Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det nærmer sig fortrængning, hvis man tror, at konservative har patent på det nationale

At en dansker vender ryggen til det nationale, kan man kalde flyvsk og abstrakt, men langt hen ad vejen er det vedkommendes egen sag. At en dansk politiker gør det, er til gengæld udtryk for en mangel på selvindsigt, der er betænkelig.

»Den magt, som regering, folketing og domstole tildeles, er meget betydelig. Men den standser ved grænsen, hvor blandt andet svensk og tysk magt afløser den danske. Alene derfor er det noget pjat, at nogle danske politikere sætter spørgsmålstegn ved det nationale. Hans eller hendes magt er dansk magt og stopper ved grænsen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Der er opstået en uvilje over for det nationale, som jeg ærlig talt har svært ved at forstå. I forrige valgperiode blev det kontroversielt, om Dannebrog skulle hænge i folketingssalen. Enhedslisten gik så vidt som til at sige, at det var »magtmisbrug«.

Hjemlen til at oprette et folketing er ellers noget af det mest nationale, man kan forestille sig: Danmarks Riges Grundlov, paragrafferne 28-58.

Såvel Folketingets magt som begrænsningerne af den, er direkte fastlagt i et dansk (og dansksproget) dokument. Det er godkendt i den daværende, danske rigsdag af to omgange samt direkte godkendt af danske borgere ved en folkeafstemning.

Henrik Dahl Fold sammen
Læs mere

Den magt, som regering, folketing og domstole tildeles, er meget betydelig. Men den standser ved grænsen, hvor blandt andet svensk og tysk magt afløser den danske.

Alene derfor er det noget pjat, at nogle danske politikere sætter spørgsmålstegn ved det nationale. Hans eller hendes magt er dansk magt og stopper ved grænsen. Ikke abstrakt magt, der går til den anden ende af universet. Det gælder, hvad enten den pågældende i øvrigt er socialist, liberal eller konservativ.

»At en dansker vender ryggen til det nationale, kan man kalde flyvsk og abstrakt, men langt hen ad vejen er det vedkommendes egen sag.«


At en dansker vender ryggen til det nationale, kan man kalde flyvsk og abstrakt, men langt hen ad vejen er det vedkommendes egen sag. At en dansk politiker gør det, er til gengæld udtryk for en mangel på selvindsigt, der er betænkelig. Enhver hjemmel til at udøve magt stammer i sidste instans fra borgerne i staten Danmark og er fysisk begrænset til Danmarks territorium. At lukke øjnene for dette repræsenterer derfor en uvilje mod at se kendsgerningerne i øjnene, der må undre.

Men min forundring stopper ikke ved den manglende indsigt i, hvor danske politikeres magt kommer fra.

Som dansk politiker har man ansvaret for at forvalte danske institutioner. Den konkrete måde, som regering, folketing og domstole virker, er historisk betinget. Den udspringer af mange års eksistens og tilstedeværelse i en dansk virkelighed. I andre lande har man andre traditioner. For eksempel når det gælder samarbejde (eller mangel på samme) i landets parlament. Eller når det gælder spørgsmålet om den såkaldte magtdistance. Det vil sige, hvor folkeligt eller ufolkeligt et lands politikere har tradition for at optræde.

I sammenligning med de fleste andre lande er der i Danmark en tradition for, at politikerne er forholdsvis usnobbede og forholdsvis lette at komme i kontakt med. Det er godt sådan – siger jeg med selvfølgelighed i stemmen. Fordi jeg også er opdraget i dette system og har taget det til mig.

Endelig er der selve kulturen, der også er specifik og historisk. Jeg har ikke noget imod at betjene mig af engelsk, når situationen kræver det, og jeg har fået god træning ved at opholde mig i engelsktalende lande gennem længere tid. Men når sandheden skal frem: Det er altså på mit danske modersmål, jeg føler mig mest sikker. Det er på dette sprog, jeg på en heldig dag kan få musikken til at klinge. Hvorfor jeg naturligvis er glad for, at det samtidig er det eneste sprog, det er acceptabelt at benytte sig af på Folketingets talerstol.

Sammenfatter man alt dette, må konklusionen blive, at det nærmer sig fortrængning og fornægtelse, hvis man tror, at det er konservative, der har patent på det nationale. Hvad enten man er socialist, socialdemokrat eller liberal, er man rundet af noget konkret og historisk og forankret i dette.

Derfor kan det aldrig blive magtmisbrug at have Dannebrog hængende i Folketinget. Det er blot en konstatering af noget, der burde være selvfølgeligt.