Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det nødvendige tabu om døden

Peter Johannes Schjødt: idligere spillede døden en vigtig rolle i kulturen - den blev omhyggeligt beskrevet og kortlagt, så mennesket befandt sig i kendte landskaber, når det kom til livets afslutning. Det gav døden og tabuet om den et meningsfuldt indhold. I dag har vi kun de tomme tabuer tilbage, som ikke kan vejlede os i forholdet til vores egen og andres død.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Døden sælger billetter, hvis det vel at mærke er de andres død. En enkelt aften foran TV byder på alle tænkelige og utænkelige variationer over dødstemaet. Vidste man ikke bedre, kunne vores kultur faktisk antages for at være besat af død og ødelæggelse. Det er den måske også, men samtidig er den en følelses- og inderlighedskultur. Det viste sig bl.a. da det for nylig var Allehelgensdag. Det er den dag, som traditionelt er blevet brugt til at mindes de kristne helgener og martyrer. I år havde kirkerne imidlertid genoptaget en gamle skik med også at mindes årets døde i sognet, ved at læse deres navne højt. I flere aviser blev dette udlagt som et tegn på, at den moderne følelseskultur endelig var ved at få skovlen under døden som tabu.

Når vi i dag bruger ordet 'tabu' er det for at betegne noget, som vi ikke så gerne taler om, og det er jo efterhånden ikke særlig mange ting, som ikke bliver 'italesat', som det hedder. Men ifølge den franske filosof Michel Foucault, har døden erstattet seksualiteten, som nutidens fortrængte punkt par excellence.

Det er korrekt, at seksualitet ikke længere giver røde ører og uld i mund. At tale om noget gør det imidlertid ikke nødvendigvis aftabuiseret. Selv om døden optræder på TV-skærmen med en frekvens, der nærmer sig lynets hast, og selv om de dødes navne læses op i kirkerne, og dermed giver døden god omtale, så er det ikke ensbetydende med, at døden ikke længere er tabu, eller ikke bør være tabu, for den sags skyld. Seksualiteten kan efterhånden betragtes som et relativt åbent område, fordi den i dag udgør en stor del af det enkelte menneskes selvforståelse og måde at præsentere sig på. Langt de fleste mennesker forholder sig dog langt mere forklaret og åbent til deres seksualitet end tilfældet er med deres død.

I aviserne op til Allehelgensdag lød overskrifterne, at dødens tabu var under nedbrydning, at døden er »blevet et fælles anliggende«. Noget er der ganske givet sket i vores forhold til døden. Bare noget helt andet end det, der normalt antages. Vi har faktisk aldrig været længere væk fra den konkrete død end tilfældet er i dag. Måske ser vi hundredvis af dødsfald på TV. Men den virkelige død er meget længere væk for langt de fleste af os end den var for tidligere generationer. Scenen for døden i dag er enten TV-skærmen eller hospitalerne. Det er kun sjældent vi dør der, hvor vi lever, og så er det som regel i trafikken. På den måde har vi ikke haft lejlighed til at gøre den konkrete død mindre tabubelagt, men til gengæld er tabuet blevet tømt for meningsfuldt og meningsgivende indhold.

Der tales ganske korrekt langt mere åbent om sorgen ved at miste, om tabet og den uoverskuelige fremtid, når man han mistet et elsket menneske. Der er blevet flere steder og lejligheder, hvor vi åbent kan give udtryk for vores savn og dele det med andre, fra virtuelle mindesteder på internettet til smukke og højtidelige arrangementer som oplæsning af de afdødes navne i kirken på Allehelgensdag. Dette har imidlertid ikke noget med aftabuisering af døden at gøre. Det viser blot, at vi har flyttet fokus fra de døende og døde til de efterladte. Fordi tabuerne omkring døden er blevet indholdstomme, har vi vendt os mod det, der kan gøres noget ved, nemlig de efterladte og deres sorg.

Hvad vil det sige ikke at have et tabuforhold til døden? I virkeligheden kan det næppe lade sig gøre. I hvert fald er der ikke nogen historiske erfaringer med et 'naturligt' forhold til døden. Helt fra neandertalernes grave ved vi, at myterne ikke mindst har drejet sig om at skabe forestillinger, som gjorde det muligt at forsone sig med en verden, der på grusom vis fører alle mennesker mod udslettelse. Ernest Becker skrev i bogen The Denial of Death, at ideen om døden, frygten for den, hjemsøger mennesket mere end noget andet. Hovedmotivet, drivkraften, bag den menneskelige aktivitet er døden, at undgå dødens fatalitet, at overkomme den. Det er helt i forlængelse af Hegel, der opfattede historien som en registrering af, hvad mennesket gør med døden: Hvis mennesket ikke var bevidst om sin dødelighed, ville der sandsynligvis ikke findes nogen kultur. Fordi dødsbevidstheden er så rystende og ødelæggende for de endnu levende, må den i en eller anden forstand omfattes af et tabu.

Mytologien og al historisk religion har været henvendt på det samme problem om, hvordan mennesket kan eller skal bære sin dødelighed og ikke mindst livets afslutning. Kulturerne og samfundene er på den måde anordninger, som tillader mennesket at leve med de svagheder, som ellers ville gøre livet umuligt. På den baggrund er det vanskeligt at forestille sig, hvad en aftabuisering af døden egentlig skulle betyde. Hvad nu, hvis der rent faktisk skete en nedbrydning af tabuet omkring døden, hvordan skulle vi så forholde os til det modsatte problem? Hvordan skulle man håndtere den aftabuiserede død?

Vores problem i dag er i virkeligheden ikke, at døden er tabubelagt, men at tabuerne er uden indhold - de er tavse i forhold til spørgsmålet om, hvad vi skal gøre med de døende. Kirken og religionen er ikke længere det kulturelle fundament, hvorfra en aktiv forholden sig til døden kan tage udgangspunkt. I forhold til de døende har vi i stor udstrækning satset og håbet på, at det sundhedsfaglige og lægevidenskabelige paradigme kunne tage over og skabe en videnskabelig kultur omkring dødens problem. Aftabuisering er det under ingen omstændigheder, snarere yderligere en udtynding af den viden om livets grænsesituationer, der normalt knytter sig til ideen om et tabu. Til tabu knytter sig nemlig også mana, en bestemt kraft. Her kan vi altså tale om dødens kraft, der kræver tabu, som på sin side er regler for, hvordan man omgås denne kraft. Hvordan omgås vi så denne mana, denne kraft, som knytter sig til døden og virker langt ind i livet på os alle? Ifølge en stor international undersøgelse, som blev lavet tidligere på året, er Danmark et af de dårligste lande at være døende i. Det engelske analyseinstitut Economic Intelligence Unit gennemgik 40 landes hjælp til dødende - den såkaldte palliative indsats. Undersøgelsen så på de tilbud om lindring, som bliver givet til mennesker med en uhelbredelig sygdom. Danmark kom ind på en 22. plads, meget langt fra Storbritannien på førstepladsen, langt fra Norge og Sverige, et pænt stykke fra lande som Ungarn og Polen, dårligere end Singapore og kun lidt bedre end Grækenland.

Dette har ikke noget at gøre med de medarbejdere, som den døende møder. Det er gode mennesker, som vil det bedste, men som ofte ikke har mulighederne for at yde den tilstrækkelige hjælp.

Tidligere spillede døden en vigtig rolle i kosmologien, mytologierne og det rituelle liv. I før-industrielle samfund blev erfaringer med døden betragtet som en vigtig dimension ved livet. Døden blev omhyggeligt beskrevet og kortlagt, så mennesket befandt sig i kendte landskaber, når det nåede frem til livets afslutning. Det var det, der gav dødens tabu et meningsfuldt indhold, som kunne bruges til gavn for de døende.

I dag har vi kun de tomme tabuer tilbage, som kræver stilhed om døden, som ikke kan vejlede os i forholdet til vores egen og andres død, når helbredelse ikke længere er mulig. På den måde kan man sige, at der ikke er for meget, men for lidt tabu om, hvordan vi forholder os til døden, etisk og samfundsmæssigt. Det vil sige, for lidt viden om, hvordan vi skal klare den kraft, mana, som døden udfordrer os med.