneste år ligget dårligt i meningsmålingerne, og valget er derfor længe blevet set som en sikker sejr til det norske socialdemokrati, Arbejderpartiet.

I løbet af valgkampen er det politiske billede imidlertid blevet vendt på hovedet, og flere målinger giver nu flertal til den siddende regering. Valget ligner med andre ord en gyser, der meget vel kan blive afgjort af, hvor mange af de små partier, der klarer spærregrænsen på fire procent.

Valget kommer i forlængelse af et europæisk forår med store politiske omvæltninger ved valgene i Holland og Frankrig, hvor de traditionelle, regeringsbærende partier tabte stort. De internationale medier havde kraftigt fokus på disse valg på grund af fremgangen til populister som Wilders og Le Pen.

Det norske valg opfattes af medierne anderledes udramatisk, og valgdækningen er yderst sparsom. Det kan undre meget, da valget er den første reelle test for højrefløjens populister. I Norge er højrefløjspartiet, Fremskridtspartiet, nemlig ikke i opposition til regeringen, som i resten af Europa. De sidder i regeringen.

Populisternes sejr

Efter Anden Verdenskrig blev Norge i årtier regeret af henholdsvis Arbejderpartiet eller en borgerlig koalition bestående af Høyre (konservative), Kristelig Folkeparti (socialkonservative), Venstre (socialliberale) og Senterpartiet (nationalliberale).

Arbejderpartiet har i alle årene været det største parti, men inden den første valgduel i år mellem partiets leder og statsministerkandidat, Jonas Gahr Støre, og den siddende statsminister for Høyre, Erna Solberg, viste en meningsmåling, at partiet for første gang nogensinde stod til at blive mindre end Høyre.

Det er et godt billede på forandringerne i norsk politik, som i resten af Europa har set vælgertilslutningen til socialdemokraterne og de øvrige regeringsbærende partier falde gennem årtier. Det var denne dalende tilslutning, der i 2005 førte til, at mønsteret for regeringsdannelse for første gang blev brudt, da Arbejderpartiet under Jens Stoltenbergs ledelse valgte at danne regering sammen med Socialistisk Venstreparti (socialister) og Senterpartiet.

Regeringsdeltagelsen og de mange politiske kompromiser kostede imidlertid Socialistisk Venstreparti dyrt i meningsmålingerne, og ved det seneste valg i 2013 var de meget tæt på at ryge under spærregrænsen. Det minder naturligvis om deres danske søsterparti SFs skæbne herhjemme, efter de gjorde sig de samme erfaringer med magtens åg.

I Danmark var det netop disse erfaringer, der blev anvendt af Dansk Folkeparti som argument for ikke at gå i regering. Det ville koste for meget i vælgertilslutningen, hvis et protestparti pludselig skulle tage ansvar og indgå kompromiser, lød analysen. I Norge valgte det højreorienterede Fremskridtsparti til trods for advarslerne at gå i regering sammen med Høyre efter det seneste valg i 2013. Det så også indledningsvis ud til at koste partiet dyrt i meningsmålingerne, men nu hvor valget nærmer sig, er partiet på vej tilbage igen.

Det norske regeringseksperiment med populismen ser altså ud til at overleve. Regeringen kan muligvis få genvalg, og Fremskridtspartiet kan endda gå frem ved valget.

Svenske tilstande

Forklaringen på denne udvikling skal først og fremmest findes i flygtningekrisen i 2015, der revitaliserede Fremskridtspartiet, da det så mest sort ud i meningsmålingerne. Den store tilstrømning af migranter og flygtninge pressede de norske politikere, og det gav rig mulighed for partiet til at positionere sig med en skarp kritik af flygtningepolitikken. I den efterfølgende brede politiske aftale mellem de norske partier om stramninger af udlændingepolitikken fik partiet gennemført 13 af sine 15 mærkesager.

I valgkampen er det den samme strategi, der giver fremgang. Partiets markante og kontroversielle integrationsminister, Sylvi Listhaug, udfordrer konstant de traditionelle, regeringsbærende partier med sine skarpe udmeldinger og kontroversielle udtalelser. Hendes advarsler om »svenske tilstande« i Norges indvandrerkvarterer dominerer debatten sammen med hendes aflyste tur til den svenske indvandrerghetto, Rinkeby.

Til venstre i billedet ses Fremskridtspartiets integrationsminister Sylvi Listhaug. Hendes advarsler om »svenske tilstande« i Norges indvandrerkvarterer dominerer debatten sammen med hendes aflyste tur til den svenske indvandrerghetto, Rinkeby. Fold sammen
Læs mere
Foto: HAAKON MOSVOLD LARSEN.

Lederen af Arbejderpartiet, Jonas Gahr Støre, anvender hendes retorik til at angribe statsministeren, Erna Solberg, for at skade den norske integrationsproces ved at have inviteret det højreorienterede parti med i sin regering. I hans øjne gør Fremskridtspartiets regeringsdeltagelse Norge til et »koldere samfund«. Han argumenterer for en bedre tone i debatten og en mere lempelig flygtningepolitik.

Det eneste problem for den socialdemokratiske leder er, at vælgerne ikke lader til at dele hans drøm om et »varmere Norge«. Inden flygtningekrisen lå Arbejderpartiet på næsten 45 pct. opbakning i målingerne, men er nu faldet til under 25 pct. Valget kan derved blive det dårligste valg for Arbejderpartiet siden Anden Verdenskrig.

Rigdommens forbandelse

Det andet dominerende tema i den norske valgkamp er økonomien. Den norske økonomi har været hårdt ramt af arbejdsløshed og nedgang efter at oliepriserne faldt drastisk i 2014. Den socialdemokratiske leder, Jonas Gahr Støre, taler om, at det går dårligt for Norge og mener, at der er behov for at hæve skatterne, så man kan sikre det norske velfærdssamfund, herunder især sundhedssektoren.

Socialdemokratiets leder Jonas Gahr Støre vil rulle regeringens skattelettelser tilbage og anklager den siddende statsminister for at være økonomisk uansvarlig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hommedal, Marit.

Jonas Gahr Støre vil rulle regeringens skattelettelser tilbage og anklager den siddende statsminister for at være økonomisk uansvarlig. Han forsøger derved at minde nordmændene om Arbejderpartiets historiske rolle som det økonomisk ansvarlige parti, der under Gro Harlem Brundtlands ledelse fik reddet den norske økonomi fra det store kollaps i 80erne. Problemet for Arbejderpartiets leder er bare, at de seneste økonomiske nøgletal er gode og arbejdsløsheden faldende.

Det andet problem for Arbejderpartiets leder er, at mange nordmænd har svært ved at forstå, hvorfor skatterne skal hæves, når Norge råder over en gigantisk formue på flere tusind milliarder i den statslige oliefond. Den blev oprettet i 1990 i et forsøg på at forhindre politikerne i at bruge de mange indtægter fra nordsøolien, som i stedet skulle spares op til fremtiden.

De mange valutaindtægter fra olien styrkede den norske krone, hvilket forringede de norske virksomheders eksportmuligheder, fordi deres varer derved blev dyrere for udenlandske købere. Samtidig blev importen også billigere, og det førte til meget store handelsunderskud. Nordmændene har faktisk haft underskud på handelsbalancen lige siden 80erne, hvis man fraregner indtægterne fra olien. Politikerne ville med oliefonden gøre den norske økonomi mindre afhængig af olieindtægterne ved kun at bruge renteindtægterne fra den opsparede formue.

Sidste år valgte den siddende regering dog at bryde reglerne for oliefonden ved for første gang at trække penge ud af fonden til offentligt forbrug. De borgerlige er med andre ord uansvarlige. Vælgerne lader blot ikke til at straffe dem for det. Oliefonden er på den måde ved at udvikle sig til en forbandelse for norsk økonomi, som bliver stadigt mere afhængig af pengene, selvom brugen af dem skader økonomien og de norske virksomheder.

Allianceproblemer

Det afgørende for regeringsdannelsen efter valget kan blive, at begge fløje har problemer med de politiske alliancer med støttepartierne. Værst ser det ud på de borgerliges side, hvor især Kristelig Folkeparti har store problemer med Fremskridtspartiets retorik på udlændingeområdet.

Lederen af Kristelig Folkeparti, Knut Arild Hareide, erklærede her få dage før valget, at han indtil videre freder regeringen efter valget, hvis den bliver genvalgt. Han vil dog ikke love at holde hånden under regeringen i alle fire år, hvis den består af Høyre og Fremskridtspartiet.

Selv hvis regeringen opnår flertal ved valget, er det med andre ord langtfra sikkert, at det vil sikre politisk stabilitet i Norge. Det norske eksperiment med populismen ser altså ud til at skabe ligeså mange omvæltninger som i resten af Europa. Men populisterne i Fremskridtspartiet har overlevet ansvarets omkostninger. Det er læren af det norske valg.

Mon ikke Dansk Folkeparti og de øvrige højreorienterede partier i Europa følger ekstra meget med de næste dage. Det er ikke længere kun de regeringsbærende partier, der kan håndtere regeringsmagten. Nu vil populisterne også være med.