Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det gør allermest ondt på mig

I Danmark er en gave en god gave, hvis den er givet i bedste mening. I USA er en gave kun en god gave, hvis modtageren rent faktisk blev glad.

Anna Libak. Fold sammen
Læs mere

Julen nærmer sig, og alle kommer i gavehumør.

Men ifølge antropologen Dennis Nørmark kan det gå for vidt. I Politiken tog han forleden skarpt afstand fra, at den nye regering i sit regeringsgrundlag forsøger at sælge topskattelettelser som en gave til hele samfundet, fordi de skaber vækst og velstand. For selv hvis de gør, er det da ikke sikkert, at velstandsstigningerne vil blive spredt ud; det kan meget vel være, at det mest er de rige, der bliver rigere, mens de fattigere bliver i dårligere humør.

Derfor opfordrer Nørmark til at sige tingene ligeud: Topskatten skal afskaffes, fordi den ikke er retfærdig. »Det eneste argument, der holder vand, er det moralske«, skrev Nørmark og fortsatte: »Folk fortjener at beholde en større del af de penge, som de har tjent.«

Men hertil vil jeg sige, at jeg tror, at Nørmark har misforstået, hvad det er for en moral, vi har i dette land. Vi lever i en lutheransk kultur, hvor det er intentionen, der tæller. Heroverfor står calvinismen, der er udbredt i den angelsaksiske verden – USA og Storbritannien – hvor det er resultaterne, der tæller.

I Danmark er en gave en god gave, hvis den er givet i bedste mening. I USA er en gave kun en god gave, hvis modtageren rent faktisk blev glad. Det er derfor, der ikke er nogen i DK, der interesserer sig for, om afrikanerne ønsker sig en ged i julehjælp, hvis de nu ikke havde tænkt sig at blive gedehyrder: For det vigtige er, at danskerne gerne vil give en ged.

Og derfor er det da også helt forkert, når Nørmark antyder, at det er en borgerlig specialitet at uddele milde gaver, som ingen ønsker sig.

Mette Frederiksen har for eksempel lige foreslået at give de hjemmegående indvandrerkvinder en kæmpe julegave: Hun har meddelt, at man bør tage kontanthjælpen fra dem for at hjælpe dem med at gøre op med den »negative sociale kontrol«, som forhindrer dem i at arbejde. Formodentlig er disse indvandrerkvinder ikke lutheranere og ville måske derfor helst have takket nej til Frederiksens »frihedskamp« og »værktøj til at bryde mønsteret«.

Mange af dem har trods alt strakt sig langt for at undgå arbejdsmarkedet: Ni ud af ti i Odense Kommune arbejder ikke, og de har præsteret lægeerklæringer, som skulle overbevise kommunen om, at de er for syge til det. Men det nytter ikke, for nu har kommunen opdaget, at de snyder systemet, og det har fået Frederiksen i gavehumør, så hun kvit og frit vil forære dem en fratagelse af kontanthjælpen.

Hvis man skulle følge Dennis Nørmarks anvisninger, så skulle Mette Frederiksen i stedet have sagt: »Vi andre gider faktisk ikke at betale for, at I går og feder den af derhjemme, bare fordi man i jeres kultur skal være idiot for at tage et skodjob, hvis kommunen vil betale en for at lade være.«

Enhver kan høre, hvor udansk det lyder. Vi lever i et land, hvor dagpengeperioden blev forkortet og kontanthjælpsloftet indført som en håndsrækning til de ledige, da arbejdsløshed som bekendt fører til social udstødelse og ensomhed.

Og vi lever i et land, hvor kommuner forbyder de ansatte at ryge i arbejdstiden – også nede på gaden i pauserne – med henvisning til, at undersøgelser viser, at de fleste rygere helst vil holde op.

Og så kan staklerne protestere så meget, de vil. Svaret er det samme som til børn, der ikke vil spise broccoli: »Luk munden op, det er for din egen skyld. Det gør mere ondt på mig end på dig.«

God jul.